Jeg er en stor beundrer af Kaffe (udtales kæfe) Fassett.
Der er meget af det, han designer, jeg synes er for meget - for overbroderede, men han har en fabelagtig sans for farver og former, og så er han formidabelt alsidig.
Hans produktion er enorm. Han designer fantastiske boderier, flot patchwork, de smukkeste stoffer, helt speciel strik, garn og sågar porcelæn, og han udgiver den ene bog efter den anden.
Han har ingen angst for store udfordringer og kender ingen grænser for sværhedsgrad.
Når han strikker, strikker han bare derudaf uden tanke for pænhed og andre af de begrænsninger, som jeg har, når jeg strikker. Hvis man ser nogen af de modeller, han selv har strikket, er de faktisk ikke særligt pænt strikket, men på afstand ses det ikke så meget og egentlig er det også lige meget i forhold til betydningen af det motiv og de farver, han vælger. Han må have et hjernerum for kreativitet, der tillader kaos og tonsvis af detaljer.
Han strikker frem og tilbage. Ikke noget med at skyde genvej med rundpinde, saks og symaskine hos ham. Hvorfor han gør det så besværligt, har jeg nu aldrig forstået, men der er måske noget, jeg endnu ikke har hørt om eller forstået.
Jeg er i øjeblikket igang med at strikke hans tæppe "The Gridlock Throw" fra bogen "Kaffe Knits Again".
18 forskellige farver frem og tilbage. Skulle jeg strikke det igen, vil jeg dog strikke på rundpinde, for jeg kan altså ikke se fidusen ved den besværlige frem og tilbage strikning.
Jeg har længe drømt om at møde denne spændende og udadtil beskedne mand. Der har været flere muligheder, som alle er gået i vasken af den ene eller den anden grund, men så så jeg ,at han kom til Danmark i februar og jeg fik meldt mig til workshops med ham og hans partner Brandon Mably - som absolut ikke er at foragte som strikkedesigner. Også han har skrevet gode bøger. Han er tydeligvis meget inspireret af Kaffe, men han har også sin egen stil. Han er Kaffe Fassett's manager og de to bor sammen.
Kaffes workshop havde patchwork som tema, men jeg har lavet meget patchwork gennem tiderne og farvesansen er jo den samme, så det har ikke den store betydning for mig, om det er det ene eller det andet. Et foredrag i Silkeborg fik jeg også meldt mig til. Og plads var der til mig til alle tre arrangementer. Nu skal det være!
Idag har jeg så modtaget en mail med beskeden:
Kaffe har slået hoften og nogle ribben, så han og Brandon har aflyst deres tur til Danmark!
Hvad i hede, hule, h........skal det betyde?
Hvad bilder de sig ind?
Skidt med, at Kaffe har ondt, pludselig mærker alderen trykke og er træt af det hele. Nej, det, der betyder noget er, at jeg ikke får oplevet ham i februar. Han kan vel placeres i en kørestol og bukseres hertil!
Nej, spøg til side. Selvfølgelig har jeg medfølelse for stakkels Kaffe.
- Men nu har jeg lige meldt afbud til en strikkeweek-end i Sverige til sommer, hvor de også skulle komme. Jeg behøvede jo ikke rejse så langt, når de nu også kom til Danmark.
Nå, jeg må nøjes med den DVD, jeg har med ham fra et dansk interview på DK4 "En mand og hans strikketøj" fra Forlaget Akacia. Chancen for at møde ham IRL kommer nok igen engang.
....Jeg snakker med mig selv, snakker med mig selv, taler med mit bedre jeg.....tra la la la la.......... Dette er min dokumentation af mit strik og sager. Til mig selv og enhver, der har lyst til at deltage.
mandag den 11. januar 2010
100 % ren rå sød og struttende sundhed
Vi har tre æbletræer. Et stort flot gammelt Belle de Boskoop, et lille, men sundt Ingrid Marie og et stort gammelt æbletræ med et enormt væld af æbler af en indtil videre ukendt sort.
Kender du dette æble? Så vil jeg meget gerne høre om det.
Det er større end de fleste æblesorter, smager ikke af så meget og det bliver hurtigt lidt melet, men det er eminent at presse til rå æblesaft. Vi presser så mange vi orker af dem og nogle af vores Belle de Boskoop.
Vi spiser vores Ingrid Marie. Vi har stadig et lager af dem og Belle de Boskoop i flamingokasser i skuret.
Første gang, vi selv pressede æbler, var ved et arrangement i byen. Folk stod i lange køer med deres plasticposer fulde af æbler, der skulle presses, og der var kun to æblepressere. Man kunne ikke være bekendt at presse ret mange, så vi besluttede selv at købe en æblepresser, så vi i ro og mag og hen ad vejen kunne presse æblerne hjemme hos os selv.
Vi ville gerne have en lille kurvepresse, fordi den kunne dække vores relativt lille behov, og via nettet fandt vi et sted med et stort udvalg af forskellige typer og størrelser til en rimelig penge. Det lå i Ølgod, så vi futtede derned til den flinker unge mand, der solgte os en af de mindste kurvepressere og en kasse 1-liters plasticflasker.
Når man presser æbler til saft, bruger man alt på æblet - også skræl og kernehus, og man behøver ikke være alt for hysterisk med æblernes udseende. Det går fint at bruge nedfaldsæbler og en brun slagplet her og der, betyder ingenting. De skal dog skylles først.
