søndag den 23. maj 2010

Smuthul

Jeg er blevet færdig med Smuthullet i denne uge.

Birk har været her hele ugen, så jeg har prøvet den på ham. Det er str 4 år og Birk bliver 2 år om en måneds tid, men den passer ham nu. Den er da også en smule bred i det, men længden på bullen og ærmerne har jeg tilpasset med få rækker.

Smuthullerne fungerer godt nok, og efter vask er den blød og mere ensartet, men jeg ved ikke rigtigt, om jeg er særligt begejstret for den.

Nå, nu er der jo også lang tid til vinter, så måske blir den et hit til den tid. Jeg køber måske en højhalset bluse til ham, som han kan ha på indenunder, hvis han syn’s den kradser. Birk er nu ikke sart – snarere tværtimod, så han er nok ligeglad.
FAKTABOKS
Model:
Smuthul
Designer: Bente Geil
Garn: Geilsk tyk uld
Pinde: Addi Premium 6, 80 cm
Størrelse: 4 år
Garnforbrug: 150 gr bundfarve og max 25 gr smuthulsgarn
Fra lager: Nej, købt som kit sidste efterår
Bemærkninger og ændringer: Et af garnnøglerne indeholdt flere brud med knuder, som skulle åbnes og svejses. Jeg kontaktede Bente Geil, som fortalte, at hun kendte til problemet. Derfor har hun valgt at stopper hun med at føre det, og har fundet et andet garn, som skal erstatte det. Hun tilbød mig et erstatningsnøgle. Det kalder jeg service, men jeg havde jo ordnet det, så det ønskede jeg ikke – jeg ville blot gøre hende opmærksom på det, hvis hun ønskede at gå videre med det til producenten.
Jeg har strikket færre smuthuller og er startet med dem længere nede på bullen end på opskriften, fordi jeg syn’s det blev for meget. Desuden har jeg valgt at sætte de største af dem nederst på blusen, for at gi balance i tyngden. På opskriften er de placeret øverst.
Jeg har strikket få omgange mindre på ærmer og bull for at tilpasse str. 4 år til Birk.
Tilfredshed: Tjahhh. Det ved jeg ikke rigtigt. Jeg er vild med den grønne farve og farvenistrene i det Geilske tykke uld (som angiveligt kommer med i det nye garn, hun får), men jeg synes kanterne er blevet for slatne og tilfældige.
*
Her burde der være et billede af Birk med Smuthul på, men selvom han har været her en uge, har jeg ikke fået taget billeder af ham. Det har jeg slet ikke haft tid og overskud til at tænke på.
Vi har haft travlt med at gå ture – farmor på gåben og Birk på motorcykel. Det har taget tid at plukke visne blade af nabolagets ligusterhække, plukke de bedste sten rundt omkring og tage dem med hjem i motorcykelanhængeren, smide sten i bækken, ramme en stålbjælke med sten, så den sagde så sjovt, at vi måtte slå os på maven af grin, se på gravkøer, cementblandere og brandbiler, besøge naboens søn, der havde en dejlig og larmende græsslåmaskine, køre op og ned ad stejle bakker på motorcyklen igen og igen og igen og igen. Vi har spist og sovet og leget og hygget og skiftet bleer i tusindtal og ind imellem har vi set Byggemand Bob eller Toy Story.
Birk på motorcykel
Her er så et lidt ældre billede af een af vores ture i fars og mor kvarter, hvor ligusterhækkene også fascinerer Birk meget (??)
Hold op, hvor har det været uendeligt vidunderligt at være så tæt på Birk så længe. Vi bor meget langt fra hinanden og ser desværre alt for lidt til hinanden, så det var dejligt, at farmand skulle arbejde her i nærheden og Birk kunne tage med, så mor kunne få en hårdt tiltrængt uge alene.

Men det er s... hårdt at være farmor på heltid, skal jeg hilse og sige – også selvom jeg havde taget ferie til det!
Gudskelov kom far hjem om aftenen, og det eneste billede, jeg fik taget var af far og søn i denne hyggestund efter de havde badet og inden sengetid.
Ann

4 kommentarer:

Strikkeheksen sagde ...

Jeg synes nu Smuthul er blevet fin og hvis den unge mand ikke har noget imod uld, så kommer han da helt sikkert til at bruge den :-)

Skøn beskrivelse af jeres dage sammen - jeg er dødmisundelig på alle, der har børnebørn, men jeg må jo pænt vente og håbe ;-)
Det må være svært indimellem at bo så langt fra dem, for de udvikler sig jo pokkers hurtigt de små unger, så en hel, omend hård uge, er jo ren luksus :-)

Gitte sagde ...

Den er blevet rigtig fin - din smuthul - en rigtig skøn drengetrøje.

Kunne godt forestille mig at det har været både dejligt og hårdt. Det er jo en alder, hvor man skal være "om dem" ;-)

Nørklekonen sagde ...

Mine børnebørn har haft meget glæde af dem.
Der er en Award til dig på min blog.

Hygge-Strik sagde ...

Så flot den lille gut bliver i sin Smuthul, den kommer til at passe ham godt. Nyd dit barnebarn, det går så hurtig i den alder.