Christel Seyfarth

Igår var der workshop i Uldgården med Christel Seyfarth.

32 kvinder foruden Irene og Christel var kommet langvejs fra. Der var piger fra Nordsjælland, fra Nordjylland, fra det sydligste Jylland og fra lokalområdet.

Vi var alle belæsset med kurve fulde af de 20-30 forskellige farver garn af ens kvalitet med, som foreskrevet i programmet.

Alle glædede sig til at se, møde, inspireres og lære af den spændende strikdesigner.

Først fortalte Christel ca 1½ time om hvorfor og hvordan hun blev strikdesigner. Hun viste billeder fra Fanø, fortalte om Fanøs historie og om Fanøtraditioner. Der var billeder fra hendes butik med håndstrik og maskinstrik, og fra udstillinger og andre begivenheder.

Til min store skuffelse fortalte hun, at hun ikke laver opskrifter til sine maskinstrikkede designs. Dem sælger hun kun som unikastrik i butikken, så jeg må nøjes med at lade mig inspirere og klare resten selv.

Dernæst var der kaffe og kage, men ingen havde vist tid til at sidde ned og drikke kaffe, for Christel havde alle sine modeller og strikkekits med, og der var 20% på kit'ene i dagens anledning, så alle havde travlt med at prøve og udvælge og købe.

Anja var voldsomt fristet af Liljesjalet - det smukkeste af dem alle, men hun holdt stand!! Det var jeg meget imponeret over!

Selv købte jeg Folklorejakken, som jeg faldt pladask for, da jeg så Christel i jakken i TV-udsendelsen på DK-4

Til sidst viste Christel, hvordan hun laver nøgler af forskellige garnnuancer og -farver, og hun viste Fair Isle-teknik, garnendesvejsning og montering af sjaler. Sjalerne er strikket på rundpinde med en maskesamling på ca 6 masker, som sys på maskine og klippes op, hvorefter sjalskanten strikkes på og bøjes om. Lottes blomstersjal er strikket og monteret meget lig Christels - og Ruth Sørensens sjaler m.fl. I
Den metode, hun bruger til at splejse garnender sammen, er bl.a. beskrevet her og i øvrigt også i Lottes blomstersjal-opskriften.

Vi sluttede en time tidligere, fordi Christel skulle nå færgen.
Jeg kørte de to timer hjem i strålende sol ligesom på udturen. En smuk tur begge veje.

Det er første gang, jeg har været til en strikkeworkshop uden at komme hjem med en strikkeprøve af een eller anden art, men der var ikke tid til andet end at lave et nøgle og slå masker op til en prøve.

Til gengæld havde jeg allerede på turen derhen tænkt tanker om en trøje til Birk. Valmuer og liljer er måske ikke det mest nærliggende til en dreng, og traktorer og lignende er ikke lige sagen heller.
Af een eller anden grund fandt jeg på noget med yin-yan-tegn i sort-hvidt på en bund af blå og grønne nuancer a la Christel Seyfarth/Ruth Sørensen/Kaffe Fasset og med skakternede borter til ombug.
Jeg var nok inspireret af den spøgelsestrøje, jeg er ved at strikke til ham (mere om den hen ad vejen)

kombineret med, at jeg havde workshoppen med Christel i hovedet på vejen til workshoppen, så mens vi lyttede til Christel, tegnede jeg ideerne til trøjen i min logbog.

Nu må vi se.
Jeg er altså ikke god til det der med vilde impulsive farver.
Jeg er frygtelig konform, hvad angår farver og farvesammensætninger, men nu er der efterhånden så mange, der har påstået, at det blot er et spørgsmål om mod, og om at kaste sig ud i det, at jeg vel må prøve.
Jeg vil bruge de rester, jeg har i forvejen for ikke at få præstationsangst ved tanken om prisen på de fed, jeg spolerer undervejs ;-))

Bare jeg vidste, hvordan man smider en firkantet konformitet overbords. Da jeg sad til workshoppen og vandt garnnøgle af de 10-15 grønne og blå farver, jeg havde med, tog jeg helt automatisk og uden at tænke over det farverne efter tur i fortløbende nuancer i stedet for at tage en farve udenfor nuancerækkefølgen i ny og næ - eller måske oven i købet i en kontrastfarve.....Uuhhhhadadada. Det ville ha været forfærdeligt farligt.
Det er virkelig svært at gøre en firkantet konform stivstikker til en fri farvekunster sådan på en studs.

Nå, i seng, i seng.............
I morgen er atter en dag.
Måske er jeg pludselig forvandlet til farvernes mester, når jeg vågner, hvem ved.
Ann

Det var så den jul..............

....................................og vi må videre.

