søndag den 31. januar 2010

Jacobs Norojakke

Det er et langsommeligt projekt, at få ordentligt gang i Jacobs Norojakke.

Nu har jeg modtaget Kureyongarnet, men jeg har stadig svare problemer med at finde det rette Blossom.
Jeg har modtaget ét nøgle valgt på farvekortene på nettet, mend et virker helt forkert. Nu har jeg så bestilt to andre nøgler. Så må vi se.
Jeg har ledt i alle de garnforretninger, jeg er kommet forbi, som forhandler Blossom, hvilket ikke er mange, og jeg har ikke fundet det rette.

Idag har jeg regnet og talt og strikket en prøve med det Blossom, jeg havde i forvejen.

Ja, man skulle måske ikke tro det, men det nederste bånd Blossom er fra samme nøgle, som det 3. og det 2. er den samme, som det 4.


Mit nye klenodie

Jeg har fået mig et fantastisk apparat.
En Eva Royal 3,0 strygestation.

Jeg har ønsket mig den længe, men den koster det hvide ud af øjnene, og man kan jo altså godt klare sig uden, så...

Men så fandt jeg en brugt i GulogGratis til mindre end en tredjedel af nyprisen. Den ser helt ny ud og er da heller ikke brugt ret meget.

Den er ret fantastisk. Selve strygejernet fylder ikke ret meget til forskel fra mit ellers store gamle dampstrygejern. Det skyldes jo, at hele vand og dampapparaturet ikke befinder sig i strygejernet.

Et par pust med dampen og strikketøjet bliver flot.

Overflod og luksus, men skønt.

Jeg er enormt glad for den.

En rund rektangulær pude

Jeg har fået syet Nicolais pude rund.

Jeg har købt puden i Jysk Sengetøjslager for 30 kr. Det er da rørende.

Jeg måtte klippe vaskemærket af og omplacere det. Nicolai får jo brug for det, når han en dag skal vaske puden.

Puden er hæklet færdig. Der var ikke sort Mandarin Petit nok. Det var noget, jeg havde liggende, så det var ikke rart at måtte købe nyt fra et andet parti - og så sort!
Men faktisk er der ingen som helst forskel på farven fra de to partier. Heldigt, for bagsiden er helt sort, så det ville være tydeligt, hvis der var forskel.

Der skal lynlås i, men den, jeg havde var for kort, så Nicolai kunne alligevel ikke få puden med hjem idag.



Jeg har købt en stor rød og en stor sort skinknap, som skal fæstnes sammen i midten på begge sider.

Den røde på den sorte bagside og den sorte på den røde forside.

Torben er en tålmodig mand

Det er vel ved at være mere end 1 år siden, jeg strikkede en sweater i skyggestrik til Torben.
I al den tid, der er gået siden, har Torben måttet passe på hver gang, han har taget den af og på, fordi lynlåsen ikke var fastgjort ordentligt på brystet.

Det er længe siden, jeg fik købt skind i den rigtige farve, men det har taget al denne tid, at få slæbt symaskinen frem og få fæstnet lynlåsen.

Det fik jeg gjort i dag. Hurra!



Fra Californien til ½ m dansk sne

Så kom Theis hjem fra LA med et stort savn, jetlag og frysende tæer, så han skulle jo så ha sine sokker.

Jeg har igen strikket af Mayflowers strømpegarn med nanoteknologi. Denne gang farve 22. Jeg kom til at dyppe den ene sok i en kaffekop, så jeg vaskede dem og centrifugerede dem i et pudebetræk.
De virkede enormt slatne, tynde og langstrakte. De fik lidt tid (ca 10 min) i tørretumbleren på program strygetørt sammen med en fuld tumbler våde håndklæder.
De var fortsat våde og slatne, men da de tørrede, var de igen faste i garnet, men nu let filtede. Jeg måtte "affilte" dem ved at trække dem på alle leder under megen knirken.

Gudskelov kunne Theis stadig passe dem og syns de var lækre.

Billedet er taget efter vask, valkning og affiltning.

Garnet er superwash, men reagerer meget anderledes end al det strømpegarn, jeg ellers har været vant til at strikke med.

tirsdag den 26. januar 2010

Jeg har fået en award!

Hold da helt op!

Jeg har fået en award!

Jeg er målløs.

Jeg har fået den af Irene.

Jeg ved ikke hvorfor, jeg har fået den, men jeg er temmelig smigret.

Det viser sig, at man efterfølgende skal gøre sig fortjent til sin award, og det er jo da rimeligt nok.

Jeg skal fortælle 7 ting om mig selv......................Øhh,

Først tænkte jeg, at jeg måske bare kunne copy-paste Irenes fine liste, men jeg er bange for, at det hurtigt ville blive afsløret.
Jeg tror mine børn ville undre sig noget, hvis jeg pludselig bildte jer ind, at jeg går til vandgymnastik to gange om ugen ligesom Irene gør.
Jeg må nok hellere se, om jeg kan få gang i min hjerne og finde på noget selv.

