Fææærdiiig!
Man skal lære af sine dumheder, så det håber jeg så, at jeg har nu.
Hvor har det været sjovt at læse jeres forslag til, hvad mine dumheder kunne være.
Dumhed nr 587.388:
På arbejde idag sagde Marianne: “Den eneste dumhed jeg kan se er, at det da er dumt, at en relativt rutineret strikker kan finde på at strikke noget med så mange ender at hæfte bagefter!”
Hahahahaha!
Uldbegavet og Mona foreslog, at tæppet egentlig skulle ha været ternet. Måske a la Burburry?:
Billedet lånt fra Vogue Knittings bog Toddler Knits.
Lin foreslog, at det skulle ha været med cirkler
Fra Britt-Marie Christofferssons bog “Stickning”
Camilla ku se, at stribe 33 slet ikke passer ind. Så er det, jeg vil spørge: Fra hvilken ende talte du, Camilla? Fra den ene ende er jeg da slet ikke enig med dig, men fra den anden………. måske.
Berit mente, at der var fejl i alle striberne, og det er da til at forstå!
Lykke, Charlotte Kaae, emmy, Annelise og Lykke mus mente, at det måtte være noget med enderne. Charlotte causerede over muligheden af at zig-zagge hen over “hele baduljen”. Annelise talte om strikkehæftning eller frynser i begge sider. Mona gjorde sig store matematiske overvejelser. Hun skrev: “Enderne kan det ikke være, for 37 er ca det halve, men det passer jo så med, at halvdelen skulle have været i den anden ende??” De overvejelser er lige en tand for avancerede for min krøllede hjerne, og hun endte da også med at droppe det og gå med på den med ternene.
Lis, Kirsten Amstrup og Jane turde slet ikke bevæge sig ud i gætterier.
Annelise, Jane og emmy er meget nysgerrige efter at høre, hvad problemet er, og det er jeg glad for, for så har jeg jo opnået det, jeg ville.
Det er ikke en fejl, men bare en dumhed, og emmy har gennemskuet den. Hun skrev: “………..det skulle vel ikke være noget med alle dine ender - jeg tror jeg ville have lavet det så hver anden ende ville være i den anden side …….”
Og det er lige det, der er dumheden.
Nu er den ene sides retrillekant meget tyk af hæftninger, mens den anden slet ikke er, og med så få pinde til hver stribe kommer en del af hæftningerne til at overlappe hinanden, hvilket gør kanten endnu tykkere.
Havde jeg tænkt mig bare en lille bitte smule bedre om, så havde jeg selvfølgelig skiftet mellem et lige og et ulige antal pinde i striberne, så enderne blev fordelt nogenlunde ligeligt på de to sider.
Dumhed nr 652.748:
Se her faldt de fleste af jer alligevel fra.
Så var det heller ikke sjovere.
Ærgerligt, for jeg har en gættekonkurrence mere. Den bliver der nok kun ét svar til, men pyt – jeg morer mig
Igen er der de mest finurlige forslag.
Denne gang har Uldbegavet helgarderet sig med hele 5 forslag. “Den tredje stribe fra oven er lavet med et nøgle garn i en forkert indfarvning??? Den skulle have været ensfarvet??? eller blå?????
Kanten skulle have været strikket på tynde pinde og det øvrige på tykkere pinde og du har byttet om på pinde størrelserne???
Enderne er for korte???”
Havde det været Lotto, havde det været en dyr kupon.
Nu er det så, at jeg igen må spørge: Hvad er foroven og hvad forneden? Jeg kan jo ikke rette fejlen med den indfarvning, når jeg ikke ved, om det er den ene eller den anden stribe, vel?
Jeg synes Uldbegavet og Mona skal gå i gruppe sammen med deres avancerede tankegang…….”Kanten skulle have været strikket på tynde pinde og det øvrige på tykkere pinde og du har byttet om på pinde størrelserne”. Ja, jeg er stået af, for jeg kan lige se mig selv sidde og fægte rundt med flere forskellige pindestørrelser. Det er ikke et kønt syn!
