torsdag den 24. juni 2010

En betuttet 2-årig

 Birks-lagkage-2-år 

At blive to år kan kræve sin mand.

Mor og far har travlt med at lave brunch, det vælter ind med mennesker, der snakker til een konstant, lyder begejstrede og smiler over hele femøren.

Så kommer det gode: Man får lagkage med to lys i. Jeg pustede dem selv ud. Nå, måske hjalp mor lidt, men hun fik ikke lov til at hjælpe med at spise mit stykke, uhhmm.

Men så begynder alle de der halvgamle mennesker at te sig helt vildt. De synger i vilden sky, selvom de nok skal betakke sig til dagligt. De glor allesammen på mig med deres storsmilende ansigter og pludselig begynder de at hamre i bordet og trutte løs og sige vhiiiiiii vhiiiiiiii og lade som om de har en violin, de slet ikke har.
Mærkeligt!
Hvordan havde de tænkt sig, at man skal udvikle en god dømmekraft, når ens nærmeste opfører sig på den måde og tydeligvis forventer, at man finder det helt normalt?

Men så får man en gave!

Øøhhh, 2 gaver!

Nej, 3 gaver…… 4-5-6-7 gaver?!?!?!

Far syns, vi skal gemme nogen af dem til senere eller i morgen, men mor kan ikke vente………

Flere af dem skal ses, men ikke røres. Det er, som om det er de voksnes gaver? De flokkes om at lege med mine gaver. De påstår, at de bare liiige skal samle cyklen eller flå og rive i metervis af ståltråd og plastic, som nogen ovre på den anden side af jorden har viklet den gule gravko ind i. Men Boschværktøjssættet – det leger de vist rigtigt med, tror jeg. Det er svært at komme til. Nå, måske samlede de også bare det. Duplo – det ved man, hvad er, og det er lige til at gå til, men fingermalingen måtte jeg ikke prøve – den dag.

Man kan slet ikke finde ud af, hvad man skal lege med. Det hele er spændende – og næsten alt for meget.

Og så er der lille fætter Julius. Jeg er ikke vild med, at han kommer for tæt på. De synes allesammen han er sååååååå nuttet, og han griner til dem allesammen. Fedtsyl!
Han skal bare holde fingrene fra MIN mor og helst også fra mit legetøj, men jeg er jo desværre godt opdraget, så jeg føler lissom, at jeg er nødt til at acceptere, at her deles vi om tingene. Argh!

Men så får man en løbecykel ligesom den, de STORE har. Så kan jeg endelig få min cykelhjelm på. Det er bare om at holde tungen lige i munden.

Det går jo meget godt……………..eller…………..?

Birk-skeptisk-med-løbecykle

Måske er mine ben lige lovligt korte endnu.

Skal vi så ikke bare lege, at jeg er 1 år igen og så skubber I mig bare på min motorcykel sådan lige her bagved, ik’!?

I-skal-skubbe-mig-der-bagpå

Nå, men fødselsdagen gik jo da meget godt. Jeg var lidt betuttet over al den mærkelige virak, men hold da op, hvor fik jeg mange gode gaver.

Og så farmor. Hun er helt skudt i det der med at strikke. Det er sådan set godt nok. Jeg er ret vild med min Smuthul. Og man kan stikke fingrene ind i hullerne og kilde! Jeg har også fået et par sandaler, der kan kilde i hullerne. Ja, altså. Jeg nægtede totalt at få de stive gespenster på mine fødder lige indtil min mor og far viste mig, at de er ligesom min smuthulsbluse – man kan stikke fingrene ind og kilde tæerne gennem hullerne! Hahahaha! Dem MÅTTE jeg bare ha med hjem.

Ja, altså farmor og hendes strik. Som sagt er det ok. Jeg er ikke sart og jeg har gudskelov ikke tendens til at føle, at den slags kradser. I kan også bare hive hvad som helst ned over hovedet på mig, men når farmor PÅ MIN FØDSELSDAG absolut skal fotografere mig i 3 forskellige strikbluser, fordi hun har lovet de andre blogtøser billeder af mig med dem på, ja så er det liiiige før, jeg står af. Det kan da være ligemeget med sådan nogle strikketøser. Nej, siger farmor, for de kommer med så mange søde og opmuntrende kommentarer til det, hun strikker og skriver. Hmmm

Men jeg er da ikke en dukke, vel? Og dog. Det er helt ok. Jeg finder mig i det, men stå stille!? Der sætter jeg grænsen. Far og mor og farmor har rendt rundt og forsøgt at fotografere mig i de der strikbluser, men så let får de ikke mig!

