At tro på egne muligheder

Da daaaaa…….

Jeg deltog i en give-away hos Ingerlise i december og jeg vandt saftsusemig denne lille bog af Hanne Medom.

Jeg er dog overbevist om, at der må være snyd med i spillet, for jeg har ALDRIG før i mit liv vundet noget.
Jo, forresten – min mormor vandt engang et strygejern på en lotteriseddel, hun havde skrevet mit navn på.
Min mormor købte mange lotterisedler, og hun skrev altid navne på dem. Jeg ved ikke, hvad den dybere begrundelse var, men det er jo ikke svært at gætte sig til den umiddelbare ide. Min mormor døde i 60’erne, så det er længe siden, jeg vandt noget.

Jeg er ukuelig, så jeg deltager alligevel – på trods - i konkurrencer, hvor det er heldet, der vinder, men jeg vinder aldrig noget. Altså lige indtil nu.

Taaak, Ingerlise. Det er hermed bevist, at den sociale arv kan brydes!

Ingerlise underviser og fortæller på sin blog – blandt andet har hun kørt en meget interessant serie, hvor hun fortalte om Elizabeth Zimmermanns liv.
Hun underviser rundt omkring i Free Form. Det har jeg været med til engang. Det var enormt spændende at prøve.
Der er mulighed for at stifte bekendtskab med Free Form den 19. marts, hvor Ingerlise har en workshop i det på Fiberfesten i Ry.

Ann

Snydepels

Jeg har været på strikkekursus.
På smukke Thurø.

Her er mit yndlingsmønster fra kurset – rib med løbemasker -, strikket i 3 tråde hør.

Og sådan ser bagsiden ud

Kurset drejede sig om komplicerede strikketeknikker og krævede en masse koncentration, tålmodighed og en tunge, der skulle holdes helt lige i munden – hele tiden.

Der blev tabt masker, og der blev pillet op så det stod om ørerne på os, men for det meste lykkedes vores projekter.

Vi var 4 kursister, der strikkede fra 9 til 18 hver dag i 4½ dag. Det sluttede i tirsdags, men jeg har været helt og aldeles flad siden…………….. for det kræver sin quinde at strikke på strikkemaskine.
Ja, det var et maskinstrikningskursus.

“Nogen” mener, det er snyd at strikke på strikkemaskine, ik’ Lene!?
Det forstår jeg jo ikke.
Det er vel bare noget andet og forskelligt fra håndstrik.
Det er vel som forskellen på at cykle eller køre i bil – begge dele er transportformer, men meget forskellige at benytte - Hver ting til sin rette tid.

Jeg kan godt lide udfordringer og gerne nogle, der ligger lidt ud over kanten af, hvad jeg kan klare. Jeg kan godt lide at knække koder, og jeg er vild med teknologi, der kan noget smart.
Og så har jeg et perfektionsgen.
Der er nogen, der syn’s det er meget vigtigt, at man kan se på deres strik, at det er hjemmelavet.
Sådan har jeg det ikke.
Jeg vil gerne strikke så jævnt og pænt, som muligt.
På maskinen kan jeg få styret alle disse lyster……….altså, hvis jeg kan finde ud af det, forstås.
For det kræver jo sin quinde at få monsteret til at fungere og så kræver det uanede mængder

T Å L M O D I G H E D!

Det sidste har fået mig til at beundre mennesker, der underviser i maskinstrik, for selv de mest flegmatiske mennesker kan finde på at råbe ord, de ellers aldrig ville tage i deres mund, smide med ting og sager og snerre af medkursister og underviser, når maskinen for gud-ved-hvilken-gang smider alle maskerne – hele arbejdet – på gulvet med et stort bump.
Der sidder tunge lodder i strikarbejdet for at holde det strakt, mens man strikker. Lyden af strik med lodder, der ryger på gulvet, er meget karakteristisk og skaber total stilhed i lokalet indtil humøret hos den, der tabte, er registreret og akut nødhjælp sat ind.

Det var et enormt godt kursus hos Ulla Milling på Thurø. 
Jeg fik rigtig meget for pengene må jeg sige.

