Farmorjakke

Jeg har vist aldrig fået vist jer min japanske Farmorjakke, vel?

Forfra……………….og bagfra

Jeg har foldet kraven lidt op, så I kan se syningen i ryggen.
Sønneke var her i en uges tid i foråret, hvor han skulle arbejde på disse kanter. Han tog Birk med, så moren kunne få sig en velfortjent børnefri uge. Sønneke rejser jorden rundt i tide og utide  i forbindelse med sit arbejde, hvor Mette så må agere enlig mor, så det var på tide med lidt gengæld. Jeg tog ferie, så jeg kunne lege farmordagplejemor for Birk, mens sønneke var på arbejde.
Det var helt vidunderligt at være sammen med Birk på mine egne præmisser. Vi kom hinanden meget nærmere.
Jeg har omtalt den uge i et tidligere indlæg.
Men hvordan klarede moren det? Da hun var kommet sig over den nye mærkelige situation, gav hun sig til noget af det, hun er rigtig god til – at sy. Hvad syede hun så?
Hun syede søreme (læs: sgu) denne smukke og lækre jakke til………………………ja, mig – hendes Sviremor – ja, det kalder vi hinanden – Sviredatter og Sviremor. Det stammer fra, at vi for en del år tilbage, da jeg var yngre og hun ikke havde børn, ofte kunne sidde og drikke rødvin den halve nat og ordne hele verdenssituationen sammen.
Og ikke nok med at hun brugte sin dyrebare børnefri ferie på at sy denne – lige mig – jakke. Hun satte også et særligt mærke i nakken

Alle I derude, der har været så heldige at blive bedstemødre, vil vide, hvad dette mærke gør ved mit hjerte.
Man kan ikke selv vælge sine svigerbørn, og man har bare at slå hælene sammen og acceptere sine børns valg af ægtefælle, men jeg har bare været så heldig med den kvinde, min søn har valgt at gifte sig med. Jeg tænker ofte på min taknemmelighed over det.
Faktaboks:
Designeren er japansk, men jeg kan ikke huske hans navn, selvom han er meget kendt, men syersken er pæredansk og hun er min svigerdatter - sgu ;-)
Ann

Pisa 2

Jeg har ikke strikket ret meget de seneste måneder, men jeg har strikket min Pisa nr 2 færdig.

Den er blevet noget mindre end Pisa 1, hvilket også var meningen.

 

FAKTABOKS
Model: Pisa vest
Designer: Else Schjellerup for Design Club
Garn: 2 tråde Geilsk 2-trådet bomuld-uld 
Pinde: KnitPro 3½
Garnforbrug: 179 g
Fra lager: Ja
Bemærkninger og ændringer: Jeg har afprøvet en teknik, som jeg har læst om i blogland et eller andet sted, jeg ikke kan huske, men det går ud på, at forebygge ikke-så-pæne masker omkring ud- og indtagninger ved at stramme maske nr 2 (!!?!!) efter ind-/udtagningen. Det lyder mærkeligt, men jeg er enig i, at det virker.
Jeg har strikket skuldrene sammen i stedet for at sy dem sammen og det virker godt. Pisa 1 syede jeg sammen og på grund af mine elendige monteringsevner, blev især den ene skulder noget udstående. Det har jeg undgået med Pisa 2. Farven og størrelsen er valgt, fordi den skal passe til to kjole/tunikaer, jeg har, hvor den farve passer, og den skal fungere mere som en ærmeløs bolero end som en vest, så det er lige, som det var tiltænkt. Jeg har ikke vasket den endnu, men som den er nu, er garnkvaliteten og strikkefastheden rigtig god, men jeg ved jo, at bomuld-uld kan ændre sig meget efter vask.

Sjalsnålen øverst er købt hos Viollykke
Nålen på det nederste billede er købt hos Romi

Ann

Snydepels

Jeg har været på strikkekursus.
På smukke Thurø.

Her er mit yndlingsmønster fra kurset – rib med løbemasker -, strikket i 3 tråde hør.