1. Jeg taler med fjernsynet. Jeg skælder ud på og diskuterer med politikerne og kommenterer alt, der interesserer mig. Min mand har måttet lære at lukke ørerne. Jeg ville ikke have venner, hvis vi så TV, når vi har gæster, så det gør vi aldrig.
2. Jeg elsker at synge, og min mand synes, jeg synger godt (!).
3. Jeg elsker musik af enhver art, bare det for mig er kvalitet. Klassisk, nyere jazz og dansk rock er det, der tiltrækker mig mest. Klassisk musik er meditativ for mig og kan få mig til at gennemføre tandlægebesøg og finde mig selv igen, når livet udsætter mig for store prøvelser. Lige nu hører vi Billie Holiday
4. Jeg holder meget af billedkunst. Af een eller anden grund falder jeg ofte for musikeres kunst. F.eks. Leif Sylvester, Johny Madsen, Erik Clausen og Knud Odde. Min store favorit er dog Mikael Kvium. Jeg opfatter ikke hans kunst som ulækker, som mange gør. Jeg ser humoren, ironien og paradokserne.
5. Jeg elsker at lave mad og går op i, at lave mad fra grunden og undgå forarbejdede fødevarer. Ja, jeg er ikke fanatisk, men bare "..så vidt muligt..". Når man skal ha' en hot-dog, skal man jo ha en hot-dog, ik'? Da jeg tager på bare der er en tube mayonaise i køleskabet, er jeg også ekspert i fedtfattig, sund mad.
6. Jeg er vild med mit drivhus. Det kan jeg lige overskue, og jeg kan finde på at se til det med ½ times mellemrum, for det gror så hurtigt, at jeg lige skal se, om agurkerne er groet siden sidst. Jeg går højt op i chili og går lidt agurk med dem. I år har jeg haft ca 20 forskellige sorter i drivhuset, gårdhaven og i havestuen. Jeg har stadig nogle planter i havestuen.
7. Jeg kan godt li' realityTV. Jeg synes, jeg lærer en masse af det. Ellers kan jeg li' Bonderøven, Anne-mad, Frilandshaven, Deadline og gode engelske serier.

Det var 7!
Det gik da endda.

Tak for den fine award, Irene. Jeg vil give den videre til Vivi, som laver en skøn blog.
Ann

mandag den 25. januar 2010

Processen

Ja, det er ikke Kafkas Proces, jeg tænker på med den overskrift, men den proces, der er igang på håndarbejdsområdet her hos mig.

Udadtil er der stille. Der kommer ikke en masse færdige produkter ud, men indadtil sker der en masse.

Jeg har været på flere kurser på det sidste. To arbejdsfaglige og et strikkekursus. Et af de jobfaglige kostede det hvide ud af øjnene og var spild af tid, desværre. Det var respektløst dårligt det meste af det, og det værste var, at kurrsuslederen ikke selv kunne se det, så hun vil blive ved med at spytte elendig kvalitet ud. Det andet kursus var halvdyrt, men godt.

Det tredje kursus, strikkekurset, var billigt og supergodt for mig. Jeg har betalt 430 kr for to lørdage. Det er rørende billigt sammenlignet med det meget komercielle etablerede kursusudbydermarked. Selvfølgelig kan der siges meget om, hvor meget undervisere koster i det ene og det andet regi og, hvor mange kilometer uddannelse, de har, men det er under alle omstændigheder tankevækkende. Jeg har selv en laaaaang hoveduddannelse på 25 år og derudover 3-4-5-6 sideuddannelser, men jeg fik mest ud af mit strikkekursus.

Det dyre arbejdsfaglige kursus lagde flere byggesten til irritation og stess, fordi det var så meget spild af dyrebar tid og åd så mange af de kræfter, jeg ikke har, men strikkekurset arbejdede den modsatte vej. Det gav energi og glæde og en følelse af, at jeg udviklede mig.
Tjahhh.

Strikkekurset var et maskinstrikningskursus..............

At strikke på strikkemaskine
Hvad skal det overhovedet til for?
Er det ikke en slags snyd?
For mig skal det til for at tilfredsstille nogle sider af mig, som håndstrik ikke i samme grad kan tilfredsstille. F.eks. er jeg en teknologinørd. Ikke sådan at forstå, at jeg har styr på funktionen af alle nye tekniske tingester (men mange af dem, hvilket tydeligvis fremgår af min blog ikke længere indbefatter fotografering, tøhø). Det er mere noget med, at jeg fascineres af mulighederne - af hvor smart noget kan gøres. Jeg er vild med, at noget, vi kender i forvejen, pludselig kan gøres på en hurtigere, nemmere, smartere eller mere perfekt måde, og jeg er fascineret af, at der er dimser, der kan noget, vi ikke kunne før.

En strikkemaskine tilhører den første gruppe af dimser, der kan noget, vi hele tiden har kunnet, blot hurtigere, smartere og mere perfekt. Den strikker ensartet, hvilket jeg gerne vil ha' til nogle formål, og den kan strikke flotte mønstre på ingen tid. Det syn's jeg er sjovt.