Æbler skal kværnes før de bliver presset, for ellers får man ikke særligt meget saft ud af det. Man kan selvfølgelig købe en kværn, der er specielt beregnet til det, men den købte vi ikke, for vi ville i første omgang forsøge os med at bruge vores foodprocessor, dels for at undgå udgiften til en kværn, men også fordi en kværn er noget af et monstrum, der kan være temmelig uhåndterligt i det lille hjemmemosteri.
Det går fint med foodprocessoren. Selvfølgelig er det nok en lidt langsommere proces, fordi der ikke kan være så meget i den ad gangen, men vi er begjstrede for, at det kunne lade sig gøre, og at vi har sparet udgiften til den store kværn (indtil videre i hvert fald). Vi har også talt om muligheden af at bruge en kompostkværn, men det har vi ikke prøvet af endnu.
Ren, rå æblesaft uden sukker eller tilsætningsstoffer af nogen art, er en sødmefyldt himmelsk drik og sund, så det strutter! Man skulle måske tro, at sådan en rå saft vil være lidt halvsur, men det er den ikke - tværtimod. Den er overraskende sød. Vi fryser plastflaskerne ned straks de er fyldt, så vi undgår konserveringsmidler og vi hverken koger, søder eller på anden måde forarbejder saften. Der kan godt samle sig en ubetydelig mængde smuldr af æble på bunden af flaskerne, men det betyder ingenting. Man undgår det ved at sørge for, at nettet, man bruger i mostpresseren, holder tæt.
Saften kan drikkes ren, men den kan også blandes i smoothies sammen med andre frugter og grøntsager, og den kan bruges i sovser og sammenkogte retter - i rødkålen i stedet for gele og meget, meget andet. Saften fra især Belle de Boskoop-æblerne er så koncentreret, at den sagtens kan fortyndes med vand, før den drikkes.
Jeg har idag - desværre - taget hul på den sidste flaske æblesaft, der var i fryseren.
Vi fik ikke presset så meget i år. Det blev vel til 15-20 liter og det er slet, slet ikke nok.
Vi har lovet os selv, at vi til næste år vil begynde at presse noget før og presse noget mere.
Birk er helt vild med farmors æblesaft, så nu er Jacob og Mette også med på at komme og hjælpe til med presningen, så de kan få noget med hjem til fryseren.
Til næste år vil vi fortælle vores venner og naboer, at vi har mostpressen, så de kan komme og presse deres egne æbler, hvis de har lyst.
Kender du dette æble? Så vil jeg meget gerne høre om det.
Det er større end de fleste æblesorter, smager ikke af så meget og det bliver hurtigt lidt melet, men det er eminent at presse til rå æblesaft. Vi presser så mange vi orker af dem og nogle af vores Belle de Boskoop.
Vi spiser vores Ingrid Marie. Vi har stadig et lager af dem og Belle de Boskoop i flamingokasser i skuret.
Første gang, vi selv pressede æbler, var ved et arrangement i byen. Folk stod i lange køer med deres plasticposer fulde af æbler, der skulle presses, og der var kun to æblepressere. Man kunne ikke være bekendt at presse ret mange, så vi besluttede selv at købe en æblepresser, så vi i ro og mag og hen ad vejen kunne presse æblerne hjemme hos os selv.
Vi ville gerne have en lille kurvepresse, fordi den kunne dække vores relativt lille behov, og via nettet fandt vi et sted med et stort udvalg af forskellige typer og størrelser til en rimelig penge. Det lå i Ølgod, så vi futtede derned til den flinker unge mand, der solgte os en af de mindste kurvepressere og en kasse 1-liters plasticflasker.
Når man presser æbler til saft, bruger man alt på æblet - også skræl og kernehus, og man behøver ikke være alt for hysterisk med æblernes udseende. Det går fint at bruge nedfaldsæbler og en brun slagplet her og der, betyder ingenting. De skal dog skylles først.
Æbler skal kværnes før de bliver presset, for ellers får man ikke særligt meget saft ud af det. Man kan selvfølgelig købe en kværn, der er specielt beregnet til det, men den købte vi ikke, for vi ville i første omgang forsøge os med at bruge vores foodprocessor, dels for at undgå udgiften til en kværn, men også fordi en kværn er noget af et monstrum, der kan være temmelig uhåndterligt i det lille hjemmemosteri.
Det går fint med foodprocessoren. Selvfølgelig er det nok en lidt langsommere proces, fordi der ikke kan være så meget i den ad gangen, men vi er begjstrede for, at det kunne lade sig gøre, og at vi har sparet udgiften til den store kværn (indtil videre i hvert fald). Vi har også talt om muligheden af at bruge en kompostkværn, men det har vi ikke prøvet af endnu.
Ren, rå æblesaft uden sukker eller tilsætningsstoffer af nogen art, er en sødmefyldt himmelsk drik og sund, så det strutter! Man skulle måske tro, at sådan en rå saft vil være lidt halvsur, men det er den ikke - tværtimod. Den er overraskende sød. Vi fryser plastflaskerne ned straks de er fyldt, så vi undgår konserveringsmidler og vi hverken koger, søder eller på anden måde forarbejder saften. Der kan godt samle sig en ubetydelig mængde smuldr af æble på bunden af flaskerne, men det betyder ingenting. Man undgår det ved at sørge for, at nettet, man bruger i mostpresseren, holder tæt.
Saften kan drikkes ren, men den kan også blandes i smoothies sammen med andre frugter og grøntsager, og den kan bruges i sovser og sammenkogte retter - i rødkålen i stedet for gele og meget, meget andet. Saften fra især Belle de Boskoop-æblerne er så koncentreret, at den sagtens kan fortyndes med vand, før den drikkes.