Og sådan ser bagsiden ud

Kurset drejede sig om komplicerede strikketeknikker og krævede en masse koncentration, tålmodighed og en tunge, der skulle holdes helt lige i munden – hele tiden.

Der blev tabt masker, og der blev pillet op så det stod om ørerne på os, men for det meste lykkedes vores projekter.

Vi var 4 kursister, der strikkede fra 9 til 18 hver dag i 4½ dag. Det sluttede i tirsdags, men jeg har været helt og aldeles flad siden…………….. for det kræver sin quinde at strikke på strikkemaskine.
Ja, det var et maskinstrikningskursus.

“Nogen” mener, det er snyd at strikke på strikkemaskine, ik’ Lene!?
Det forstår jeg jo ikke.
Det er vel bare noget andet og forskelligt fra håndstrik.
Det er vel som forskellen på at cykle eller køre i bil – begge dele er transportformer, men meget forskellige at benytte - Hver ting til sin rette tid.

Jeg kan godt lide udfordringer og gerne nogle, der ligger lidt ud over kanten af, hvad jeg kan klare. Jeg kan godt lide at knække koder, og jeg er vild med teknologi, der kan noget smart.
Og så har jeg et perfektionsgen.
Der er nogen, der syn’s det er meget vigtigt, at man kan se på deres strik, at det er hjemmelavet.
Sådan har jeg det ikke.
Jeg vil gerne strikke så jævnt og pænt, som muligt.
På maskinen kan jeg få styret alle disse lyster……….altså, hvis jeg kan finde ud af det, forstås.
For det kræver jo sin quinde at få monsteret til at fungere og så kræver det uanede mængder

T Å L M O D I G H E D!

Det sidste har fået mig til at beundre mennesker, der underviser i maskinstrik, for selv de mest flegmatiske mennesker kan finde på at råbe ord, de ellers aldrig ville tage i deres mund, smide med ting og sager og snerre af medkursister og underviser, når maskinen for gud-ved-hvilken-gang smider alle maskerne – hele arbejdet – på gulvet med et stort bump.
Der sidder tunge lodder i strikarbejdet for at holde det strakt, mens man strikker. Lyden af strik med lodder, der ryger på gulvet, er meget karakteristisk og skaber total stilhed i lokalet indtil humøret hos den, der tabte, er registreret og akut nødhjælp sat ind.

Det var et enormt godt kursus hos Ulla Milling på Thurø. 
Jeg fik rigtig meget for pengene må jeg sige.

Ulla forhandler Junogarn 

og havde før en butik i Svendborg, hvor hun solgte garn og strikkemaskiner og symaskiner og holdt kurser. Nu er hun flyttet “hjem”, som hun siger, til huset på Thurø, hvor der er bygget en pavillon, hvorfra hun sælger garn, strikke- og symaskiner og holder kurser og strikkeklubber.

Hun og Knud-Erik tager også gerne ud i landet og holder kurser, når der er nogen, der arrangerer det.

Ulla er en guldgrube af viden om funktionen af alle mulige modeller af strikkemaskiner lige fra min oldgamle Knitmaster fra 60’erne til de  moderne Brother og Siver Reed inklusiv computerprogrammet DesignaKnit.

Der var aldrig ventetid på hjælp og Ulla evnede lynhurtigt at skifte fokus fra en type maskine med et projekt til en helt anden med et helt andet projekt. Hun blev aldrig stresset.

Ulla har stort set alle reservedele og ekstraudstyr til strikkemaskinerne, og har hun det ikke, kan hun skaffe det.

Og passede størrelserne eller modellerne ikke helt til det, vi ville strikke, så vupti, havde hun ændret mønstret og printet det ud til os.

Jeg fik rigtig godt gang i mit ribapparat og ud over ½ bluse, fik jeg strikket 3 strømper

 

Ja, monteringen havde jeg ikke nået inden fotograferingen.