Det er ikke håndværk på helt den samme jordnære måde, som håndstrik, men det kræver også hjerne, kreativitet og en god portion teknisk flair at få det sjovt med at strikke på strikkemaskine.

Maskinstrikningskursus
Jeg har som sagt været på maskinstrikningskursus på Tekstilseminariet i Viborg.
Lena Bay underviste. Hun er netop uddannet på seminariet, men havde viden og myndighed nok til at virke som en med årelang erfaring. Hun havde en masse strikkeprøver med med forskellige teknikker, så vi kunne vælge, hvad vi hver især havde lyst til at prøve. Vi fik også tre forskellige kompendier, som Lena havde lavet (hvor mange millioner timer havde hun mon brugt på det --- divideret med 430 kr.!?).

På sådan et kursus har deltagerne jo meget forskellig erfaringsbaggrund, så det var godt at kunne starte der, hvor vi hver især var.

Fra sjuskedorte til perfektionist 
Da jeg var barn, var jeg et rodehoved (det er jeg i og for sig stadig - jeg har bare struktureret rodet), en sjuskedorte og jeg var tilmed meget utålmodig.  Jeg var aldeles ikke særligt procesorienteret.
Det var resultatet, der betød noget, og det skulle være færdigt for længe siden, så når jeg syede dukketøj f.eks., blev det jo til noget forfærdeligt sjusk. Hvis jeg ville lave en dukkekjole, lagde jeg to stykker stof på gulvet, klippede en kjole ud, som den ville se ud, hvis jeg bare skulle tegne tøj til påklædningsdukkerne, og så riede jeg med store sting rundt om konturerne,  og så var den kjole færdig. Stingene var så store, at hoved og arme kunne presses ud mellem stingene - sådan nogenlunde. Dukken kunne bruge kjolen ca ½ time inden den faldt fra hinanden, men jeg var glad og tilfreds med at have fremstillet et produkt, så sjuskeriet og den totale mangel på viden om, hvordan man gør, var ikke noget problem..........for mig............dengang.

Siden er der løbet mange bække i den å. På et tidspunkt blev jeg træt af ikke at kunne gøre tingene pænt eller brugbart eller så det holdt i mere end ½ time, så jeg vendte bøtten stille og roligt, og blev efterhånden meget pertentlig, grundig og tålmodig.
Nogen vil måske synes, at det af og til tager overhånd, men jeg har det enormt godt med det. Det er dybt tilfredsstillende for mig at have styr på processen og gøre tingene ordentligt fra grunden. Nu er selve arbejdsprocessen også blevet meget vigtig og ja, mange gange er den faktisk blevet vigtigere end resultatet. Derfor forærer jeg næsten alt af det, jeg laver væk.............det skal nu også ændre sig lidt på et tidspunkt.........har jeg sagt til mig selv flere gange de senere år.........uden at det dog ændrer sig. Det må der jo være en grund til, så....

Nå, tilbage til
Strikkemaskinen
Jeg købte min maskine her i lokalområdet i sommer. Jeg skulle hjælpe min søn med at finde en strikkemaskine i fødselsdagsgave til min svigerdatter, så da hun jo endnu ikke kunne vide, om maskinstrikning er noget for hende eller hvilke egenskaber, hun gerne vil have hendes maskine skal ha, blev vi enige om at købe en god brugt. Jeg fandt en elektronisk Brother til hende på Fyn. Det var et superkøb til prisen, men undervejs i min søgen, så jeg en oldgammel Knitmaster, som var til salg lige i nærheden af mig.
Den var fra sidst i 60'erne -begyndelsen af 70'erne og lignede fuldstændig den, jeg som barn lavede en fantastik flot lilla og grønstribet kjole på (!?!).

Jeg passede børn, da jeg var barn. Jeg passede de fleste af børnene på vejen. Da jeg var 11-12 år passede jeg blandt andre 4 børn, hvis mor havde en strikkemaskine. Hun lånte mig sin, og lærte mig at bruge den, og hun hjalp mig med den stribede kjole.
Jeg mødte een af de to yngste tvillinger for få år siden mange hundrede kilometer fra det sted, vi kendte hinanden fra han blev født og til jeg gik over til at tjene penge på at arbejde på plejehjem i stedet for ved at være barnepige. Han var blevet voksen og boede i et parcelhus få huse fra mit lille hus. Gennem ham mødte jeg også igen hans mor, der 40 år tidligere lærte mig at strikke på strikkemaskine. Pudsigt.
"Herrens veje er uransagelige" siger min mand ofte, men når han siger det, mener han, at jeg er Herren
;-\

Nå, tilbage til sporet.
Jeg købte maskinen med ribapparat og en del andet udstyr for en plovmand og på Bente Rønbergs søde mail- og telefonanvisninger, fik jeg udskiftet begge nålebremser (ca 300 kr stykket), fik afmonteret alle nålene og fik renset dem i petroleum og renset maskinen generelt så godt, jeg kunne.

Det var skægt dels at se de 60'er typiske billeder i manualerne, sproget i det undervisningsmateriale, der fulgte med og indholdet i posen med strikkeprøver. Det var altsammen i skrigende selvlysende farver i 100% nylon.
Og så taler man om, at uld kradser!?