Jeg har idag - desværre - taget hul på den sidste flaske æblesaft, der var i fryseren.
Vi fik ikke presset så meget i år. Det blev vel til 15-20 liter og det er slet, slet ikke nok.
Vi har lovet os selv, at vi til næste år vil begynde at presse noget før og presse noget mere.
Birk er helt vild med farmors æblesaft, så nu er Jacob og Mette også med på at komme og hjælpe til med presningen, så de kan få noget med hjem til fryseren.
Til næste år vil vi fortælle vores venner og naboer, at vi har mostpressen, så de kan komme og presse deres egne æbler, hvis de har lyst.
søndag den 10. januar 2010
Kunsten at strikke i kor
Jeg har været til Store Strikkedag i Århus idag.
Det var firmaet Isager, der havde arrangeret workshops og foredrag i Kvindemuseet - en smuk ramme om en dag med garn, tekstilklogskab, inspiration, farver og en masse strikkegale kvinder, som i sig selv var en udstilling i flotte strikkedesigns.
Først deltog jeg i Charlotte Tønderings workshop om de mønstre, hun holder mest af. Jeg fik lært at strikke et spændende bølgemønster, som jeg vil kunne anvende til mange ting.
Hendes valkemønster er fantastisk flot, men det nåede jeg ikke at afprøve. Hun havde selv strikket det med et nyt japansk garn med stål i. Det er flot!
Så var der frokost. Jeg fandt et bord og spurgte en, der stod ved dette 6-8 personers bord, om der var optaget. Hun fortalte meget venligt, at der faktisk var optaget på stort set alle pladserne, men da jeg var på vej til at ville finde mig et andet bord, var hun enormt sød og gæstfri og hjalp mig til at kunne blive ved bordet. Hurtigt indfandt der sig 6 skjønne kvinder, som viste sig at være fra en strikkegruppe dannet via bloggene her på nettet. De har gennem et års tid mødtes en gang om måneden hos hinanden på skift. Gruppen har udviklet sig fra en halvstille strikkegruppe til en meget livlig og alsidig gruppe, der på deres møder også ordner livet, døden og kærligheden.
De var fantastisk søde, interessante og ikke mindst åbne og imødekommende overfor hende der (det var mig), der slet ikke hørte til gruppen. Her var intet "de andre og os selv" og ikke noget med at tale om oplevelser i fællesskabet på en måde, så andre udenforstående virkelig føler sig udenfor. Nej, tværtimod. De fortalte mig i samlet flok om deres gruppe, som består af kvinder fra Århus, Randers og Aalborg. De var alle entusiastiske og udadvendte og meget dygtige strikkere.
Det var en dejlig følelse at blive indlemmet i deres gruppe, som om jeg var en del af dem, bare fordi jeg uforvarent satte mig ved deres bord.
Det må godt nok være en god gruppe at være i.
Hvis jeg overhovedet kan blive misundelig, så er jeg det da nu. Bare det var mig, der havde sådan en god gruppe at mødes med og strikke og snakke strik med.
Vi fik i øvrigt en skøn frokost på Kvindemuseet.
I resten af frokostpausen gik vi hen i Marianne Isagers butik og købte lidt garn. Vi var alle enige om, at garn havde vi ikke meget af hjemme på hylderne, i skabene, kurvene og kasserne, så vi købte lidt til at lægge på de gabene tomme hylder.
Jeg fik hurtigt købt det, jeg skulle ha' og skyndte mig derefter tilbage til museet for at få en god plads til den efterfølgende workshop, men da pigerne fra strikkegruppen kom tilbage spurgte de mig, hvor jeg blev af? De havde ledt efter mig og havde tænkt på, om jeg var gået eller var blevet væk!!!
Ja, det ser unægteligt lidt undseligt ud, men den lille grimme lap er produktet af indlæringen af 8 forskellige strikkefiduser, at I ved det! Og selvom jeg har strikket det meste af mit liv og anser mig selv for at være en rimeligt habil strikker, kendte jeg kun halvdelen af dem og var ikke helt fortrolig med et par af resten.
Annette viser et foto af sin undselige prøveklud
6 seje strikkepiger fra strikkegruppen. De burde egentlig kalde sig "Bloggen". Det er fra venstre Irene, Mariann, Lene, Tine, Gitte og Berit.
Til sidst holdt Marianne Isager foredrag med lysbilleder om, hvordan hun blev strikker relativt sent, og om, hvordan rejser i Sydamerika og siden Afrika, Nepal og Japan har inspireret hende til de smukke mønstre. Hun bor nu skiftevis i Japan og i Danmark.
Lone Gissel underviste i hækling, men det deltog jeg ikke i. Til gengæld beundrede jeg hendes fantastiske dominotaske.
En meget inspirerende, lærerig og kærlig dag.
Det var Berit, der fandt på udtrykket at strikke i kor. Et udtryk jeg fik lov at låne til min blok idag. (Ja, man lærer jo noget om at respektere copyrights, når man både er strikker og entreprenant)
Ann
Det var firmaet Isager, der havde arrangeret workshops og foredrag i Kvindemuseet - en smuk ramme om en dag med garn, tekstilklogskab, inspiration, farver og en masse strikkegale kvinder, som i sig selv var en udstilling i flotte strikkedesigns.
Først deltog jeg i Charlotte Tønderings workshop om de mønstre, hun holder mest af. Jeg fik lært at strikke et spændende bølgemønster, som jeg vil kunne anvende til mange ting.