Og så har Ulla også Knud-Erik, som har haft motorcykelforretning i mange år, men nu er han pensioneret.
Han reparerer maskinerne, hvis der er behov for det.
Een af kursisterne havde købt sig en brugt maskine med ribapparat, men ribapparatet fungerede slet ikke, så hun måtte give op første dag. Da vi kom igen næste morgen fungerede ribapparatet perfekt. Knud-Erik havde repareret det i løbet af aftenen!

Knud-Erik stod også for forkælelsen på kurset. Han lavede kaffe til os, og bagte hver dag til eftermiddagskaffen, blandt andet en enormt lækker rabarberkage,
som han havde fundet på nettet, hvor jeg har lånt fotoet,
og skønne hindbærmuffins. 
Jeg har hørt rygter om hans skønne serviceringer udi al slags mad på de internatkurser, de holder i Sønderjylland.

Jo, det var dejligt at tilbringe en ferieuge på Thurø, og jeg boede jo dejligt i Svendborg, som jeg har fortalt om før, men der blev ikke overskud til at strikke een eneste maske håndstrik.

Ann

B&B

Jeg er taget på Bed and Breakfast i Svendborg.

Her bor jeg i lejligheden på 1. sal oppe af trappen, hvor vinduerne står åbne.

Det er Hannes sted lige midt i Svendborg.

Jeg tænker, at det engang for mere end 100 år siden har været en baggård med et baghus, men jeg har ikke fået spurgt til det endnu.

Når det regner, sidder jeg på øverste trin under overdækket og nyder min udsigt til haven med de mange roser og rum.

Her er min stue

Her er ret hyggeligt – sagt på jysk.

Jeg har sat en lænestol hen til vinduet, så jeg kan nyde udsigten til haven, når det ikke er vejr til at være ude

Jeg har været her nogle dage, fordi jeg er på kursus.

Lejligheden er indrettet med et stort vinklerum med stue, spisestue og køkken og dertil et soveværelse, et badeværelse og entre.

Køkkenet er fuldt “møbleret”, så man kan sagtens lave et fint måltid mad.

Dagens ret: Andebryst…………

…………..med stegte grøntsager i chili……………..

……………og brasede kartofler fra igår

Dertil rødvin ad libitum.

Til dessert: M&M’s med peanuts og nogle andre chokolader.

Der har været festuge i Svendborg i denne uge.
Ugen blev åbnet af Blood, Sweat, Drum’n Bass, som står mit hjerte nært. Jeg kender en del af dem, der spiller/synger i det band.

Min lejlighed ligger midt i centrum, så jeg kan høre musikken om aftenen og fredag aften spillede byens klokkespil al mulig dejlig klokkemusik – blandt andet Kim Larsen - i laang tid. Fortryllende. 
Ved 8-tiden om morgenen spiller det I østen stiger solen op.
Det er bare sååå hyggeligt.

……………………………..

Ja, ja, ja, jeg ved det godt.
I er mere interesserede i garnet på spisebordet

Det specielt spundne chilenske bomuldsgarn Pehuén fra Araucania Yarns har jeg fået af Lisette fra min strikkegruppe. Det japanske Noro Kochoran har jeg fået af et garnfirma som undskyldning for en forsinket forsendelse og det skønne håndfarvede Silk Blend fra Uruguay fra Manos del Uruguay har jeg fået fra en tysk forbindelse.

Jeg har taget det med i håb om, at jeg fik tid og overskud til at lave lidt strikkeprøver.
Det har jeg endnu ikke haft……………….

Ann

Ude godt, men hjemme………………..

………………ser udsigten fra mit hus sådan ud

Jeg sidder på terrassen øverst oppe og nyder denne udsigt, mens jeg genkalder mig minderne fra en dejlig ferie.

En skøn uge i Norge med min højt elskede bror og hans kone i en elendig og bitte-lille loftslejlighed (vi blev snydt, så det driver).
Vi besøgte familie, jeg ikke har set i over 30 år – flere møder, der viskede rigtig mange af de år væk. Alle lignede sig selv og opførte sig nøjagtig som de skulle i følge erindringen.