 Birk-med-Spøgelsestrøje53

De ka få lov at fotografere mig, når jeg alligevel skal se tegnefilm sammen med mit elskede puttetæppe, som farmor strikkede til mig, da jeg blev født. Det er dejlig blød bomuld, og er en meget vigtig del af mit liv, når jeg skal sove eller vil trække mig lidt tilbage.

For farmors blogtøsers skyld fik jeg guddødemeg også en tredje bluse på, men den får I vist først at se ved en anden lejlighed.

Jeg var så betuttet på min fødselsdag, så jeg vil altså gerne lige vise jer et billede fra en anden dag, hvor jeg mere ligner mig selv.

Birk-med-Smuthul2 

Så får I ikke mere for den 5-øre!

Birk og farmor

11 kommentarer:

Citronmoster sagde ...

Hi,hi.... Sej knægt :-)

Pia sagde ...

Skøn tankegang. :-)
Tillykke med Storm´s fødselsdag fra én af "blogtøserne".

janne sagde ...

Tillykke med ham :-) Det er hårdt at holde fødselsdag :-)

Frujensensunikum sagde ...

Stort tillykke :o)

Skøn knægt....det er mega hårdt at fylde år, når alle de voksne skal bestemme :)

Trøjene er virkelig lækre og passer ham jo perfekt.

Lin sagde ...

Tak for et mega-grin der fik taarene til at trille. Ham Birk maa du godt laane tastaturet til lidt oftere, for hold op hvor er han underholdende. Stort kram til Birk og farmor og saa tillykke med de to aar.
Flot kage. Hvem stod for den?????

Tine sagde ...

Tillykke til både Birk og Farmor.
Det lyder til at i har haft en rigtig dejlig dag sammen ;-)

Selvom det holdt hårdt, er det nogle fine billeder af bluserne :-D

Strikkeheksen sagde ...

Sikke en charmerende beretning og ikke mindst billedeserie, du har fået taget af den unge mand - synes nu nok også lige, det er på grænsen at iklæde ham 3 forskellige trøjer, når vi nu kun må se de to ;-)
Men de er hamrende fine begge to, selvom jeg har mistanke om, at alt vil se godt ud på den dreng. Tillykke med ham :-)

Pia sagde ...

Ha ha ha, den historie kunne lige så godt være skrevet af min lille Laura, som blev 2 år i torsdags :-)
Knus og tusind tak til Birk, fordi vi blogtøser fik lov at se hans fine bluser :-)))
Pia - henne i Malmö

Ann sagde ...

Lene, Snyd??
Har du nogensinde prøvet det?
Er du klar over, hvor meget kontrol over dit temperament, det kræver at strikke på maskine??
Jeg undrer mig over de helte, der gider undervise i maskinstrik. Hvad de ikke skal lægge ryg til at hidsighed!
Pia, Hils Laura og sig, at der kan være basis for en selvhjælpesgruppe hen over sundet ;-)

Benedicte sagde ...

Sikken en skøn unge! Og sikke nogle dejlige bluser han har ;-) Det lyder som om det har været en herlig fødselsdag, trods de lidt skøre gæster.
Ha' en rigtig god søndag, Ann.

Frau Putz sagde ...

Sikke en skøn lille (Undskyld! Stor) fyr.
- og dejligt med en farmor, der kan sætte sig ind i nogle af de tanker, der farer igennem hovedet på sådan en størrelse.
Det kan ikke altid være lige nemt at være midtpunkt i al den virak.

;)

Og skønne trøjer. Jeg er helt vild med farverne i den multifarvede. Vidste ikke, at Arwetta lavede multifarvet garn. Det har min lokale garnpusher ikke - men nu skal jeg da helt sikkert på jagt, for det er noget skønt garn.

KH Frau Putz