Kort efter tog jeg på week-endkursus for begyndere hos Bente Rønberg på Ausumlille i efteråret.
Jeg var nær aldrig kommet igang, for jeg havde sat den nye nålebremse forkert i, og vi kunne ikke få den ud igen. Faktisk havde vi stort set opgivet, men jeg blev så edderspændt......rrrrrrrrrrrras.......ved tanken om muligvis at måtte drage hjem fra Holstebro med uforrettet sag, at min hjerne åbnede en dør til et innovativt rum, der kun sjældent er i brug, og vupti fandt jeg noget underligt værktøj, ukendte kræfter og en måde til at få den forbandede forsvundne, skævt- og stramtsiddende nålebremse ud igen.

Hos Bente begyndte vi med begyndelsen og arbejdede for det meste med øvelser for hele gruppen. Vi fik et øvelseskompendium, som jeg kun nåede en brøkdel af på den week-end.

Siden fortsatte jeg så hjemme med øvelserne i kompendiet,

men hen mod jul, da jeg måtte overgive mig til udelukkende at hellige mig mine håndstrikkede ikke-julegaver, havde jeg kun knapt nået halvdelen af øvelserne i kompendiet.

Det dér omtalte sjuskegen, som er blevet til et pertentlighedsgen har siden fået sat kompendiesiderne i plasticlommer, har fået dampet alle strikkeprøverne og sat dem ind i kompendiet på rette sted med små mærkater på med sidehenvisning, tema og eventuelle fejl!

Hvad gir' du?
Jeg ææælsker det.
Nogen vil kalde det sygeligt, .....................men de er bare misundelige ;-))

Jeg har mere brug for orden og struktur end nogensinde. Det er en nødvendighed for at min dagligdag kan fungere, men jeg nyder det altså også. Måske er det det, man kalder at gøre en dyd af en nødvendighed.

Jeg har endnu ikke lavet noget som helst på den maskine, som man kan kalde brugbart. På Bente Rønberg-kurset var der nogen af de andre, som var helt nybegyndere, men som hellere ville strikke noget rigtigt end lave øvelser, så der var een, der kom hjem med et stort flot valket halstørklæde med "løbemasker" f.eks.
Lidt misundelig er man vel altid..

Næ, ikke noget med at lave brugbare ting her. Jeg ville gå regelret frem efter kompendiet og ikke springe over nogen steder. Jeg vil lære det hele fra grunden, så risikoen minimeres mest muligt for, at jeg ender med at sparke maskinen ad h... til på grund af fejl og frustrationer, jeg ikke ved, hvad jeg kan gøre noget ved. Jeg kender mig selv og min frustrationstærskel og mit temperament, så jeg tager min forbehold.

Derfor fortsatte jeg hjemme med øvelserne og havde egentlig planlagt ikke at gå igang med hulkort-, mønster- eller ribapparatet, før jeg kunne bruge selve maskinen fuldt ud.
Kender I typen?
Morakker!
Det er sådan enhver ekspert på området vil anbefale at man gør, ik'?
Men jeg gør det ikke for at morakke. Det er jeg blevet for gammel til. Jeg gør det, fordi det i den grad tilfredsstiller mig. (og hvad ville Freud så sige om det?.............godt han er død).


Det tilfredsstiller mig at gøre, hvad jeg kan for at opnå det resultat, jeg ønskede fra starten, med de odds, der nu engang er imod det, når det nu er mig, der skal forsøge at opnå det resultat (rodehoved, sjuskedorte, utålmodighed, temperament).
De odds jeg har FOR mig er derimod en enorm viljestyrke og udholdenhed og tro på, at hvis jeg gør mig umage og er tålmodig, så kan jeg ALT.
 
Nå, det var det
maskinstrikningskursus
i lørdags, jeg ville sige noget om.
Da jeg altså endnu ikke havde strikket mig igennem Bentes kompendium, ville jeg bruge kurset i lørdags til at komme videre med det og spørge læreren til råds om de ting, jeg ikke kunne få til at lykkes i øvelserne - f.eks. de forbandede pyntesnoningskanter.

Men en af Lenas strikkeprøver var bikubemønstret (ja, Lena kaldte det altså Honningkagemønstret........øhhh, jeg ved ikke rigtigt, hvad associationen til honningkager er, eller om det var en huskefejl een eller anden har begået undervejs, og dog.......honning minder jo noget om noget med en bi og kage kommer måske fra, at der egentlig er tale om et bikagemønster mere end en bikube..............nå, whatever, som vi siger på dansk).
Det mønster kan jeg rigtigt godt li. Jeg har håndstrikket det, men havde ikke prøvet at lave det på maskinen, så det kunne jeg ikke modstå fristelsen til at prøve at strikke. 
Bente Rønberg har fortalt, at hun godt kan strikke med Kaunis to-trådsgarn på maskinen, så jeg havde fyldt kurven med det og slog op med det til bikubemønstret, men den gik ikke.
Garnet knækkede et par gange, og Lena fortalte, at hun kun bruger det, når hun skal strikke nogenlunde lige ud ad landevejen. Til f.eks. nemme halstørklæder, så det opgav jeg.
I stedet valgte jeg noget garn, jeg ved en fejl fik købt i AC Strik i København.
Sitet her vender hele tiden det ene billede på højkant, såbagsiden af bikagemønsteret kun kan ses fra siden. Mærkeligt.