Til min store overraskelse dukkede det ene  minde og den eksakte placering af steder op efter det andet. Min morfars forretning lå der stadig, og jeg fandt den straks, og den så nøjagtig ud, som den så ud dengang, jeg ofte var med ham dernede om dagen. Nu var det en blomsterbutik. Norges ældste konditori, Erlandsens Konditori, som pigerne i forretningen ofte tog mig med hen til i pauserne, lå der søreme endnu.

Parken med den smukke musikpavillion var der endnu,

og den lille park længere oppe på Os med springvandet, som jeg elskede at soppe og lege i, var der også. Dog var springvandet lukket, så der blev ingen sopning i år.

Skoven og de stejle bakker bag mine bedsteforældres hus syntes helt uændret med bækken og fossen, og det var tydeligt, at der også den dag idag var børn, der brugte området som motorcrossbane på cykler. Morfar og mormors hus var – på trods af renoveringer – som det plejede – dog virkede det noget mindre, end jeg husker det, men det er vist naturligt, når man husker med et barns øjne.
Tante Gustava, som på grund af en arvelig brusksygdom blandt andet manglede næsen og ørerne og så faretruende ud, men var så sød, så sød og havde sukkertøy i nederste skuffe i dragkisten, boede på 1. sal dengang. Trappen derop syntes uendelig lang med tusindvis af trin, når jeg skulle op til hende for at sige hej og få et bolsche og se hendes uhyggelige ansigt, men nu var trappen pludselig en helt almindelig trappe mellem stueetagen og 1. sal. Min onkel og tante bor i det hus nu. De havde hejst flaget i anledning af vores besøg første gang, vi ankom nu. Tante Gustava, tante Gudrun, Asbjørnsens overfor og mormor og morfar er for længst døde, men ånden lever endnu.

Og – selvfølgelig – fik jeg besøgt provinsbyens lokale garnforretning, Åses Garn og Broderi, der havde et kæmpe udvalg af garn og, hvor ekspedienten var dansk gift, så “Det er greit, det”, sagde hun, da jeg sagde, at jeg var dansk.

 

3 fed håndspundet og -farvet 1-trådet laceuld fra Ullcentrum på Öland og Marks&Kattens hør til en enkel hørbluse blev det til. De to miniaturegarnnøgler kunne jeg ikke stå for bare som et curiosum ;-)

Alt var “Bare bra”.

Det blev også til besøg hos nogen af min brors søde barndomsvenner, som jeg til deres skuffelse ikke kunne huske, og vi besøgte min svigerindes skønne kusiner med mænd og hunde og moster og sommerfest i haven for os, men særligt for min bror på de smukke klippeøer Hvaler. Kusine Ellen og hendes mand har tegnet og bygget et specielt hus op ad en skrå klippe, så huset består af mange etager, niveauer, skæve udbygninger, terrasser og udsigter. Desværre fik vi ikke fotograferet det.
Nogen gange viger jeg fra at opleve gennem et kamera. Det er som om, jeg træder et skridt tilbage og betragter oplevelserne som en film i stedet for at være ordentligt til stede.

I Sverige købte jeg sko på tilbud, tror jeg de var. Billige i hvert fald.

Hush Puppies, som nåede at blive brugt godt og grundigt hele ferien. De er skønne at gå i. Brune, desværre. Sort passer bedre til det, jeg har.