Jeg har siden november haft travlt med julegaverne.

Dvs., jeg havde som familiens selvbestaltede overhoved bestemt, at vi ikke skulle give julegaver til hinanden iår.

I kender godt typen, der siger til sine børn: "Skal vi ikke aftale....", "Vi har jo aftalt.....", "Vi HAVDE en aftale!!". Men det har aldrig været en aftale og slet ikke noget, der stod til diskussion. Det er et dekret, som pakkes ind i et forsøg på at få det til at ligne en ligeværdig aftale.

Sådan en "aftale" påduttede jeg lige mine "børn".

Jo, selvfølgelig skulle Birk ha julegave. Det er jo børnenes jul.

Altså de små børns jul. Jeg har børn, der på trods af, at de er over 30 (jeg siger ikke hvem ;-)) fra tid til anden fastholder, at de aldrig er blevet mere end 12 år, så alle børn under 12 år skal ha julegaver, selvfølgelig, men ikke alle dem over.

Ikke iår.

Når det så er sagt - var sagt og proklameret og "aftalt" - så kunne jeg jo roligt komme i tanker om alt det, jeg gerne ville strikke til den og den og den.

Så det gjorde jeg, og siden november har jeg strikket det, jeg ikke kaldte julegaver, men kærlighedsgaver. Så var jeg dækket ind, når jeg nu selv forbrød mig mod aftalen.

Sisse ønsker sig altid mine hjemmestrikkede strømper, og hun har længe håbet på, at jeg ville reparere eller strikke en erstatning for de udendørs-vinter-basist-vanter, jeg strikkede til hende for mange år siden, men som nu har ligget i stoppekurven i mindst 1 år. Hun manglede en hue, men hun syn's ikke de huer, der sidder tæt rundt om hovedet, klær hende. Der skulle lidt top på.

Strømperne var ikke noget problem. Jeg har længe haft noget Mayflower strømpegarn liggende til formålet. Det er med såkaldt nanoteknologi, så der ikke er risiko for ensomhed på grund af fodsved ;-))

Fingerløse vanter kunne man vel egentlig også godt strikke ud af det strømpegarn, men så skulle der også være et par varme luffer til at tage udenpå, når det er ekstra koldt, for strømpegarnet er jo lidt tyndt.

Huen var en lidt vanskelig opgave. En "høj" hue til en voksen kvinde, der ikke lige er til pæne eller moderigtige damehatte/-huer. Sisse har en dejlig sjov-skør side, og hun er rytmisk musiker, der ikke har glemt de gode sider af en legende barndom. Hvordan finder man en hue, der er sjov, skør, voksen, cool og "pæn"?

Det var svært med den hue. Jeg har købt Anette Danielsens "Hønsefødder og gulerødder". En skøn bog med rigtig mange attraktive opskrifter. Jeg faldt for Aspargeshuen. Den er sjov og lidt høj og sjov at strikke med bieser og vendestrik på langs. Jeg havde købt alpacagarn til luffer og hue i een af farverne fra strømpegarnet, så jeg modificerede opskriften, så den passede til alpacagarnet og så klippede jeg de enkelte farveforløb ud af strømpegarnet og strikkede bieserne med det. Det krævede udtagninger og indtagninger ved biesernes start og slut, fordi der jo er stor forskel på tykkelsen af de to garner, men det gik fint.

Jeg var - og er - usikker på, om den hue er for fjollet, men den var sjov at strikke og Sisse siger, at hun er glad for den.

Strømperne er strikket fra tåen og op på Magic loop og med begge strømper på en gang, som jeg efterhånden altid strikker strømper. Jeg har min egen måde at starte strømperne på, fordi min måde giver en rigtig pæn bort i tåen. Om den måde en anden gang. Der er flere billeder på min  flickr, hvor man kan følge processen.
Jeg har lukket af med Cat Bordhis superefleksible aflukning, så de kan bruges uden på bukserne, som Sisse gerne vil.

De fingerløse vanter blev strikket efter mål og strikkefasthed og med lidt gode råd ved fingrene af Ruth Sørensens "stribede fingervanter" opskrift. Jeg har mange fingervanteopskrifter, men hendes var bedst. Jeg købte en hel bunke rigtig flotte og gennemarbejdede opskrifter for næsten ingen penge, da hun holdt et meget inspirerende og lærerigt foredrag i vores lokale forsamlingshus i oktober måned.

Det er Ruth til højre og hendes datter til venstre.

Lufferne er bare strikket - derudaf - ud af hovedet.

Da jeg var færdig med Sisses ting, fik jeg lyst til at strikke en Baktus til hende i strømpegarnet. Som sagt, så gjort.