 


Af een eller anden grund tænkte jeg slet ikke på, at der kunne være kunststof i garnet, så jeg købte bare det pæneste og opdagede først, da jeg kom hjem, at der var en del acryl i. Det går fint til øvelser og strikkeprøver. Det er nemt at have med at gøre, men jeg kan ikke forestille mig at bruge det til noget, nogen skal ha på kroppen.

Jeg har ikke helt forstået religionerne omkring strikkemaskiner endnu. De fleste maskinstrikkere med respekt for sig selv strikker på Brothermaskiner. Mærkeligt nok, for de produceres ikke mere. Det gør Knitmaster, som nu hedder Silver Reed, derimod. Jeg har ikke forstået, hvorfor det trods det skulle være bedre at strikke på Brother, men det regner jeg med at finde ud af hen ad vejen. Jeg har endnu ikke fået et logisk svar på det spørgsmål.
Lena var ej heller fortrolig med min og to af de andre deltageres Silver Reed/Knitmaster strikkemaskiner, men hun kastede sig frygtløst og med en god portion humor ud i det, og det gav mig mod til at gøre det samme.
Jeg havde slet ikke planlagt det, men pludselig var jeg igang med at prøve at bruge hulkortapparatet for første gang. Det var sjovt og nu har en helt ny verden åbnet sig for mig.



Kurset ændrede mit forhold til min strikkemaskinera. Før havde jeg et lettere anspændt forhold til den med tungen lige skævt i munden. Nu har jeg fået mod til at være mere let, legende og eksperimenterende.
Herligt.
Jeg glæder mig allerede til den sidste kursusdag om en måned (ja, ja, det er indeholdt i de 430 kr!)

Hvad jeg ellers pusler med for tiden
Sofapude til Nicolai
Jeg er snart færdig med at hækle Nicolais pude, men hver eneste maske skal tælles, så det går liiidt langsomt. Jeg hækler kun på den engang imellem.
Når den er færdig, skal der lynlås i og selve puden skal sys om fra rektangulær til cirkelrund. Jeg har købt selve puden i Jysk for 30 kr. Jeg skal huske at klippe vaskeanvisningen af og omplacere den, så Nice kan se den, når han vasker puden engang i næste årti.
Jeg skal også ha fundet ud af, om man kan få lavet stofmærker efter eget valg, for jeg vil gerne sætte en vaskeanvisning i selve hækletøjet. Nice har naturligvis glemt alt om mine mundtlige anvisninger den dag, han står med pudebetrækket i hånden og er ved at lægge det i maskinen.

Til sidst skal jeg ha fundet ud af, om jeg skal sætte knap i midten eller ej. Jeg har købt forskellige knapper.

Kalenderhalsduk 2009

Jeg er stadig igang med Kalenderhalsduken 2009. Jeg måtte holde op med at strikke på tørklædet, da jeg nåede til dag 8, fordi jeg havde gang i så mange julegaver, der skulle være færdige til tiden. Nu er jeg nået til dag 13, så der bliver da strikket lidt på det i ny og næ. Det første Isager Alpaca 2 var brugt op i slutningen af dag 12, så det var godt, jeg købte 150 gr for en sikkerheds skyld. Lad os nu se. Måske stopper jeg inden den 24. dag, for det bliver meeeeget langt.

Veste til Birk og Julius
Jeg har lige strikket to veste mere til Birk. Jeg har vel nu strikket mere end 10 af dem. Jeg har måttet udvide opskriften til en størrelse 2-3 år. Opskriften gik kun til 1 år og størrelserne er i øvrigt meget små. Birk er nu godt 1½ år og det er længe siden størrelse 2 år blev for småt til ham. Sådan var det også da hans far var barn. Hvorfor kan producenter af børnetøj og standardmål ikke lave størrelser, der er mere lig virkeligheden?
Julius skulle også ha haft nye veste. Han er mere til de mildere farver, så jeg har købt olivengul og lys lavendel til ham, men nu har han fået et slemt atopisk eksem og skal undgå uld, så nu må jeg finde ud af, hvad jeg skal bruge en masse lys lavendel og olivengul alpaca til?????? Birk har derfor fået en olivengul vest, men det klær ham bedst med lidt mere power på farverne.



Norojakke til Jacob
Mønsteret er skitseret. Mål er taget, så nu nusser jeg med detaljerne. Der bliver en del vendestrik, som skal passes til.

