En betuttet 2-årig

  

At blive to år kan kræve sin mand.

Mor og far har travlt med at lave brunch, det vælter ind med mennesker, der snakker til een konstant, lyder begejstrede og smiler over hele femøren.

Så kommer det gode: Man får lagkage med to lys i. Jeg pustede dem selv ud. Nå, måske hjalp mor lidt, men hun fik ikke lov til at hjælpe med at spise mit stykke, uhhmm.

Men så begynder alle de der halvgamle mennesker at te sig helt vildt. De synger i vilden sky, selvom de nok skal betakke sig til dagligt. De glor allesammen på mig med deres storsmilende ansigter og pludselig begynder de at hamre i bordet og trutte løs og sige vhiiiiiii vhiiiiiiii og lade som om de har en violin, de slet ikke har.
Mærkeligt!
Hvordan havde de tænkt sig, at man skal udvikle en god dømmekraft, når ens nærmeste opfører sig på den måde og tydeligvis forventer, at man finder det helt normalt?

Men så får man en gave!

Øøhhh, 2 gaver!

Nej, 3 gaver…… 4-5-6-7 gaver?!?!?!

Far syns, vi skal gemme nogen af dem til senere eller i morgen, men mor kan ikke vente………

Flere af dem skal ses, men ikke røres. Det er, som om det er de voksnes gaver? De flokkes om at lege med mine gaver. De påstår, at de bare liiige skal samle cyklen eller flå og rive i metervis af ståltråd og plastic, som nogen ovre på den anden side af jorden har viklet den gule gravko ind i. Men Boschværktøjssættet – det leger de vist rigtigt med, tror jeg. Det er svært at komme til. Nå, måske samlede de også bare det. Duplo – det ved man, hvad er, og det er lige til at gå til, men fingermalingen måtte jeg ikke prøve – den dag.

Man kan slet ikke finde ud af, hvad man skal lege med. Det hele er spændende – og næsten alt for meget.

Og så er der lille fætter Julius. Jeg er ikke vild med, at han kommer for tæt på. De synes allesammen han er sååååååå nuttet, og han griner til dem allesammen. Fedtsyl!
Han skal bare holde fingrene fra MIN mor og helst også fra mit legetøj, men jeg er jo desværre godt opdraget, så jeg føler lissom, at jeg er nødt til at acceptere, at her deles vi om tingene. Argh!

Men så får man en løbecykel ligesom den, de STORE har. Så kan jeg endelig få min cykelhjelm på. Det er bare om at holde tungen lige i munden.

Det går jo meget godt……………..eller…………..?

Måske er mine ben lige lovligt korte endnu.

Skal vi så ikke bare lege, at jeg er 1 år igen og så skubber I mig bare på min motorcykel sådan lige her bagved, ik’!?

Nå, men fødselsdagen gik jo da meget godt. Jeg var lidt betuttet over al den mærkelige virak, men hold da op, hvor fik jeg mange gode gaver.

Og så farmor. Hun er helt skudt i det der med at strikke. Det er sådan set godt nok. Jeg er ret vild med min Smuthul. Og man kan stikke fingrene ind i hullerne og kilde! Jeg har også fået et par sandaler, der kan kilde i hullerne. Ja, altså. Jeg nægtede totalt at få de stive gespenster på mine fødder lige indtil min mor og far viste mig, at de er ligesom min smuthulsbluse – man kan stikke fingrene ind og kilde tæerne gennem hullerne! Hahahaha! Dem MÅTTE jeg bare ha med hjem.

Ja, altså farmor og hendes strik. Som sagt er det ok. Jeg er ikke sart og jeg har gudskelov ikke tendens til at føle, at den slags kradser. I kan også bare hive hvad som helst ned over hovedet på mig, men når farmor PÅ MIN FØDSELSDAG absolut skal fotografere mig i 3 forskellige strikbluser, fordi hun har lovet de andre blogtøser billeder af mig med dem på, ja så er det liiiige før, jeg står af. Det kan da være ligemeget med sådan nogle strikketøser. Nej, siger farmor, for de kommer med så mange søde og opmuntrende kommentarer til det, hun strikker og skriver. Hmmm

Men jeg er da ikke en dukke, vel? Og dog. Det er helt ok. Jeg finder mig i det, men stå stille!? Der sætter jeg grænsen. Far og mor og farmor har rendt rundt og forsøgt at fotografere mig i de der strikbluser, men så let får de ikke mig!

 

De ka få lov at fotografere mig, når jeg alligevel skal se tegnefilm sammen med mit elskede puttetæppe, som farmor strikkede til mig, da jeg blev født. Det er dejlig blød bomuld, og er en meget vigtig del af mit liv, når jeg skal sove eller vil trække mig lidt tilbage.

For farmors blogtøsers skyld fik jeg guddødemeg også en tredje bluse på, men den får I vist først at se ved en anden lejlighed.

Jeg var så betuttet på min fødselsdag, så jeg vil altså gerne lige vise jer et billede fra en anden dag, hvor jeg mere ligner mig selv.

 

Så får I ikke mere for den 5-øre!

Birk og farmor