Hendes valkemønster er fantastisk flot, men det nåede jeg ikke at afprøve. Hun havde selv strikket det med et nyt japansk garn med stål i. Det er flot!
Så mødte jeg sandelig Irene, der genkendte min moebius her fra bloggen. Hun har skrevet en smigrende kommentar her på min blog, som jeg selvfølgelig kunne huske. Det var rigtig sjovt og hyggeligt at møde hende IRL.
De var fantastisk søde, interessante og ikke mindst åbne og imødekommende overfor hende der (det var mig), der slet ikke hørte til gruppen. Her var intet "de andre og os selv" og ikke noget med at tale om oplevelser i fællesskabet på en måde, så andre udenforstående virkelig føler sig udenfor. Nej, tværtimod. De fortalte mig i samlet flok om deres gruppe, som består af kvinder fra Århus, Randers og Aalborg. De var alle entusiastiske og udadvendte og meget dygtige strikkere.
Det var en dejlig følelse at blive indlemmet i deres gruppe, som om jeg var en del af dem, bare fordi jeg uforvarent satte mig ved deres bord.
Det må godt nok være en god gruppe at være i.
Hvis jeg overhovedet kan blive misundelig, så er jeg det da nu. Bare det var mig, der havde sådan en god gruppe at mødes med og strikke og snakke strik med.
Vi fik i øvrigt en skøn frokost på Kvindemuseet.
I resten af frokostpausen gik vi hen i Marianne Isagers butik og købte lidt garn. Vi var alle enige om, at garn havde vi ikke meget af hjemme på hylderne, i skabene, kurvene og kasserne, så vi købte lidt til at lægge på de gabene tomme hylder.
Jeg fik hurtigt købt det, jeg skulle ha' og skyndte mig derefter tilbage til museet for at få en god plads til den efterfølgende workshop, men da pigerne fra strikkegruppen kom tilbage spurgte de mig, hvor jeg blev af? De havde ledt efter mig og havde tænkt på, om jeg var gået eller var blevet væk!!!
Tak skal I ha'!! Det er søreme længe siden jeg har oplevet på så kort tid at komme til at tilhøre en gruppe, der føler ansvar for hinanden på den måde. Det var meget kærligt og samhørigt.
Annette Danielsens workshop om eftermiddagen hed fup og fiduser, og jeg fik lært at lave et knaphul, der er pænt og ikke er løst og skævt i hjørnerne og jeg lærte også, hvor flot en halsindtagning kan se ud, når man bruger vendestrik i stedet for den sædavnlige hakkende trappeaflukning.
Ja, det ser unægteligt lidt undseligt ud, men den lille grimme lap er produktet af indlæringen af 8 forskellige strikkefiduser, at I ved det! Og selvom jeg har strikket det meste af mit liv og anser mig selv for at være en rimeligt habil strikker, kendte jeg kun halvdelen af dem og var ikke helt fortrolig med et par af resten.
Annette viser et foto af sin undselige prøveklud
6 seje strikkepiger fra strikkegruppen. De burde egentlig kalde sig "Bloggen". Det er fra venstre Irene, Mariann, Lene, Tine, Gitte og Berit.
Til sidst holdt Marianne Isager foredrag med lysbilleder om, hvordan hun blev strikker relativt sent, og om, hvordan rejser i Sydamerika og siden Afrika, Nepal og Japan har inspireret hende til de smukke mønstre. Hun bor nu skiftevis i Japan og i Danmark.
Lone Gissel underviste i hækling, men det deltog jeg ikke i. Til gengæld beundrede jeg hendes fantastiske dominotaske.
En meget inspirerende, lærerig og kærlig dag.
Det var Berit, der fandt på udtrykket at strikke i kor. Et udtryk jeg fik lov at låne til min blok idag. (Ja, man lærer jo noget om at respektere copyrights, når man både er strikker og entreprenant)
Ann
lørdag den 9. januar 2010
Uheldige ikke-gaver
Stop tyven!
Min datter er musiker og forleden dag spillede hun i Trinitatis kirke i København (det er den med Rundetårn). Eller...............det var ikke dag. Det var natkirke.
Da hun ville tage sit overtøj på for at tage hjem, manglede hendes hue.
Nu var det jo ikke en hvilken som helst hue. Det var den aspargeshue (fra Annette Danielsens bog Hønsefødder og gulerødder), jeg strikkede til hende i ikke-julegave i år.
Den er strikket af alpacca og bieserne er strikket af Mayflower strømpegarn, og min datter var meget glad for den.
Hun har forsøgt på alle måder at finde huen, men uden resultat, så hvis du bor i nærheden af København og ser denne hue vandre rundt på gader og stræder, så kast dig straks over den tyv, der har den på. Når du har bundet tyven grundigt, kan du enten ringe efter PET eller sende mig en kommentar her nedenfor, så skal jeg nok...........................
Der er udlovet en dusør på 2 pakker hvide eller grønne asparges efter eget valg ;-)
Hastværk er lastværk
Det er lidt pinligt.
Jeg modtog en kuvert igår.
Indeni lå et par fingerløse vanter.
Jeg har set dem før.
Jeg har faktisk selv strikket dem.
Det var de fingerløse vanter, jeg gav min datter til jul
Pludselig så de sådan ud..................................
Måske er min datter lidt hård ved vanterne. Hun trækker nok lige lovligt hårdt i dem.
Men måske var de også liiidt stramme i aflukningskanten foroven på fingrene, og så gik det måske lidt for stærkt med alle de ikke-julegaver, jeg havde gang i op til jul.