Jeg har fået købt et par nøgler Kureyon, har lavet strikkeprøver og har beregnet garnforbrug, og jeg har bestilt garnet.
Jeg skal også bruge Blossom, men det er så forskelligt, hvad forhandlerne ligger inde med af det, og det er næsten umuligt at vælge Blossomfarver på nettet, så det er faktisk lidt af en opgave. Farvekortene er dårlige, fordi de viser et fortegnet billede af garnet.
Jeg var endelig nået frem til to farver, jeg ville prøve, men så havde de alligevel ikke den ene farve hos Garngalleriet, hvor jeg har købt Kureyon'en.
Jeg kan ikke fare land og rige rundt for at se på Blossom. I hvert fald kommer jeg ikke til at gøre det, så jeg håber, at jeg pludselig finder ud af, hvad jeg skal gøre. Jeg har beregnet strikkefasthed og en ca-mængde.
Med de priser og den korte løbelængde, er det ikke ligefrem noget, jeg har lyst til at købe for meget af sådan "bare for at se, om det passer i farven".

The Gridlock Throw
Ja, altså. Det ligger stille indtil foråret har jeg bestemt. Når jeg igen kan sidde på balkonen, vil jeg tage fat i det igen.
Mærkelig beslutning, men sådan er det altså.

Er der andet, jeg gerne vil sige på sådan en dag, som idag?
Ja,
Jeg er dødtræt af mit nye kamera!!!
Så er det sagt. Jeg er rasende på det.
Farverne er helt forkerte og jeg (og flere andre) kan ikke finde en måde at indstille sig ud af det.
Det er et Canon Powershot, og det ser ellers ud til på nettet, at det får gode anmeldelser.....

Jeg er glad for, at vi endelig har fået købt det spejlreflekskamera, vi havde planlagt. Det må jeg til at bruge, men det er ærgerligt, hvis jeg bare må konstatere, at et par tusinde kroners kamera er lige til skraldespanden.

Det var alt for idag
Knus til mig selv og alle, der besøger min op-og-ned-ad-stolper-og-døre-snakke-med-mig-selv-blog
 Ann

mandag den 11. januar 2010

Kaffe Fassett

Jeg er en stor beundrer af Kaffe (udtales kæfe) Fassett.

Der er meget af det, han designer, jeg synes er for meget - for overbroderede, men han har en fabelagtig sans for farver og former, og så er han formidabelt alsidig.

Hans produktion er enorm. Han designer fantastiske boderier, flot patchwork, de smukkeste stoffer, helt speciel strik, garn og sågar porcelæn, og han udgiver den ene bog efter den anden.
Han har ingen angst for store udfordringer og kender ingen grænser for sværhedsgrad.
Når han strikker, strikker han bare derudaf uden tanke for pænhed og andre af de begrænsninger, som jeg har, når jeg strikker. Hvis man ser nogen af de modeller, han selv har strikket, er de faktisk ikke særligt pænt strikket, men på afstand ses det ikke så meget og egentlig er det også lige meget i forhold til betydningen af det motiv og de farver, han vælger. Han må have et hjernerum for kreativitet, der tillader kaos og tonsvis af detaljer.
Han strikker frem og tilbage. Ikke noget med at skyde genvej med rundpinde, saks og symaskine hos ham. Hvorfor han gør det så besværligt, har jeg nu aldrig forstået, men der er måske noget, jeg endnu ikke har hørt om eller forstået.

Jeg er i øjeblikket igang med at strikke hans tæppe "The Gridlock Throw" fra bogen "Kaffe Knits Again".
18 forskellige farver frem og tilbage. Skulle jeg strikke det igen, vil jeg dog strikke på rundpinde, for jeg kan altså ikke se fidusen ved den besværlige frem og tilbage strikning.


Jeg har længe drømt om at møde denne spændende og udadtil beskedne mand. Der har været flere muligheder, som alle er gået i vasken af den ene eller den anden grund, men så så jeg ,at han kom til Danmark i februar og jeg fik meldt mig til workshops med ham og hans partner Brandon Mably - som absolut ikke er at foragte som strikkedesigner. Også han har skrevet gode bøger. Han er tydeligvis meget inspireret af Kaffe, men han har også sin egen stil. Han er Kaffe Fassett's manager og de to bor sammen.

Kaffes workshop havde patchwork som tema, men jeg har lavet meget patchwork gennem tiderne og farvesansen er jo den samme, så det har ikke den store betydning for mig, om det er det ene eller det andet. Et foredrag i Silkeborg fik jeg også meldt mig til. Og plads var der til mig til alle tre arrangementer. Nu skal det være!

Idag har jeg så modtaget en mail med beskeden:

Kaffe har slået hoften og nogle ribben, så han og Brandon har aflyst deres tur til Danmark!

Hvad i hede, hule, h........skal det betyde?
Hvad bilder de sig ind?

Skidt med, at Kaffe har ondt, pludselig mærker alderen trykke og er træt af det hele. Nej, det, der betyder noget er, at jeg ikke får oplevet ham i februar. Han kan vel placeres i en kørestol og bukseres hertil!
Nej, spøg til side. Selvfølgelig har jeg medfølelse for stakkels Kaffe.

- Men nu har jeg lige meldt afbud til en strikkeweek-end i Sverige til sommer, hvor de også skulle komme. Jeg behøvede jo ikke rejse så langt, når de nu også kom til Danmark.

