mandag den 1. marts 2010

Julen varer lige til.................nu!

Endelig, endelig, endelig!

Kalenderhalsduken er færdig!!!

Jeg var ved at være liiiidt træt af den. Den var blevet til lidt af en pligt, men nu  3 måneder efter, at jeg stratede på den - 2 måneder efter, at den efter planen skulle have været færdig, er den endelig færdig.


Farven er blød rust. Det fremgår vist ikke ordentligt af fotoet.

Jeg fulgte kalenderen til og med dag 8 - den 8. december, men så kunne jeg se, at jeg var bagefter med mit julegavestrik, så jeg stoppede og gik først igang igen lidt hen i januar.
Siden har jeg mest strikket lørdag-søndag, fordi den har krævet stor koncentration fra min side. Jeg lavede mange fejl, hvis jeg ikke var fuldstændig fokuseret, og det kunne være svært for mig at finde ud af, hvor på pinden eller hvilken pind, jeg havde fejlet på, så det gjaldt om at undgå fejl og i øvrigt hele tiden at holde øje med antallet af masker og have så godt styr på mønsteret, som muligt, så jeg hurtigst muligt kunne erkende det, hvis jeg lavede en fejl. Jo tidligere jeg opdagede en fejl, des nemmere var det at finde ud af, hvor den var begået, og des lettere var det også at få den rettet. Jeg fandt hurtigt ud af, at det oftest var det at slå om, jeg glemte.

Der var opskrift på svensk og engelsk. En på webstrik lavede hver dag et diagram til deltagerne, for det fulgte ikke med den svensk-engelske opskrift. Jeg fulgte den engelske opskrift. det havde jeg det bedst med.
Jeg har godt nok arbejdet i Sverige i flere omgange og talte dengang ret godt svensk, men det er længe siden og svenske strikkeudtryk orkede jeg ikke at lære at forstå, når jeg nu er ret fortrolig med de engelske.

Jeg startede hver dag med at rette opskriften til, så jeg kunne adskille de forskellige pinde og dele af pindene, og så forstørrede jeg siden op på computeren, så jeg kunne læse opskriften på lang afstand - f.eks. når computeren stod på sofabordet, og så jeg kun havde en pind at se på ad gangen. Det var en stor hjælp for mig. 



Der er kun 22½ dag på min Kalenderhalsduk, for garnet slap op, så jeg sprang den 23. over og strikkede en halv 24. dag til sidst.
Den er upraktisk lang - knapt 3 m, så det gør ikke noget, men jeg syn's det ku' ha' været sjovt - denne ene gang - at strikke den fra a til z, men tage til staden for at købe et helt nøgle garn til, det ville alligevel være for meget, syn's jeg, så næsten perfekt må den og jeg leve med, at den er.

Den er vasket i hårshampoo og blokket. Det er første gang, jeg har prøvet at blokke et større laceprojekt, og det så da heller ikke for kønt ud.                         
Jeg har ikke nok blokkemåtter til et så langt og bredt foretagende, og jeg havde ikke lyst til at anvende håndklæder, for jeg fornemmede, at jeg så ikke ville kunne blokke det ordentligt, så jeg gjorde det på gulvtæppet. Da det er så langt, som det er, var det ved at støde ind i sofaen, så jeg drejede det lige lidt undervejs for at det kunne gå forbi sofaen :-).

Ja, enhver anden ville vel have startet forfra med nålene for at undgå den drejning, men det gad jeg altså ikke, og det havde da heller ingen indflydelse på det færdige resultat. Ved blokningen, trak jeg det så bredt, som muligt, dels fordi det er så uforholdsmæssigt langt, men også fordi jeg gerne ville have det så bredt, som muligt. Selvom jeg undervejs, da jeg strikkede det, syntes at jeg strikkede det løsere og løsere og forskelligt fra dag til dag, blev det af sig selv ens i bredden ved blokningen.

Jeg er glad for, at jeg holdt ud, for jeg er meget glad for det.
Det er jo fyldt med smukke mønstre.
Jeg har lagt fotos af de enkelte dages mønstre op på min flickr.