Sådan nogle vanter skal kunne tåle at blive hevet og flået i, så det er helt klart mit monteringsarbejde, der var for dårligt. Enderne var for korte og for dårligt hæftede. Min strikkestolthed har røde ører, men SÅ KAN DU LÆRE DET!
Det er en OMMER!!
Nå, jeg måtte påen igen. Pille op og svejse og strikke igen.
Jeg vidste godt, at kanterne ved fingrene var lidt stramme, men de skulle jo gerne sidde tæt for at holde på varmen samtidig med at de skulle være til til at få af og på. Det første er lykkes, men det sidste skorter det på.
Derfor har jeg nu lukket af med Jeny Staimans superelastiske aflukning.
Den er ikke så elegant i denne sammenhæng, men den er effektiv og en god aflukning til dette formål, når jeg nu ikke har haft tid til at finde frem til en mere passende.
Vanterne skal jo frem!
Og nu, hvor huen er væk, skal hun da ha' sine vanter hurtigst muligt.
Ann
Min datter er musiker og forleden dag spillede hun i Trinitatis kirke i København (det er den med Rundetårn). Eller...............det var ikke dag. Det var natkirke.
Da hun ville tage sit overtøj på for at tage hjem, manglede hendes hue.
Nu var det jo ikke en hvilken som helst hue. Det var den aspargeshue (fra Annette Danielsens bog Hønsefødder og gulerødder), jeg strikkede til hende i ikke-julegave i år.
Den er strikket af alpacca og bieserne er strikket af Mayflower strømpegarn, og min datter var meget glad for den.
Hun har forsøgt på alle måder at finde huen, men uden resultat, så hvis du bor i nærheden af København og ser denne hue vandre rundt på gader og stræder, så kast dig straks over den tyv, der har den på. Når du har bundet tyven grundigt, kan du enten ringe efter PET eller sende mig en kommentar her nedenfor, så skal jeg nok...........................
Der er udlovet en dusør på 2 pakker hvide eller grønne asparges efter eget valg ;-)
Hastværk er lastværk
Det er lidt pinligt.
Jeg modtog en kuvert igår.
Indeni lå et par fingerløse vanter.
Jeg har set dem før.
Jeg har faktisk selv strikket dem.
Det var de fingerløse vanter, jeg gav min datter til jul
Pludselig så de sådan ud..................................
Måske er min datter lidt hård ved vanterne. Hun trækker nok lige lovligt hårdt i dem.
Men måske var de også liiidt stramme i aflukningskanten foroven på fingrene, og så gik det måske lidt for stærkt med alle de ikke-julegaver, jeg havde gang i op til jul.
Sådan nogle vanter skal kunne tåle at blive hevet og flået i, så det er helt klart mit monteringsarbejde, der var for dårligt. Enderne var for korte og for dårligt hæftede. Min strikkestolthed har røde ører, men SÅ KAN DU LÆRE DET!
Det er en OMMER!!
Nå, jeg måtte påen igen. Pille op og svejse og strikke igen.
Jeg vidste godt, at kanterne ved fingrene var lidt stramme, men de skulle jo gerne sidde tæt for at holde på varmen samtidig med at de skulle være til til at få af og på. Det første er lykkes, men det sidste skorter det på.
Derfor har jeg nu lukket af med Jeny Staimans superelastiske aflukning.
Den er ikke så elegant i denne sammenhæng, men den er effektiv og en god aflukning til dette formål, når jeg nu ikke har haft tid til at finde frem til en mere passende.
Vanterne skal jo frem!
Og nu, hvor huen er væk, skal hun da ha' sine vanter hurtigst muligt.
Ann
fredag den 8. januar 2010
Moebius
Så blev min moebius færdig.
Jeg har brugt Zauberball strømpegarn i farven Schatten nr 1508. Zauberball har samme strikkefasthed, som det meste andet strømpegarn, ca 30 masker=10 cm, men dette garn virker lidt tyndere i det end andre strømpegarner. Jeg har slået ialt 450 masker op. Det vil sige, at min moebius er ca 225 masker bred. Jeg har strikket den meget løst på rundpinde 2½, 120 cm lange.
Jeg har som tidligere omtalt brugt Cat Bordhi's metode til opslagning til moebius, som er en videreudvikling af Jenny Beckers Magic cast-on, som egentlig er skabt til brug ved opslagning til strømper, der er strikket fra tåen og op.
Ca 5 cm før aflukningen har jeg strikket ret stramt og lukket af med Jeny Staimans særligt elastiske aflukning, her demonstreret af Cat Bordhi.
Den aflukning er også egentlig udviklet til strømper, der er strikket fra tåen og op til den øverste ribstrikkant, men den fungerer perfekt til min moebius. Jeg har lukket af i ret og har derfor naturligvis kun anvendt metoden for retmasker. Kanten er rigtig pæn. Virker fast, men er samtidig meget elastisk.
Jeg vil blandt andet gerne kunne bruge min moebius som hovedtørklæde, der samtidig er halstørklæde. Derfor er det strikket så bredt - ca 45 cm, at det går godt ned under frakken i nakken. For at det ikke skal sidde og flabre om hovedet var det vigtigt med en fast, men elastisk kant. Derfor strikkede jeg de sidste 5 cm ret stramt og lukkede elastisk af.
Lagt 2 gange rundt om halsen bliver den til et dejligt tykt halstørklæde, og sat omkring skuldrene er det en behagelig stola.
En moebius er vanskelig at presse eller spænde op på grund af snoningen, men det må man jo så leve med.