Nå, jeg må nøjes med den DVD, jeg har med ham fra et dansk interview på DK4 "En mand og hans strikketøj" fra Forlaget Akacia. Chancen for at møde ham IRL kommer nok igen engang.

100 % ren rå sød og struttende sundhed

Vi har tre æbletræer. Et stort flot gammelt Belle de Boskoop, et lille, men sundt Ingrid Marie og et stort gammelt æbletræ med et enormt væld af æbler af en indtil videre ukendt sort.


Kender du dette æble? Så vil jeg meget gerne høre om det.
Det er større end de fleste æblesorter, smager ikke af så meget og det bliver hurtigt lidt melet, men det er eminent at presse til rå æblesaft. Vi presser så mange vi orker af dem og nogle af vores Belle de Boskoop.
Vi spiser vores Ingrid Marie. Vi har stadig et lager af dem og Belle de Boskoop i flamingokasser i skuret.

Første gang, vi selv pressede æbler, var ved et arrangement i byen. Folk stod i lange køer med deres plasticposer fulde af æbler, der skulle presses, og der var kun to æblepressere. Man kunne ikke være bekendt at presse ret mange, så vi besluttede selv at købe en æblepresser, så vi i ro og mag og hen ad vejen kunne presse æblerne hjemme hos os selv.

Vi ville gerne have en lille kurvepresse, fordi den kunne dække vores relativt lille behov, og via nettet fandt vi et sted med et stort udvalg af forskellige typer og størrelser til en rimelig penge. Det lå i Ølgod, så vi futtede derned til den flinker unge mand, der solgte os en af de mindste kurvepressere og en kasse 1-liters plasticflasker.

Når man presser æbler til saft, bruger man alt på æblet - også skræl og kernehus, og man behøver ikke være alt for hysterisk med æblernes udseende. Det går fint at bruge nedfaldsæbler og en brun slagplet her og der, betyder ingenting. De skal dog skylles først.
Æbler skal kværnes før de bliver presset, for ellers får man ikke særligt meget saft ud af det. Man kan selvfølgelig købe en kværn, der er specielt beregnet til det, men den købte vi ikke, for vi ville i første omgang forsøge os med at bruge vores foodprocessor, dels for at undgå udgiften til en kværn, men også fordi en kværn er noget af et monstrum, der kan være temmelig uhåndterligt i det lille hjemmemosteri.

Det går fint med foodprocessoren. Selvfølgelig er det nok en lidt langsommere proces, fordi der ikke kan være så meget i den ad gangen, men vi er begjstrede for, at det kunne lade sig gøre, og at vi har sparet udgiften til den store kværn (indtil videre i hvert fald). Vi har også talt om muligheden af at bruge en kompostkværn, men det har vi ikke prøvet af endnu.

Ren, rå æblesaft uden sukker eller tilsætningsstoffer af nogen art, er en sødmefyldt himmelsk drik og sund, så det strutter! Man skulle måske tro, at sådan en rå saft vil være lidt halvsur, men det er den ikke - tværtimod. Den er overraskende sød. Vi fryser plastflaskerne ned straks de er fyldt, så vi undgår konserveringsmidler og vi hverken koger, søder eller på anden måde forarbejder saften. Der kan godt samle sig en ubetydelig mængde smuldr af æble på bunden af flaskerne, men det betyder ingenting. Man undgår det ved at sørge for, at nettet, man bruger i mostpresseren, holder tæt.


Saften kan drikkes ren, men den kan også blandes i smoothies sammen med andre frugter og grøntsager, og den kan bruges i sovser og sammenkogte retter - i rødkålen i stedet for gele og meget, meget andet. Saften fra især Belle de Boskoop-æblerne er så koncentreret, at den sagtens kan fortyndes med vand, før den drikkes.



Jeg har idag - desværre - taget hul på den sidste flaske æblesaft, der var i fryseren.

Vi fik ikke presset så meget i år. Det blev vel til 15-20 liter og det er slet, slet ikke nok.

Vi har lovet os selv, at vi til næste år vil begynde at presse noget før og presse noget mere.

Birk er helt vild med farmors æblesaft, så nu er Jacob og Mette også med på at komme og hjælpe til med presningen, så de kan få noget med hjem til fryseren.

Til næste år vil vi fortælle vores venner og naboer, at vi har mostpressen, så de kan komme og presse deres egne æbler, hvis de har lyst.

søndag den 10. januar 2010

Kunsten at strikke i kor

Jeg har været til Store Strikkedag i Århus idag.
Det var firmaet Isager, der havde arrangeret workshops og foredrag i Kvindemuseet - en smuk ramme om en dag med garn, tekstilklogskab, inspiration, farver og en masse strikkegale kvinder, som i sig selv var en udstilling i flotte strikkedesigns.

Først deltog jeg i Charlotte Tønderings workshop om de mønstre, hun holder mest af. Jeg fik lært at strikke et spændende bølgemønster, som jeg vil kunne anvende til mange ting.
Hendes valkemønster er fantastisk flot, men det nåede jeg ikke at afprøve. Hun havde selv strikket det med et nyt japansk garn med stål i. Det er flot!