Da vi kom hjem ringede min bror fra Sverige og fortalte om nogle mystiske øjensymptomer, han havde fået. De var på vej ud til en ø i Vänern………

Siden har hver dag handlet om, hvilket sygehus, han nu var blevet indlagt på eller overført til, hvilke undersøgelser, de nu havde gennemført og hvad de viste, hvilke behandlinger, de satte igang og foreslog, hvilke komplikationer, der nu var tiltrådt, hvornår og hvem, der skulle operere ham, om børnene skulle komme hjem fra deres respektive feriesteder, om han følte sig ok eller lå kulderystende med 40 i feber. På 14 dage har han været indlagt på 5 forskellige hospitaler med en alvorlig lidelse, der er som en tikkende bombe indeni ham.
Vi har altid vidst det. Vores far døde 53 år gammel af sin 2. blodprop. Så mange kokke fordærver maden, hvis der ikke er nogen til at koordinere og bevare overblikket over forløbet, orientere sygehusene om det, de øjensynligt ikke vidste fra det tidligere sygehus eller havde glemt eller….. og hjælpe patienten med at forstå, hvad der foregår.

Undervejs i alt dette – som endnu ikke har fundet sin afslutning – er det lykkedes os at få nogle skønne dage i Sønderjylland med min ældste bonussøn og hans kommende hustru fra USA.
Der boede vi rigtig godt og billigt – ingen snyd der – tværtimod.
Jeg vil gerne anbefale Marias “Zimmerfrei” I Tønder.

Vi kunne desværre ikke komme ind og se den smukke slotshave ved Gråsten Slot, fordi Dronning Margrethe havde indtaget slottet et par dage før vi kom. Jamen så kunne vi jo vise amerikanske Lisa garden med de flotte bjørneskindshuer, men nej. På grund af varmen havde de taget bjørneskindshuerne af og erstattet dem med små lyseblå skråhuer. Der kan blive op til 80-100 grader indeni pelshuerne i varmen, så soldaterne får en så stor bjørn på, at de dejser om. Hjernen består som bekendt for en stor del af fedt………!…….fantasien sætter ingen grænser ;-[

I Sønderjylland gik mit kreditkort amok.
Hvor jeg dog gerne ville have besøg af Lenes Fru Disciplin en tid. Hun må være udlånt, for jeg har ikke set hende alt for længe.

Vi var selvfølgelig i Tyskland et par gange og hos Woll-Sucht i Flensborg blev det til…..

..det blødeste, skønneste 5% cashmere, 25% silke, 70% babyalpaca, lace fra Manos del Uruguay. Farverne er grå, sorte og brune nuancer. Jeg kan ikke få dem ordentligt frem på billederne. De 3 fed skal bruges med omtanke, så jeg venter utålmodigt til jeg finder det helt rigtige projekt. 10 ngl Rowan Silky Tweed, 80% lambswool og 20% silke i sort med limegrønne tweednistre. Det skal blive til en sweater – måske herresweater, hvis 500 gr er nok til det. Og så to fed enormt lækker blød råhvid superwash merino, lace, Filigran fra det tyske Zitron. Det skal bruges til dette

sjal, Fiori di Sole, designet af Romi.
Jeg forelskede mig i det sjal i april måned, da jeg så det første gang, men det er først nu blevet offentligt tilgængeligt.

Jeg købte også…….

DUO, DesignClub og Drops…………..i Tyskland!?
Ja, det gjorde jeg altså og så vidt, jeg kan regne ud, var det billigere end herhjemme, men noget af det var vist også på tilbud.
Jeg havde set modellen Marie på butikkens hjemmeside, og som I jo ved, kan man ikke købe sådan en opskrift uden også at købe garn, så jeg valgte DUOs Silke/Merino, 35% silke, 65% merino, så må vi se, om jeg vil bruge det garn til Marie eller hvad. Drops Lin kunne jeg bare ikke stå for. Jeg kan ikke få den meget smukke lidt støvede blå petroleumsfarve rigtigt frem på billedet, men den er bare såååå smuk. Jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge det til, men det naturfavede skal bruges til en løs top a la en lukket vest, der kan tages udenpå en langærmet T-shirt til vinter.