Som jeg har talt om i mit tidligere indlæg om moebius, strikker man en moebius fra midten og ud, således at man strikker på begge sider på een gang. Når man har strikket 1 omgang, har man strikket en pind i hver side af arbejdet. I den ene side vender forsiden ud og i den anden side bagsiden. Derfor er det vigtigt, at man vælger et strikkemønster, man selv kan leve med på både retsiden og vrangsiden, for moebiussen kommer til at vise begge sider lige meget.
Jeg har temmelig ubehjælpsomt forsøgt at illustrere det på nedenstående elendige billede.
Hvis man ser rigtig godt efter, kan man skimte strikkepindene til højre på arbejdet ved siden af garnspiralen. Til venstre på arbejdet sidder en maskemarkør med turkis perle i. Det er markøren for begyndelsen af hver runde. Pindene i højre side er nået til midten af rækken på modsatte side af begyndelsen. Den sorte tråd i den midterste sorte stribe markerer stedet, hvor opslagningen begyndte. Markøren med den hvide perle og en sort pil til højre på arbejdet er sat på på forsiden af arbejdet, men det er den markør, man måske med lidt god vilje kan se en krog af bagsiden af nederst på arbejdet ud for den lange pil. Det er bagsiden af markøren, der netop kan ses hæfte sig. Den nederste korte pil markerer markøren.s vedhæng, der lige kan skimtes nedenfor arbejdet. Dette for at illustrere, hvordan både forside og bagside bliver synlig på samme side af arbejdet.
Hold da op, hvor er det svært at forklare, men det er også ligemeget, bare man husker, at strikketøjet skal kunne ses både fra retten og vrangen.
Ann
Jeg har brugt Zauberball strømpegarn i farven Schatten nr 1508. Zauberball har samme strikkefasthed, som det meste andet strømpegarn, ca 30 masker=10 cm, men dette garn virker lidt tyndere i det end andre strømpegarner. Jeg har slået ialt 450 masker op. Det vil sige, at min moebius er ca 225 masker bred. Jeg har strikket den meget løst på rundpinde 2½, 120 cm lange.
Jeg har som tidligere omtalt brugt Cat Bordhi's metode til opslagning til moebius, som er en videreudvikling af Jenny Beckers Magic cast-on, som egentlig er skabt til brug ved opslagning til strømper, der er strikket fra tåen og op.
Ca 5 cm før aflukningen har jeg strikket ret stramt og lukket af med Jeny Staimans særligt elastiske aflukning, her demonstreret af Cat Bordhi.
Den aflukning er også egentlig udviklet til strømper, der er strikket fra tåen og op til den øverste ribstrikkant, men den fungerer perfekt til min moebius. Jeg har lukket af i ret og har derfor naturligvis kun anvendt metoden for retmasker. Kanten er rigtig pæn. Virker fast, men er samtidig meget elastisk.
Jeg vil blandt andet gerne kunne bruge min moebius som hovedtørklæde, der samtidig er halstørklæde. Derfor er det strikket så bredt - ca 45 cm, at det går godt ned under frakken i nakken. For at det ikke skal sidde og flabre om hovedet var det vigtigt med en fast, men elastisk kant. Derfor strikkede jeg de sidste 5 cm ret stramt og lukkede elastisk af.
Lagt 2 gange rundt om halsen bliver den til et dejligt tykt halstørklæde, og sat omkring skuldrene er det en behagelig stola.
En moebius er vanskelig at presse eller spænde op på grund af snoningen, men det må man jo så leve med.
Som jeg har talt om i mit tidligere indlæg om moebius, strikker man en moebius fra midten og ud, således at man strikker på begge sider på een gang. Når man har strikket 1 omgang, har man strikket en pind i hver side af arbejdet. I den ene side vender forsiden ud og i den anden side bagsiden. Derfor er det vigtigt, at man vælger et strikkemønster, man selv kan leve med på både retsiden og vrangsiden, for moebiussen kommer til at vise begge sider lige meget.
Jeg har temmelig ubehjælpsomt forsøgt at illustrere det på nedenstående elendige billede.
Hvis man ser rigtig godt efter, kan man skimte strikkepindene til højre på arbejdet ved siden af garnspiralen. Til venstre på arbejdet sidder en maskemarkør med turkis perle i. Det er markøren for begyndelsen af hver runde. Pindene i højre side er nået til midten af rækken på modsatte side af begyndelsen. Den sorte tråd i den midterste sorte stribe markerer stedet, hvor opslagningen begyndte. Markøren med den hvide perle og en sort pil til højre på arbejdet er sat på på forsiden af arbejdet, men det er den markør, man måske med lidt god vilje kan se en krog af bagsiden af nederst på arbejdet ud for den lange pil. Det er bagsiden af markøren, der netop kan ses hæfte sig. Den nederste korte pil markerer markøren.s vedhæng, der lige kan skimtes nedenfor arbejdet. Dette for at illustrere, hvordan både forside og bagside bliver synlig på samme side af arbejdet.
Hold da op, hvor er det svært at forklare, men det er også ligemeget, bare man husker, at strikketøjet skal kunne ses både fra retten og vrangen.
Ann
tirsdag den 5. januar 2010
Sagde de klimaforandringer??
Ja, her er det i hvert fald både koldt og snefyldt.
Vi er sneet inde og da der jo altid er nogen, der liiige skal prøve, om ikke de - i modsætning til alle andre - kan køre deres superbil ud i sneen, er vi sneet inde i mere end een forstand, for indkørslen er spærret af en bil, der er kørt fast på vores lille smalle private grusvej. Nå, det får da folk ud af hytterne, eller rettere mændene, for der er flere igang med sneskovle og kloge råd til den kvindelige chauffør.