Lis er dog også benovet over Uldbegavets store opfindsomhed. Hun får sved på panden og får mindelser om eksamen, censorer og 12-taller. Hun spørger dog: “Tænkte over hvordan du havde lavet kanten tykkere”. Nu ved jeg ikke lige, hvad du mener, Lis, men fra begyndelsen er kanten gjort tykkere ved at den er strikket med retriller – altså udelukkende retstrikning, hvor resten af tæppet er strikket i glatstrikning, men som jeg fortalte ovenfor, er kanten i den ene side blevet meget tyk på grund af endehæftningerne.
Dorthe foreslår “Er det mon antal masker som du har strikket, hvor ret skulle være vrang og vrang skulle være ret”. Der er jeg igen lidt på Herrens mark, for jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan det skal forstås. Havde jeg gjort det, var resultatet blevet det samme – bare med mange flere vrangmasker. Jeg har ikke noget imod vrangmasker, men det er nu engang lettere at strikke retmasker. Måske har jeg ikke helt gennemskuet tankegangen – mon Dorthe er en aspirant til Monas og Uldbegavets strikkefilosofiske matematikgruppe?
Susan er virkelig sendt til tælling, for hun kan ikke knække nøden, og det passer ikke hendes temperament. Hun er gået så langt som til at forstørre billedet for at nærstudere det – uden resultat.
Omsorgsfulde Mona konstaterer, at jeg nu er blevet gået grundigt efter i sømmene (!!), uden at der er fundet fejl, så nu må jeg da være glad. Nu er der jo ingen sømme på det tæppe, så jeg må lige tænke over en tid, hvad de der sømme måske dækker over…………..
Og, ja, jeg er skam glad – meget glad, men det er jo ikke fejl, I skal gætte. Det er dumheder!
Ditte fra dejlige Kregme (hun har fødselsdag i morgen!) har også helgarderet sig med to forslag. Ditte er en struktureret kvinde, så der er styr på forslagene:
”1) Jeg ville have stikkehæftet enderne - og så havde den anden ting været unødvendig.
2) Jeg ville have efterladt nogle længere ender, så det var lidt lettere at hæfte dem!”
Der var den igen! Annelise foreslog også strikkehæftning igår, og Ellen også!
Jeg ved ikke med jer, men jeg strikkehæfter ikke bomuld – jeg har i hvert fald endnu ikke mødt bomuld, jeg følte mig tryg ved at strikkehæfte – og slet ikke til noget, der skal tåle års asen og masen og 1000vis af ture i vaskemaskinen. Bomuld er i mine øjne alt for glat og vil derfor nemt glide ud af sin hæftning. Derfor hæfter jeg enderne, bruger en spids nål, og sørger for at hæfte gennem trådene. I det garn, der er brugt her, er der 14 bomuldstråde i en enkelt tråd. Det er noget helt andet med uld, som af sig selv filter sig sammen og derved selv hæfter sig.
Af skade bliver man klog, siger Ditte, og det er forhåbentlig rigtigt, selvom jeg ofte er forbløffet over, at jeg kan begå den samme dumhed flere gange 
. Det er nok, fordi jeg endnu ikke er klog…………nok!
Ellen spørger, om jeg altid hæfter over to riller. Ja, det gør jeg, men det er forskelligt, hvor bredt/smalt, jeg hæfter i maskerne, hvis du forstår.
Dumheden var – som Uldbegavet og Ditte gennemskuede i deres helgarderinger –, at jeg er sådan et sparsommeligt menneske, der ikke vil lade gode ting gå til spilde, hvorfor jeg laver garnender så korte, som overhovedet muligt. Hvis garnenden, når jeg har slået masker op, er for lang, synes jeg, det er fråds, og så kan jeg sagtens finde på at pille op og starte forfra med en kortere tråd. Derfor gør jeg også, hvad jeg kan for at hæfteender ikke er længere end allerhøjst nødvendigt.