Jeg vil for fremtiden prøve at huske at lave en faktaboks, når jeg har gjort noget strik færdig, så her kommer den første:

FAKTABOKS

Model: Kalenderhalsduken 2009 fra "Slöjd och Handverk i Färila"
Hvor kan man finde opskriften: Nu dog kun som kit.
Garn: Isager alpaca 2, 50% Alpaca og 50 % merino lammeuld fra Peru
Pinde: KnitPro rundpinde 3½
Garnforbrug: 150 gr
Fra lager: Nej, købt til lejligheden
Størrelse: Godt 50 cm x knapt 3 m
Bemærkninger og ændringer: Dag 23 og halvdelen af dag 24 er ikke med, fordi der manglede garn. Nogen vil mene, at det er et problem, at der ikke udfærdiges diagram til disse opskrifter.
Tilfredshed ud af 5 stjerner: (Hvorfor vil jeg ha' den rubrik med?) Øøhhhh. Jeg er meget tilfreds med resultatet. Det er alt for langt, men har en god bredde. Jeg blev træt af det undervejs. Vil måske hellere strikke lace, hvor mønsteret hænger mere sammen hele vejen igennem, men det har været sjovt, så 3½ stjerner skal den ha. ***

Ann

11 kommentarer:

Tina/Chance-strikkeren sagde ...

Nej, hvor ser det fint og luftigt ud. 3 meter lyder godt nok langt...og på pinde 3 1/2 og hulmønster; hatten af for det.

KH Tina

Helvigs strikkehjørne sagde ...

Den ser rigtig flot ud.

Irene sagde ...

Det er fantastisk flot! Jeg vil så gerne strikke det, men har kun opskriften på svensk og ligesom dig orker jeg ikke rigtig sætte mig ind i de svenske strikkeudtryk:-) Der er flere, der har givet udtryk for, at de synes det er for langt. Jeg synes netop længden er en fordel, for så kan det bruges/sættes på mange forskellige måder.

Karin Grøn sagde ...

Det er særdeles fint, men jeg synes du har ret- det er meget langt med et 3 m tørklæde- for det første kan man falde i det op ad trapper- for det andet hænger det ud af døren på bilen og bliver snavset og det allervigtigste- hvad skal man strikke så mange fine mønstre for, hvis de alligevel bliver grattet sammen om halsen for ikke at falde i tørklædet. Jeg ser det samme problem hos de fleste kniplede tørklæder. Smukke mønstre, der klapper sammen når de bliverhængt om halsen.

Ann sagde ...

Irene: På den svenske udgave efterfølges hver dag af den engelske udgave. Kig lige efter, om du så ikke har den engelske alligevel.
Jeg forestiller mig selv til galla hos Dronningen i lang matchende kjole med tørklædet hængende i en flot bue på ryggen og med lange sider ned ved armene. Ligesom jeg har set det på TV hos de fine damer - en stola, som min mor kaldte det. Er det ikke det, det er til???
Når man så har limouisine og chauffør og såen, så er der jo ikke noget, der bliver grattet til, vel?
Jeg venter bare på invitationen
;-)

Helle : sagde ...

Hvor er det bare blevet smukt dit tørklæde, jeg kan lige se dig med den flotte kjole og det hele ;-)

Tak for et super godt indlæg !

Irene sagde ...

Ann - jeg vil lige checke det, men tror desværre kun jeg har den svenske. Ja - du skal netop bruge det som stola:-)

Strikkeheksen sagde ...

Hvor er det godt, du holdt ud, når nu du får invitationen lige om lidt :;-) Smukt er det sandelig blevet - velegnet til fuld galla :-)
Jeg synes ofte du udviser stor opfindsomhed i strikkeprocessen :-)

Kan anbefale at udskifte de dyre blokke-måtter med billige flamingoplader fra et byggemarked.

Gitte sagde ...

Synes det er meget smukt og fint. Og skidt med d. 23. ;-) Det er jo langt nok.

Blokke-måtte. Se så - sådan nogle viste jeg slet ikke eksisterede. Mangler jeg nu noget igen?

Vivi Aggergaard sagde ...

Det er dog fantastisk smukt din kalenderhalsduk.. et kæmpearbejde
ser det ud til.... respekt...
Knus Vivi

Ann sagde ...

Ja, Gitte. Det var jo det, jeg opdagede, at jeg gjorde, da jeg så de blokkemåtter på nettet, men de var ikke at få nogen steder i verden andet end hos KnitPicks, som ikke vil sende til DK, men så var det jo, at Theis tog til Los Angeles, så jeg fik dem sendt til ham, så han kunne sende dem hjem ;-)
De er altså ret gode - og praktiske. Ikke noget med at finde plads til store flamingoplader. Disse her samles jo bare som et puslespil og fylder intet, når de ikke bruges. Jeg skal bare ha nogle flere, når Theis tager tilbage til sin elskede i LA igen til efteråret.