Politiet har lukket alle indfaldsvejene til Hobro, for bilerne kan ikke klare bakkerne i byen. Lastbilerne især står på tværs af vejene og glider tilbage af (eller hedder det ad?) bakkerne.
I Randers ser det vist næsten lige så slemt ud. Jeg hørte lige, at bilerne ikke kan komme op ad bakken til sygehuset.
Gu' ve', hvordan der ser ud i Århus. Bakken nordom ud af byen er en sikker vinder, når der er sne. Der plejer at stå 10 lastbiler på tværs eller småglidende ned ad og rundt på bakken. Pudsigt, at der er så mange nyansatte lastbilchauffører, når det bliver snevejr. De kan jo ikke have prøvet det før, for så ville de jo nok holde sig væk...............
Når man nu så er hjemme i sin lune bolig og ikke kan andet, kan man jo lige så godt nyde vejret fra en blød lænestol.
Og, når jeg nu alligevel ikke kan komme nogen steder, kan jeg jo få strikket lidt på min moebius
Moebius er et magisk matematisk bånd. Magiske strikkedesignere har konstrueret sådan et bånd på rundpinde. Det bliver til et tørklæde med en halv snoning på, hvilket gør det fantastisk anvendeligt, fordi konstruktionen gør det fast elastiskt. En moebius strikkes med rundpinden snoet en halv omgang, hvorved man begynder på midten og strikker ud fra den til begge sider. Begge strikkesider bliver retside (eller vrangside), så enten må man se på ret- og vrangsider med nye øjne, eller også må man vælge et mønster, hvor retsiden og vrangsiden er næsten ens eller spiller godt sammen.
En moebius kan bruges om halsen, om skuldrene, om hovedet som tørklædehalstørklæde, om en gravid mave - eller bare en mave eller om hofterne. Er den lang nok, kan den lægges dobbelt om halsen f.eks. På Ravelry kan man se mange eksempler.
Judy Becker har opfundet en smart opslagningsmetode The Magic cast-on, der bliver fuldstændig usynlig på arbejde i en cirkel. Hun har oprindeligt kreeret metoden til opslagning til strømper, der strikkes fra tåen og op. Det gir en helt usynlig kant i tåen.
På mit foto her af min moebius kan man måske lige skimte en sort tråd i den midterste sorte stribe. Det er opslagningsstarten.
Cat Bordhi har gjort et stort arbejde for at udsprede metoden, og har foreviget den i hendes mange smukke magiske moebius strikkedesigns, blandt andet som kanter på tasker og kurve.
Jeg har valgt at strikke retstrikning og hulrækker på denne moebius. Retstrikningen er ikke retstrikning. Det ser bare sådan ud. Det er glatstrikning med hver anden pind, eller runde om man vil, ret og hver anden vrang. Ligesom man ville strikke et rillestykke på almindelige rundpinde. Hulrækker ser næsten ens ud på ret- og vrangside, så denne moebius bliver ens på begge sider. Da den er snoet, ser man halvt retsiden halvt vrangsiden udenpå tørklædet.
Jeg har brugt noget Zauberball strømpegarn fra Schoppel Wolle (distribueret gennem skacel) i farven Schatten, som jeg havde liggende.
Jeg er igang med at strikke et par lårlange strømper med snoninger i en regnbuefarvet Zauberball. Jeg kan godt lide farveforløbet i dem, men jeg synes, at det sorte garn i moebius'en er blevet lige lovligt straight stribet med mere skarpe overgange mellem farverne, end jeg havde tænkt mig. Jeg havde nok forestillet mig, at det ville blive med lidt mere glidende overgange i farverne.
Når man strikker med Zauberball, er det ikke muligt at finde en central garnende at strikke med - med mindre, man vinder det om -, så det er et garnnøgle, der som en bold (ball! hhmm) uafladeligt vil drøne rundt på gulvet og samle alle hundehårene op. Det gir selvfølgelig et pænt rent gulv, men det gir også et lige lovligt langhåret strikkearbejde.
Nu er jeg i den heldige situation, at jeg har købt en garnspiral af Bente Rønberg. Den er jeg enormt glad for. Den står fast på sin brede fod, den er nem at lukke op og få igang, og så er den smuk, synes jeg.
Med garnnøgler, der har en hul midte, kan man også anvende Bente Geils Garnfidus. Den står fast , fordi den har jern i foden.
Jeg er ikke bare vild med strik og garn i aaaalt for lange baner og store bunker og mange regninger, jeg ææælsker også strikkekit. Snart vil jeg skrive et indlæg om det.
I det hele taget tiltrækkes jeg kraftigt mod dimser, der kan noget smart. Det har jeg fra min mor. Hvad jeg ikke har arvet af smarte og uundværlige køkkendimser fra hende! Og hvad jeg ikke har suppleret med selv hen ad vejen!
Mens jeg har strikket dette indlæg, er min lænestol blevet endnu blødere og har fået en dejlig nakkestøtte.
Vi er sneet inde og da der jo altid er nogen, der liiige skal prøve, om ikke de - i modsætning til alle andre - kan køre deres superbil ud i sneen, er vi sneet inde i mere end een forstand, for indkørslen er spærret af en bil, der er kørt fast på vores lille smalle private grusvej. Nå, det får da folk ud af hytterne, eller rettere mændene, for der er flere igang med sneskovle og kloge råd til den kvindelige chauffør.