Ulla forhandler Junogarn 

og havde før en butik i Svendborg, hvor hun solgte garn og strikkemaskiner og symaskiner og holdt kurser. Nu er hun flyttet “hjem”, som hun siger, til huset på Thurø, hvor der er bygget en pavillon, hvorfra hun sælger garn, strikke- og symaskiner og holder kurser og strikkeklubber.

Hun og Knud-Erik tager også gerne ud i landet og holder kurser, når der er nogen, der arrangerer det.

Ulla er en guldgrube af viden om funktionen af alle mulige modeller af strikkemaskiner lige fra min oldgamle Knitmaster fra 60’erne til de  moderne Brother og Siver Reed inklusiv computerprogrammet DesignaKnit.

Der var aldrig ventetid på hjælp og Ulla evnede lynhurtigt at skifte fokus fra en type maskine med et projekt til en helt anden med et helt andet projekt. Hun blev aldrig stresset.

Ulla har stort set alle reservedele og ekstraudstyr til strikkemaskinerne, og har hun det ikke, kan hun skaffe det.

Og passede størrelserne eller modellerne ikke helt til det, vi ville strikke, så vupti, havde hun ændret mønstret og printet det ud til os.

Jeg fik rigtig godt gang i mit ribapparat og ud over ½ bluse, fik jeg strikket 3 strømper

 

Ja, monteringen havde jeg ikke nået inden fotograferingen.

Og så har Ulla også Knud-Erik, som har haft motorcykelforretning i mange år, men nu er han pensioneret.
Han reparerer maskinerne, hvis der er behov for det.
Een af kursisterne havde købt sig en brugt maskine med ribapparat, men ribapparatet fungerede slet ikke, så hun måtte give op første dag. Da vi kom igen næste morgen fungerede ribapparatet perfekt. Knud-Erik havde repareret det i løbet af aftenen!

Knud-Erik stod også for forkælelsen på kurset. Han lavede kaffe til os, og bagte hver dag til eftermiddagskaffen, blandt andet en enormt lækker rabarberkage,
som han havde fundet på nettet, hvor jeg har lånt fotoet,
og skønne hindbærmuffins. 
Jeg har hørt rygter om hans skønne serviceringer udi al slags mad på de internatkurser, de holder i Sønderjylland.

Jo, det var dejligt at tilbringe en ferieuge på Thurø, og jeg boede jo dejligt i Svendborg, som jeg har fortalt om før, men der blev ikke overskud til at strikke een eneste maske håndstrik.

Ann

Det skal være sjovt!

Ja, det skal det..........da helst......

Det sidste maskinstrikningskursus, jeg var på, var aldeles ikke sjovt. Det blev en fiasko for mig. Intet lykkedes for mig i de to dage, og jeg kom derfra noget fattigere på både tid, penge og energi - og jeg havde mildt sagt mistet modet på maskinstrikning og min hjernes formåen.

Men så var det altså, at jeg i lørdags alligevel tog mod til mig og tog afsted til anden del af et helt andet maskinstrikningskursus, som kørte over to lørdage - 2 x 5 timer.
Det første var en lørdag for et stykke tid siden, og det kom jeg glad og inspireret hjem fra med stort mod på at strikke videre, men så var det jo så, at jeg siden mistede modet.....

Kurset i lørdags foregik på Tekstilseminariet i Viborg. Seminariet hedder egentlig VIA University College, Tekstiluddannelsen og noget mere med bachelor og andre svære ord, men det er jo et noget langt navn, så jeg kalder det bare Tekstilseminariet.

Så jeg tog - godt nok noget usikker, men dog - jeg tog derhen og håbede på at få en god oplevelse, så jeg kunne komme igang igen med den maskine.
5 timer, 6-7 kvinder på hvert vores trin med maskinen, og så var det billigt - lidt afhængigt af deltagerantallet!
Ja, og så var der jo også lige Lena Bay.

Man skal rose, når der er grund til det. Og det er der nu.

Lena er altså god. Ud over en stor faglig viden - hun er uddannet på Tekstilseminariet -, er hun en rigtig god underviser og inspirator.
Hun forklarer tingene, så man hurtigt forstår det, og hun er god til at se og forstå, hvad de enkelte deltagere har behov for. Hun er engageret og sød, og så krydrer hun med inspiration i form af sjove mønstre, ideer og spændende bøger.