Var der nogen, der sagde “Sær Snegl” ???
På tæppet her blev rigtig mange af enderne dog – som så ofte før (der var den med den gentagne dumhed) alt for korte
med det resultat, at jeg har måttet tråde nålen for hvert sting
og sy baglæns med nåleøjet først.
Se, den havde I ikke opdaget, hva’!
Doven skrædder syr med lang tråd!
Ja, det skal jeg dælenduttemig love for. Her var der ikke plads til dovenskab, for når der er en million ender at hæfte, og hver ende skal trådes 2-3-4 gange og sys med nålehovedet først flere gange, ja, så har man da også selv bedt om at få et Sisyfosarbejde!
Hun ligger, som hun har redt, gør hun!
*
Er I ellers med på endnu en gættekonkurrence?
Der er 50%’s chance for at gætte rigtigt.
Denne her synes jeg personligt er interessant.
Den ene halvdel af tæppet er strikket med helt tilfældigt farvevalg. Alle 9 farver lå i en pose, som jeg så stak hånden ned i og valgte et tilfældigt nøgle. Inden jeg så farven, havde jeg valgt, om det skulle være en stribe på 2 eller 4 pinde. Når alle 9 nøgler havde været anvendt en gang, røg de ned i posen igen og det hele startede forfra.
På den anden halvdel er hver stribes farve og bredde valgt helt bevidst af mig. Igen er de 9 farver brugt en eftert en, hvorefter jeg er startet forfra med at vælge mellem dem alle ni.
Kan I gætte, hvilken del, der er hvad?
Og hvilken del kan I selv bedst selv li’?
Det er denne her udgave af tæppet, der skal vurderes.
Er det den øverste eller den nederste halvdel, der er tilfældigt eller bevidst valgt?
Jeg synes, det er interessant, fordi det kan sige lidt om tilfældighedsprincippet sat overfor det bevidste valg.
Nu er et enkelt tæppe jo ikke videnskab, og mit bevidste farvevalg kan jo falde bedre eller dårligere i andres smag, men alligevel.
FAKTABOKS
Model: Storms puttetæppe nr 2
Designer: Selveste mig sæl – by Ann
Garn: Blomsterfrø fra Tante Grøn. 100% bomuld. En del af det er økologisk.
Pinde: Addi 2½
Størrelse: Før vask: 55 cm x 70 cm. Efter håndvask, centrifugering og ganske let udbredning: 55 cm x 65 cm, så måske kryber det endnu mere i vask hen ad vejen.
Garnforbrug: 163 g. Der er altså rigelige rester til et tæppe mere 
Fra lager: Nej, købt til formålet på Fanø hos Tante Grøn.
Sværhedsgrad og særlige strikketeknikker: Lettere fås vel ikke, hvis man altså ikke gentager mine dumheder.
Retrillekanten er strikket med forkortede rækker med jævne mellemrum, og der er taget idn og ud efter og før øverste og nederste retrillekant. Dette, fordi retriller fylder mere i bredden og mindre i højden end glatstrikning.
Bemærkninger og ændringer: Det har været dejligt at strikke. Garnet er meget blødt og nemt at strikke med. Bemærkninger i øvrigt er så rigeligt gennemgået i flere indlæg.
Tilfredshed: Jeg er meget tilfreds. Farverne er blevet overraskende gode sammen, synes jeg. Jeg købte et nøgle af hver af mange farver, brugte de klareste til det første puttetæppe, og har nu brugt de mere dusch’ede farver, der var tilbage til det andet tæppe. Farverne er altså ikke valgt bevidst, og da jeg sad med dem, kunne jeg slet ikke se, at de ville blive så fine sammen. Det er en dejlig overraskelse.
Derudover er den tykke endehæftekant blevet mindre tyk og stiv efter vask!
Ann