Politiet har lukket alle indfaldsvejene til Hobro, for bilerne kan ikke klare bakkerne i byen. Lastbilerne især står på tværs af vejene og glider tilbage af (eller hedder det ad?) bakkerne.
I Randers ser det vist næsten lige så slemt ud. Jeg hørte lige, at bilerne ikke kan komme op ad bakken til sygehuset.
Gu' ve', hvordan der ser ud i Århus. Bakken nordom ud af byen er en sikker vinder, når der er sne. Der plejer at stå 10 lastbiler på tværs eller småglidende ned ad og rundt på bakken. Pudsigt, at der er så mange nyansatte lastbilchauffører, når det bliver snevejr. De kan jo ikke have prøvet det før, for så ville de jo nok holde sig væk...............
Når man nu så er hjemme i sin lune bolig og ikke kan andet, kan man jo lige så godt nyde vejret fra en blød lænestol.
Og, når jeg nu alligevel ikke kan komme nogen steder, kan jeg jo få strikket lidt på min moebius
Moebius er et magisk matematisk bånd. Magiske strikkedesignere har konstrueret sådan et bånd på rundpinde. Det bliver til et tørklæde med en halv snoning på, hvilket gør det fantastisk anvendeligt, fordi konstruktionen gør det fast elastiskt. En moebius strikkes med rundpinden snoet en halv omgang, hvorved man begynder på midten og strikker ud fra den til begge sider. Begge strikkesider bliver retside (eller vrangside), så enten må man se på ret- og vrangsider med nye øjne, eller også må man vælge et mønster, hvor retsiden og vrangsiden er næsten ens eller spiller godt sammen.
En moebius kan bruges om halsen, om skuldrene, om hovedet som tørklædehalstørklæde, om en gravid mave - eller bare en mave eller om hofterne. Er den lang nok, kan den lægges dobbelt om halsen f.eks. På Ravelry kan man se mange eksempler.
Judy Becker har opfundet en smart opslagningsmetode The Magic cast-on, der bliver fuldstændig usynlig på arbejde i en cirkel. Hun har oprindeligt kreeret metoden til opslagning til strømper, der strikkes fra tåen og op. Det gir en helt usynlig kant i tåen.
På mit foto her af min moebius kan man måske lige skimte en sort tråd i den midterste sorte stribe. Det er opslagningsstarten.
Cat Bordhi har gjort et stort arbejde for at udsprede metoden, og har foreviget den i hendes mange smukke magiske moebius strikkedesigns, blandt andet som kanter på tasker og kurve.
Jeg har valgt at strikke retstrikning og hulrækker på denne moebius. Retstrikningen er ikke retstrikning. Det ser bare sådan ud. Det er glatstrikning med hver anden pind, eller runde om man vil, ret og hver anden vrang. Ligesom man ville strikke et rillestykke på almindelige rundpinde. Hulrækker ser næsten ens ud på ret- og vrangside, så denne moebius bliver ens på begge sider. Da den er snoet, ser man halvt retsiden halvt vrangsiden udenpå tørklædet.
Jeg har brugt noget Zauberball strømpegarn fra Schoppel Wolle (distribueret gennem skacel) i farven Schatten, som jeg havde liggende.
Jeg er igang med at strikke et par lårlange strømper med snoninger i en regnbuefarvet Zauberball. Jeg kan godt lide farveforløbet i dem, men jeg synes, at det sorte garn i moebius'en er blevet lige lovligt straight stribet med mere skarpe overgange mellem farverne, end jeg havde tænkt mig. Jeg havde nok forestillet mig, at det ville blive med lidt mere glidende overgange i farverne.
Når man strikker med Zauberball, er det ikke muligt at finde en central garnende at strikke med - med mindre, man vinder det om -, så det er et garnnøgle, der som en bold (ball! hhmm) uafladeligt vil drøne rundt på gulvet og samle alle hundehårene op. Det gir selvfølgelig et pænt rent gulv, men det gir også et lige lovligt langhåret strikkearbejde.
Nu er jeg i den heldige situation, at jeg har købt en garnspiral af Bente Rønberg. Den er jeg enormt glad for. Den står fast på sin brede fod, den er nem at lukke op og få igang, og så er den smuk, synes jeg.
Med garnnøgler, der har en hul midte, kan man også anvende Bente Geils Garnfidus. Den står fast , fordi den har jern i foden.
Jeg er ikke bare vild med strik og garn i aaaalt for lange baner og store bunker og mange regninger, jeg ææælsker også strikkekit. Snart vil jeg skrive et indlæg om det.
I det hele taget tiltrækkes jeg kraftigt mod dimser, der kan noget smart. Det har jeg fra min mor. Hvad jeg ikke har arvet af smarte og uundværlige køkkendimser fra hende! Og hvad jeg ikke har suppleret med selv hen ad vejen!
Mens jeg har strikket dette indlæg, er min lænestol blevet endnu blødere og har fået en dejlig nakkestøtte.
Mit Belle de Boskoop æbletræ er da også smukt idag
søndag den 3. januar 2010
Theis har det varmt nok i forvejen
Theis er i Los Angeles og synes, han har det varmt nok lige nu, men når han kommer hjem i slutningen af januar, vil han meget gerne have nye sokker, så til den tid skal der atter gang i The Magic Loop.
Måske skal han ha' sokker i Regias Kaffe Fasset garn?
Måske skal han ha' sokker i Regias Kaffe Fasset garn?
Abonner på:
Opslag (Atom)

