………………ser udsigten fra mit hus sådan ud
Jeg sidder på terrassen øverst oppe og nyder denne udsigt, mens jeg genkalder mig minderne fra en dejlig ferie.
En skøn uge i Norge med min højt elskede bror og hans kone i en elendig og bitte-lille loftslejlighed (vi blev snydt, så det driver).
Vi besøgte familie, jeg ikke har set i over 30 år – flere møder, der viskede rigtig mange af de år væk. Alle lignede sig selv og opførte sig nøjagtig som de skulle i følge erindringen.
Til min store overraskelse dukkede det ene minde og den eksakte placering af steder op efter det andet. Min morfars forretning lå der stadig, og jeg fandt den straks, og den så nøjagtig ud, som den så ud dengang, jeg ofte var med ham dernede om dagen. Nu var det en blomsterbutik. Norges ældste konditori, Erlandsens Konditori, som pigerne i forretningen ofte tog mig med hen til i pauserne, lå der søreme endnu.
Parken med den smukke musikpavillion var der endnu,
og den lille park længere oppe på Os med springvandet, som jeg elskede at soppe og lege i, var der også. Dog var springvandet lukket, så der blev ingen sopning i år. 
Skoven og de stejle bakker bag mine bedsteforældres hus syntes helt uændret med bækken og fossen, og det var tydeligt, at der også den dag idag var børn, der brugte området som motorcrossbane på cykler. Morfar og mormors hus var – på trods af renoveringer – som det plejede – dog virkede det noget mindre, end jeg husker det, men det er vist naturligt, når man husker med et barns øjne.
Tante Gustava, som på grund af en arvelig brusksygdom blandt andet manglede næsen og ørerne og så faretruende ud, men var så sød, så sød og havde sukkertøy i nederste skuffe i dragkisten, boede på 1. sal dengang. Trappen derop syntes uendelig lang med tusindvis af trin, når jeg skulle op til hende for at sige hej og få et bolsche og se hendes uhyggelige ansigt, men nu var trappen pludselig en helt almindelig trappe mellem stueetagen og 1. sal. Min onkel og tante bor i det hus nu. De havde hejst flaget i anledning af vores besøg første gang, vi ankom nu. Tante Gustava, tante Gudrun, Asbjørnsens overfor og mormor og morfar er for længst døde, men ånden lever endnu.
Og – selvfølgelig – fik jeg besøgt provinsbyens lokale garnforretning, Åses Garn og Broderi, der havde et kæmpe udvalg af garn og, hvor ekspedienten var dansk gift, så “Det er greit, det”, sagde hun, da jeg sagde, at jeg var dansk.
3 fed håndspundet og -farvet 1-trådet laceuld fra Ullcentrum på Öland og Marks&Kattens hør til en enkel hørbluse blev det til. De to miniaturegarnnøgler kunne jeg ikke stå for bare som et curiosum ;-)
Alt var “Bare bra”.
Det blev også til besøg hos nogen af min brors søde barndomsvenner, som jeg til deres skuffelse ikke kunne huske, og vi besøgte min svigerindes skønne kusiner med mænd og hunde og moster og sommerfest i haven for os, men særligt for min bror på de smukke klippeøer Hvaler. Kusine Ellen og hendes mand har tegnet og bygget et specielt hus op ad en skrå klippe, så huset består af mange etager, niveauer, skæve udbygninger, terrasser og udsigter. Desværre fik vi ikke fotograferet det.
Nogen gange viger jeg fra at opleve gennem et kamera. Det er som om, jeg træder et skridt tilbage og betragter oplevelserne som en film i stedet for at være ordentligt til stede.
I Sverige købte jeg sko på tilbud, tror jeg de var. Billige i hvert fald.
Hush Puppies, som nåede at blive brugt godt og grundigt hele ferien. De er skønne at gå i. Brune, desværre. Sort passer bedre til det, jeg har.
Da vi kom hjem ringede min bror fra Sverige og fortalte om nogle mystiske øjensymptomer, han havde fået. De var på vej ud til en ø i Vänern………
Siden har hver dag handlet om, hvilket sygehus, han nu var blevet indlagt på eller overført til, hvilke undersøgelser, de nu havde gennemført og hvad de viste, hvilke behandlinger, de satte igang og foreslog, hvilke komplikationer, der nu var tiltrådt, hvornår og hvem, der skulle operere ham, om børnene skulle komme hjem fra deres respektive feriesteder, om han følte sig ok eller lå kulderystende med 40 i feber. På 14 dage har han været indlagt på 5 forskellige hospitaler med en alvorlig lidelse, der er som en tikkende bombe indeni ham.
