Eller historien om en lille cardigan, der blev til 5 store frakker……
Det hele startede med, at jeg ville strikke noget med farve på.
Jeg går alt for meget i sort og koksgråt, så jeg fik pludseligt et flip med, at NU! skulle der altså farver på.
Jeg havde jo også bestemt mig for, at jeg ville til at strikke noget mere til mig selv.
Jeg abonnerer på flere digitale strikkemagasiner. Jeg er vild med dem, fordi der ofte er flere videos i dem, hvor man kan se interviews live eller se modellerne live, hvor de, der har modellen på drejer sig rundt, så man kan se modellen fra alle vinkler og med forskellige dele af modellerne løftet ud, så man rigtigt kan se alle folder og effekter.
Jeg har for nylig downloaded Vogue Knitting på min nye iPad. Jeg havde bladet på papir, men nu kan jeg se alle hjørner og vinkler af modellerne. Det er bare perfekt – og der gemmer sig mange overraskelser, når man pludselig kan se alle sider af modellerne. Absolut anbefalelsesværdigt!
I et af disse såkaldte eMag’s – SpinKnit - var der et interview med en meget farveglad, sydamerikansk inspireret og en smule flippet strikdesigner Kathryn Aleksander.
Jeg blev straks bjergtaget af farverne og det sydamerikanske islæt.
Jeg fandt hende på nettet og selvom hendes kits er meget dyre, fordi hun farver garnet selv til hvert kit, når det bestilles, MÅTTE jeg altså ha det sjove jakkekit med de 49 håndfarvede og afstemte farver.
I forhold til, at hun straks skrev til mig, at jeg måtte ha tålmodighed, fordi hun lige skulle farve garnet, gik der ikke lang tid, før pakken kom.
Ser det ikke lækkert ud?
Opskriften er lavet på tykt plastbelagt papir. Der er ikke meget på skrift, men diagrammerne er enormt indbydende og virker meget professionelle.
Så jeg gik i krig med at vinde op, sortere i farver og prøve at sikre, at numrene ikke forsvandt fra de enkelte nøgler.
Jeg er sparsommelig. Jeg har ikke lyst til at bruge dunter, fordi der så ofte går en del garn til spilde, så jeg har de nøgler, jeg strikker med i en kasse, som er så lille, at garnnøglerne sidder i klemme, så de ikke smutter op, når jeg trækker i garnet, som jeg tager fra midten af nøglet.
Man skifter dog relativt ofte farve, så jeg har altid kasserne med alle farverne i nummerorden inden for rækkevidde
Garnet er håndfarvet 100% two ply Columbia-uld fra Montana
Desværre er diagrammerne ikke særlig gennemarbejdede. Nogle farver bruges dobbelt så meget, som der er garn til, andre placeres forskellige steder på samme pind, hvis man skal gå efter nummeret, og farverne til samme nummer kan være forskellige på diagrammet. Antal masker og mål på f.eks. forstykker og ærmer stemmer ikke med det tilsvarende på ryggen, og jakken er one size og er meget lille, så jeg har måttet knokle noget med den – ud over de fejl, jeg laver usstandseligt, fordi jeg er for ukoncentreret (læs: træt).
Man skal bruge opskriften som en grundmodel og så selv skifte og vælge farver rundt omkring, når det ikke passer med mængden, størrelsen og realiteterne.
Det er fuldstændig ligegyldigt, hvilke farver, man vælger undervejs, for de er alle i samme farvetone og passer derfor alle til hinanden.
I følge diagrammet skal man skifte farve på vrangpinden, men det gider jeg ikke, så jeg skifter kun på retpindene.
Min store irritation over, at jeg ikke kan strikke intarsiaen pænt, har jeg lagt på hylden. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvordan jeg kan gøre det pænere. Jeg har prøvet alt – bare ikke det rigtige –, så jeg har opgivet og glæder mig i stedet over det meget fine, komplicerede og professionelle mønster, der opstår, når man ikke kan strikke intarsia pænt.
Lige nu er jeg igang med det første ærme, men som sagt, skal jeg kunne koncentrere mig om at huske at tage ind og skifte farver sådan nogenlunde efter mønstret, så jeg skal ha ro og overskud. Derfor går det lidt langsomt.
Jeg ville ikke afsløre fra starten, hvad jeg strikkede, men jeg ville gerne gi en teaser, og en teaser blev det – det blev nærmest dril, for der har været flere, der har været lidt utålmodige efter at finde ud af, hvad pokker det er, jeg strikker på.
Det er desuden endt med, at der er flere, der har troet, at jeg strikkede på en stor frakke i 49 farver!
Måske skyldes misforståelsen også, at jeg kalder det en jakke. Flere af jer ville måske kalde den en cardigan?
Jeg aner ikke, om det er et klædningsstykke, jeg vil komme til at gå med, når det kommer til stykket, men jeg MÅTTE altså strikke den.
Ja, det er en strømpe. Fru Kathryn kalder den “Festlig strømpe”:
Ja, det tror jeg!
Den er da enormt sød og sjov, men nok ikke så anvendelig på levende fødder.
Så nu ved I, hvad det er for en kæmpefrakke, jeg strikker på!
Ann