I Butik Slotsgaden i Møgeltønder og i museumsbutikken i Dybbøl købte jeg

snor til at strikke eller hækle kurve af og såen. En lille pilleæske blev det også til. Den får jeg vist snart brug for, når tømmermændene melder sig efter mit købeorgie.
Nej, så blev det vist ikke til mere, vel?
(Jo, der gjorde jo)

Nåeh, jo, ja……... Ved Højer Sluse købte jeg

broche og

øreringe. Det var egentlig nogle andre ørenringe, jeg ville have, som jeg havde set, min svigerinde havde, og som hun havde købt ved Højer Sluse, men de fandtes kun med stikkere, og jeg har ikke huller i ørerne, så jeg fandt disse her i stedet.

Kære, kære Lene. Må jeg ikke nok låne Fru Disciplin lidt? Bare indtil jeg har fået min garnmani på ret køl igen. Jeg har nemlig også købt garn her og her efter, jeg kom hjem :-/

Nå, får du så strikket noget?

Pyha, njah, njohh, det må vi altså vende tilbage til……

Ann

Så er det ved at være min tur………..

til at ta på ferie.

Det er dejligt at skulle afsted, men det er også svært at forlade den skjønne sommertid i haven og………

….gårdhaven. Blandt andet med denne…..

…skønne rose – Teasing Georgia

Er den ikke smuk?

Farverne, knopperne og den fyldte blomst.
Og så er den så sund og hårdfør og blomstrer fra juni til næsten vinter.

Jeg fyldes af glæde og taknemmelighed, når jeg ser på den.

I morgen skal der arbejdes. Jeg skal nå en masse inden ferien, og når jeg kommer hjem skal der vaskes og stryges og pakkes

Vi rejser fredag og kan nok ikke forvente at få adgang til internettet i den næste uges tid.

Priserne ved brug af vores mobile bredbånd er vildt dyre i udlandet, så det skal kun bruges i nødstilfælde, og jeg har endnu ikke prøvet at sende indlæg med min mobil, så det bliver nok ikke denne gang.

Vi er hjemme igen om en uge og skal så med Lisa og Theis på sightseeing i Danmark, så vi kan vise Lisa from over there lidt af vores land inden hun bortfører Theis til det store land for good.

Se lige her:

Denne pluskæbede Adonis så jeg i en krimi for nylig, men det var ikke så meget hans medfødte skønheder – det var det også ;-) -, som hans sweater, jeg faldt for.

Hvordan er denne sweater strikket?
Det er da ikke almindelig perlestrik, vel?

I kan selvfølgelig ikke se hele sweateren her, men den var lækker i al sin enkelhed og tekstur – måske strikket i en denim hør-bomuld af en blød men fast type……..blød, men fast type………..hhmmm

Jeg kunne tænke mig at strikke den, nemlig, så hvis nogen derude har et bud på strikketypen/-teknikken, så vil jeg blive glad.

Till we meet again….

Ann

Pisa præcedens

ALLE i blogland har strikket Pisa, tænkte jeg – som en anden teenager, der påstår, at “ALLE de andre må godt”.
Så nu vil jeg også strikke en Pisa. ÆV-BÆV
Hvis jeg skal være helt ærlig, er det vist kun nogle stykker, jeg har set strikke den vest, men især heksen Lene har strikket flere af dem i forskellige garner, som du kan se her og her, men andre har også strikket den, som f.eks. Gitte og Jette,
Som sagt, så gjort.







































Jeg købte et kit og gik igang. Lene var bekymret for, om originalgarnet ville blive for bastand, men det synes jeg faktisk ikke, det er.
Jeg var bange for, at den ville blive lidt for stumpet til sådan en kort lille propagtig kone, som mig, så jeg strikkede en enkelt rapport mere på kroppen inden ærmerne, men det havde jeg ikke behøvet. Ærmegabene er også blevet lige rigeligt lange og jeg har begået en fejl, da jeg syede skuldersømmene sammen. Jeg husker det ikke, men jeg kan se det nu: Jeg må ha syet dem sammen fra den forkerte side, for de flabrer lidt på skuldrene. Man kan ikke rigtigt se det her på bøjlen, men det bliver meget tydeligt, når jeg får den på. Det skal jeg ha pillet op og syet om. Måden man lukker af på er rigtig fin, og der er ingen grund til at de skulle flandre – det er helt min egen skyld.