I løbet af få minutter så hun, hvad der var galt hos mig, fik det rettet og kom med flere gode individualiserede forslag til mig undervejs, så jeg igen er igang på fuld kraft.

Der kan i maskinstrikningskredse godt forekomme mere eller mindre fundamentalistiske religiøse opfattelser af, hvilken maskine, der er bedst og den, man så ikke lige er til, er jo så både besværlig og upraktisk indrettet. Dem, der går religiøst ind for den ene slags siger, at man ALTID skal strikke på den og den måde, og dem, der kun kan li den anden slags maskine siger, at man ALDRIG bør strikke på den måde og så fremdeles. Det er jeg ved at være liiiidt træt af.
Det har Lena ikke noget af. Om det er den ene eller den anden slags maskine, kommer hende ikke så nøje. Hun kaster sig ud i det og finder ud af det.

I lørdags havde 2 af pigerne (ja, altså egentlig er vi "damer". De fleste af os i vores bedste alder, men i den sammenhæng kan man godt få opfattelsen af, at vi er piger - teenagepiger, forstås!) taget deres ribapparat med og ville gerne lære at sætte det op og helst også lige lære at strikke på det. Det lykkedes faktisk! En anden ville strikke free-style, en anden ville strikke den jakke, Lena havde vist os, andre havde helt andre projekter igang og Lena favnede os alle uden den mindste stress eller oplevelse hos os deltagere af at være overset. Jeg er ikke i tvivl om, at alle fik noget godt med sig derfra.

Stemningen var god, afslappet og fri. Det lykkedes Lena at realisere sit motto

"Det skal være sjovt!"

Og det var det.

Jeg kom hjem med en masse gode erfaringer, og jeg er kommet mange kilometer længere frem med min maskinstrikning - ikke mindst, hvad angår troen på, at jeg kan.

Lena Bay holder også kurser på Skolen for Kreativ Fritid i Viborg.
Der er f.eks. et kursus i næste week-end i maskinstrikning, hvor der vist er enkelte ledige pladser ;-)

Ann

Maskinstrikningskursus???

Uhadadada!
Nu er det ikke sjovt længere.

Jeg skal på maskinstrikningskursus på lørdag i Hjerm midt i orkanens øje mellem Struer og Holstebro.
Jeg har glædet mig og set frem til at få hjælp til at komme videre på maskinen.

Der er trusler ude om en regulær snestorm omkring Ausumlille de næste 3-4 dage.

Jeg bider negle og følger med i vejrudsigterne og håber hele tiden, at de vil rette lidt på forudsigelserne - bare så vejen mellem mit hjem og Ausumlille holdes fri. Det er da ikke så meget at ønske, men det ser ikke meget ud til, at der er nogen, der gider høre på mine bønner.

Maskinen står klar på sin plads i et hjørne i stuen og venter på at blive pakket ned.

Jeg har strikket en masse prøver til en top-vest-bluse-agtig ting, som jeg endnu ikke ved præcis, hvordan skal være.

Sådan ser strikkeprøverne ud, før de bliver dampet,

Og sådan ser de ud efter, at strygestationen har sendt lidt damp ud over dem.

De hvidlige kanter er bare hjælpegarn, brugt til at slå op på.

Nogle er strikket i hør, nogle i hør og silke og nogle i hør og uld med forskellige spændinger og struktur.
De, der strikket i hør og silke er de bedste, så jeg tror, det ender med det.

Jeg har også strikket et stort tørklæde. 200 masker og 3 meter langt med løbemasker, men efter det blev vasket på 30 grader sammen med en masse kulørt tøj, er det blevet til et 25 cm bredt og mindre end 150 cm langt bræt.
Det samme skete med et tørklæde, jeg strikkede i Kauni og vaskede på 40 grader sammen med håndklæder.
Der er vist noget omkring valkning, jeg ikke helt har forstået.

Pyha. Nu sner det foruroligende meget................bider negle..............

Håbet er lysegrønt!

Ann