Vi har altid vidst det. Vores far døde 53 år gammel af sin 2. blodprop. Så mange kokke fordærver maden, hvis der ikke er nogen til at koordinere og bevare overblikket over forløbet, orientere sygehusene om det, de øjensynligt ikke vidste fra det tidligere sygehus eller havde glemt eller….. og hjælpe patienten med at forstå, hvad der foregår.
Undervejs i alt dette – som endnu ikke har fundet sin afslutning – er det lykkedes os at få nogle skønne dage i Sønderjylland med min ældste bonussøn og hans kommende hustru fra USA.
Der boede vi rigtig godt og billigt – ingen snyd der – tværtimod.
Jeg vil gerne anbefale Marias “Zimmerfrei” I Tønder.
Vi kunne desværre ikke komme ind og se den smukke slotshave ved Gråsten Slot, fordi Dronning Margrethe havde indtaget slottet et par dage før vi kom. Jamen så kunne vi jo vise amerikanske Lisa garden med de flotte bjørneskindshuer, men nej. På grund af varmen havde de taget bjørneskindshuerne af og erstattet dem med små lyseblå skråhuer. Der kan blive op til 80-100 grader indeni pelshuerne i varmen, så soldaterne får en så stor bjørn på, at de dejser om. Hjernen består som bekendt for en stor del af fedt………!…….fantasien sætter ingen grænser ;-[
I Sønderjylland gik mit kreditkort amok.
Hvor jeg dog gerne ville have besøg af Lenes Fru Disciplin en tid. Hun må være udlånt, for jeg har ikke set hende alt for længe.
Vi var selvfølgelig i Tyskland et par gange og hos Woll-Sucht i Flensborg blev det til…..
..det blødeste, skønneste 5% cashmere, 25% silke, 70% babyalpaca, lace fra Manos del Uruguay. Farverne er grå, sorte og brune nuancer. Jeg kan ikke få dem ordentligt frem på billederne. De 3 fed skal bruges med omtanke, så jeg venter utålmodigt til jeg finder det helt rigtige projekt. 10 ngl Rowan Silky Tweed, 80% lambswool og 20% silke i sort med limegrønne tweednistre. Det skal blive til en sweater – måske herresweater, hvis 500 gr er nok til det. Og så to fed enormt lækker blød råhvid superwash merino, lace, Filigran fra det tyske Zitron. Det skal bruges til dette
sjal, Fiori di Sole, designet af Romi.
Jeg forelskede mig i det sjal i april måned, da jeg så det første gang, men det er først nu blevet offentligt tilgængeligt.
Jeg købte også…….
DUO, DesignClub og Drops…………..i Tyskland!?
Ja, det gjorde jeg altså og så vidt, jeg kan regne ud, var det billigere end herhjemme, men noget af det var vist også på tilbud.
Jeg havde set modellen Marie på butikkens hjemmeside, og som I jo ved, kan man ikke købe sådan en opskrift uden også at købe garn, så jeg valgte DUOs Silke/Merino, 35% silke, 65% merino, så må vi se, om jeg vil bruge det garn til Marie eller hvad. Drops Lin kunne jeg bare ikke stå for. Jeg kan ikke få den meget smukke lidt støvede blå petroleumsfarve rigtigt frem på billedet, men den er bare såååå smuk. Jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge det til, men det naturfavede skal bruges til en løs top a la en lukket vest, der kan tages udenpå en langærmet T-shirt til vinter.
I Butik Slotsgaden i Møgeltønder og i museumsbutikken i Dybbøl købte jeg
snor til at strikke eller hækle kurve af og såen. En lille pilleæske blev det også til. Den får jeg vist snart brug for, når tømmermændene melder sig efter mit købeorgie.
Nej, så blev det vist ikke til mere, vel?
(Jo, der gjorde jo)
Nåeh, jo, ja……... Ved Højer Sluse købte jeg
broche og
øreringe. Det var egentlig nogle andre ørenringe, jeg ville have, som jeg havde set, min svigerinde havde, og som hun havde købt ved Højer Sluse, men de fandtes kun med stikkere, og jeg har ikke huller i ørerne, så jeg fandt disse her i stedet.
Kære, kære Lene. Må jeg ikke nok låne Fru Disciplin lidt? Bare indtil jeg har fået min garnmani på ret køl igen. Jeg har nemlig også købt garn her og her efter, jeg kom hjem :-/
Nå, får du så strikket noget?
Pyha, njah, njohh, det må vi altså vende tilbage til……
Ann