Den ser lidt lang ud, og det er den også……………….blevet. Den var ikke så lang før den blev udsat for vand – først i våde håndklæder og dernæst vasket og tørret i tørre håndklæder. Jeg forsøgte, at strække den ud i bredden under tørringen. Jeg skal ha vasket den igen og så strække den lidt mere i bredden under tørringen. Jeg tror, man skal gøre det, når den er næsten tør. Når den er for våd, er det svært at styre. Jeg mindes et eller andet om, at der er andre, der har oplevet det samme problem.
Jeg ved ikke, om problemet opstår fortrinsvis på grund af garnkvaliteten eller modellen med skrå rib. Måske en kombination.
Det er alle steder oplyst, at der skal bruges 250 gram garn, og at der er 250 g i kittet, så da jeg nåede hertil……………

…………..og der ikke var mere garn, og vægten sagde…………

………234 gram inklusiv strikkewire, der vejede 5 gram og inklusiv strikkeprøve (ca 7 x 13 cm), blev jeg mut – mullefunken, som vi siger på norsk :-/
Jeg havde det samme problem med Spøgelsestrøjen – også købt i Sommerfuglen, men ikke produceret af DesignClub, som Pisavesten, men af Ruzicka (som så vidt jeg ved ikke eksisterer mere). Dengang manglede jeg bundfarve, men da den jo var strikket i flere farver, og jeg ikke havde vejet garnerne, inden jeg begyndte at strikke, kunne jeg ikke dokumentere, at jeg havde modtaget for lidt af den koksgrå bundfarve. Dengang købte jeg simpelthen bare et fed mere, som gudskelov var nøjagtige magen til det “gamle”, selvom det var en anden producent og det var flere måneder efter, at jeg havde købt kittet. Jeg anser det for held mere end forstand, hvis det lykkes at få garn i samme indfarvning efter, at man har købt et kit, der måske i forvejen har stået færdigpakket længe.
Jeg har gennem årene strikket mange kits, og jeg har – udover de to gange, jeg har nævnt – kun oplevet at mangle garn een gang før. Det var et kit, jeg havde købt af en privat sælger på et marked og der manglede 200 g. Det er jo da til at ta og føle på.
Med Pisavesten var jeg i stand til nøjagtigt at veje og tælle, så jeg rettede henvendelse til Sommerfuglen, som straks sendte 25 gram mere, som jeg havde dagen efter! Det kan man da kalde service!
Jeg skal straks indskyde, at jeg ved nøjagtig udregning af, hvor mange masker, jeg manglede at strikke og de masker, jeg havde strikket mere end der stod i opskriften, havde regnet temmelig grundigt ud, at havde der været 250 g i kittet, så ville der have været nok til både at strikke den færdig og de 8 pinde ekstra.
Den færdige vest + strikkeprøve vejer 245 g!
For ikke at skabe urimelig præcedens for Sommerfuglens fine service, skal jeg for god ordens skyld lige citere Sommerfuglens forklaring til mig:
“………..Normalt sender vi ikke ekstra garn uden beregning, da garnforbruget er vejledende. Vi står ikke selv og vejer garnet af, men får det leveret i bundter, hvor vægt og løbelængde er udregnet efter gældende regler.
Vi kan kun forholde os til, hvad de ansvarlige firmaer oplyser.  Men som formidler af varerne har vi naturligvis en forpligtelse og forsøger, så godt vi kan at hjælpe vores kunder. ……………”
Sommerfuglen har sendt min mail videre til DesignClub, som laver kittene. Ordentlige folk.
Jeg må nu indrømme, at oplysningen om, at garnforbruget er vejledende synes jeg er utryg. Hvis man overholder strikkefastheden og anvender originalgarnet, så skal der være garn nok i kittet til at man kan strikke arbejdet færdigt og sy det sammen – og dybest set mener jeg også, der bør være garn nok til strikkeprøven, men jeg ved ikke, om det synspunkt holder vand.
