Jeg har fået mine Norosokker færdige.
De er strikket i Noro Silk Garden Lite med Drops Alpaca øverst i ribben. De har været pillet op to gange, for de blev for store og jeg havde problemer med, at de to nøgler Silk garden var meget forskellige i tykkelse hele vejen igennem, som om det var to forskellige garner. Nu, hvor de er færdige gør det faktisk ikke noget. Jeg kan ikke mærke det, når jeg har dem på og det ses kun, hvis man ved det. Jeg bruger dem næsten udelukkende uden på bukser som benvarmere med fødder. De er meget lækre og jeg bruger dem flittigt.
Jeg er så småt begyndt at strikke fra mit lager. Derfor er der også blevet et par sokker af Hjerte-Ragg-sokkegarn, som jeg har haft liggende længe.
Det ser ud, som om den ene sok er længere end den anden, men det er ikke tilfældet. De er som sædvanligt strikket From the toe-up med Magic Loop og begge på een gang. Jeg bruger denne opskrift bortset fra, at jeg slår op på en anden måde, som jeg synes giver et pænere resultat.
Min søde svigerinde Anne (det er Annes ben med raggsokkerne) fik dem med hjem, da hun og min bror var her i en week-end. Hun øver sig i at gå med lidt vildere farver end sort, gråt og lignende!
Jeg strikker stadig ind imellem på Birks spøgelsestrøje. Jeg mangler et par cm på bullen.
Jeg har en masse Indiecita Alpaca, som jeg havde planlagt skulle bruges til børnetøj, men det skal det ikke alligevel, fordi Julius ikke må få uld på sig, og farverne er ikke de bedste til Birk og for den sags skyld heller ikke til mig selv, så jeg har tænkt og tænkt, hvad jeg dog skulle bruge det til.
Noget af det lyse lavendelfarvede eksperimenterer jeg med en sjælevarmer med, og det vissengrønne bruger til et tørklæde i mønsteret "Storks Nest". Jeg har stadig store problemer med mit kamera og dets evne til at vise farverne naturligt, så den grønne farve er meget misvisende
Det bliver faktisk rigtig lækkert og mønsteret er temmelig nemt at strikke. Jeg fandt det i et af Interweaves magasiner "Knitting Traditions" og jeg har brugt det på et andet tørklæde også. Det vender jeg tilbage til.
Jeg har mange andre projekter, der venter på at blive sat i søen og garn, der ikke er projekteret endnu, har jeg nok af, men det er som om det går lidt trægt for tiden.
Ann
Ingen kommentarer:
Send en kommentar