Jeg vil også mene, at man må have krav på, at der er den mængde garn i kittet, som er oplyst fra producent og garnforretning. Man har jo betalt pr 50 eller 100 gram. Hvis producenterne anvender løbelængder frem for vægt, så må de oplyse mængden i løbelængde og overholde den eller overholde vægrmængden. Alt andet er urimeligt utrygt for forbrugeren. Jeg tror nu ej heller den holder til en prøve i Forbrugernævnet, skulle det nogen sinde komme dertil.
De fleste af os har jo ikke helt sjældent hørt om, at der mangler garn i et kit. Hos nogen producenter mere end hos andre. Skyldes det, at strikkefastheden ikke er overholdt, og der ikke er brugt originalgarn, så er det jo strikkerens problem, men otherwise………der må garnforretningen holdes ansvarlig. Hvis garnforretningerne mener, at det er producentens skyld, så må de tage diskussionen med dem. Det skal forbrugeren ikke blandes ind i – ligesom det er gældende for alle andre detailhandlere.
Min kritik her i indlægget er ikke specielt rettet mod Sommerfuglen, som jeg ellers synes er en dejlig garnforretning. Jeg håber og tror, at jeg bare har været uheldig. Mine betragtninger skal opfattes som generelle betragtninger.
Jeg er ikke ude på at skabe krig eller unødig fjendskab, men ret skal være ret.
Nå, nok om det
FAKTABOKS
Model: Pisa vest
Designer: Else Schjellerup for Design Club
Hvor kan man finde opskriften: Her hos Sommerfuglen.
Hvis du ikke har stiftet bekendtskab med Sommerfuglen før, så gør dig den tjeneste at se modellerne igennem. De har rigtig mange skønne modeller, som sælges som kits. De har også rigtig meget godt garn.
Garn: DUO, totrådet merino lammeuld
Pinde: Knit Pro 3½
Størrelse: Large
Garnforbrug: 240-245 g (in-/ekslusiv strikkeprøve)
Fra lager: Nej, originalkit
Bemærkninger og ændringer: Tilføjet en enkelt rapport på kroppen, men det viste sig ikke at være nødvendigt, for den blev laaaang efter vask, selvom jeg forsøgte at strække i bredden og forkorte i længden under tørringen i håndklæder.
Tilfredshed: Jeg synes selve strikdesignet er genialt, og modellen tror jeg kunne blive rigtig god til mig, men jeg skal nok – ligesom Lene – lige prøve den af med noget andet garn og andre farver først. Det er min egen skyld, at denne vest nok lige er en tand for lang på ryggen.
Ellers er jeg igang med at kreere en jakke i cyklamen, som skal passe til flere ting, jeg har, der har den farve i sig. Jeg har en del Kauni cyklamen på lager, og jeg tegner og strikker prøver og…..(måske skulle jeg bare strikke en Pisa?).
Så er jeg gået igang med en Elizabeth Zimmermann’s Green Sweater i koksgrå alpaca og bomuld-uld – mums, det er en lækker blanding, og et tørklædeprojekt i mohair, som jeg ikke tror, jeg nogensinde før har strikket i. Et noget besværligt garn at strikke i, synes jeg indtil videre. Så er der jo det dobbeltstrikkede tørklæde af Annette Danielsen i alpaca (det med bladene på – du kan se begyndelsen til et her), strømper from the toe-up i Zauberball, mit oldgamle Kaffe Fasset tæppe fra sidste år, som jeg så småt er kommet igang med igen, og så hæklede karklude i bomuld………..Jeg tror det taler for sig selv. Jeg har svært ved at fastholde strikkemotivationen i varmen. Det får alvorlige konsekvenser for vores ferie, som starter på fredag, for så er jeg jo nødt til at tage alle 37 projekter med!
Ann