Så mødte jeg sandelig Irene, der genkendte min moebius her fra bloggen. Hun har skrevet en smigrende kommentar her på min blog, som jeg selvfølgelig kunne huske. Det var rigtig sjovt og hyggeligt at møde hende IRL.

Så var der frokost. Jeg fandt et bord og spurgte en, der stod ved dette 6-8 personers bord, om der var optaget. Hun fortalte meget venligt, at der faktisk var optaget på stort set alle pladserne, men da jeg var på vej til at ville finde mig et andet bord, var hun enormt sød og gæstfri og hjalp mig til at kunne blive ved bordet. Hurtigt indfandt der sig 6 skjønne kvinder, som viste sig at være fra en strikkegruppe dannet via bloggene her på nettet. De har gennem et års tid mødtes en gang om måneden hos hinanden på skift. Gruppen har udviklet sig fra en halvstille strikkegruppe til en meget livlig og alsidig gruppe, der på deres møder også ordner livet, døden og kærligheden.

De var fantastisk søde, interessante og ikke mindst åbne og imødekommende overfor hende der (det var mig), der slet ikke hørte til gruppen. Her var intet "de andre og os selv" og ikke noget med at tale om oplevelser i fællesskabet på en måde, så andre udenforstående virkelig føler sig udenfor. Nej, tværtimod. De fortalte mig i samlet flok om deres gruppe, som består af kvinder fra Århus, Randers og Aalborg. De var alle entusiastiske og udadvendte og meget dygtige strikkere.
Det var en dejlig følelse at blive indlemmet i deres gruppe, som om jeg var en del af dem, bare fordi jeg uforvarent satte mig ved deres bord.
Det må godt nok være en god gruppe at være i.
Hvis jeg overhovedet kan blive misundelig, så er jeg det da nu. Bare det var mig, der havde sådan en god gruppe at mødes med og strikke og snakke strik med.

Vi fik i øvrigt en skøn frokost på Kvindemuseet.

I resten af frokostpausen gik vi hen i Marianne Isagers butik og købte lidt garn. Vi var alle enige om, at garn havde vi ikke meget af hjemme på hylderne, i skabene, kurvene og kasserne, så vi købte lidt til at lægge på de gabene tomme hylder.

Jeg fik hurtigt købt det, jeg skulle ha' og skyndte mig derefter tilbage til museet for at få en god plads til den efterfølgende workshop, men da pigerne fra strikkegruppen kom tilbage spurgte de mig, hvor jeg blev af? De havde ledt efter mig og havde tænkt på, om jeg var gået eller var blevet væk!!!
Tak skal I ha'!! Det er søreme længe siden jeg har oplevet på så kort tid at komme til at tilhøre en gruppe, der føler ansvar for hinanden på den måde. Det var meget kærligt og samhørigt.

Annette Danielsens workshop om eftermiddagen hed fup og fiduser, og jeg fik lært at lave et knaphul, der er pænt og ikke er løst og skævt i hjørnerne og jeg lærte også, hvor flot en halsindtagning kan se ud, når man bruger vendestrik i stedet for den sædavnlige hakkende trappeaflukning.

Ja, det ser unægteligt lidt undseligt ud, men den lille grimme lap er produktet af indlæringen af 8 forskellige strikkefiduser, at I ved det! Og selvom jeg har strikket det meste af mit liv og anser mig selv for at være en rimeligt habil strikker, kendte jeg kun halvdelen af dem og var ikke helt fortrolig med et par af resten.
Annette viser et foto af sin undselige prøveklud

6 seje strikkepiger fra strikkegruppen. De burde egentlig kalde sig "Bloggen". Det er fra venstre Irene, Mariann, Lene, Tine, Gitte og Berit.

Til sidst holdt Marianne Isager foredrag med lysbilleder om, hvordan hun blev strikker relativt sent, og om, hvordan rejser i Sydamerika og siden Afrika, Nepal og Japan har inspireret hende til de smukke mønstre. Hun bor nu skiftevis i Japan og i Danmark.

Lone Gissel underviste i hækling, men det deltog jeg ikke i. Til gengæld beundrede jeg hendes fantastiske dominotaske.

En meget inspirerende, lærerig og kærlig dag.

Det var Berit, der fandt på udtrykket at strikke i kor. Et udtryk jeg fik lov at låne til min blok idag. (Ja, man lærer jo noget om at respektere copyrights, når man både er strikker og entreprenant)
Ann

lørdag den 9. januar 2010

Uheldige ikke-gaver

Stop tyven!

Min datter er musiker og forleden dag spillede hun i Trinitatis kirke i København (det er den med Rundetårn). Eller...............det var ikke dag. Det var natkirke.
Da hun ville tage sit overtøj på for at tage hjem, manglede hendes hue.
Nu var det jo ikke en hvilken som helst hue. Det var den aspargeshue (fra Annette Danielsens bog Hønsefødder og gulerødder), jeg strikkede til hende i ikke-julegave i år.

Den er strikket af alpacca og bieserne er strikket af Mayflower strømpegarn, og min datter var meget glad for den.

Hun har forsøgt på alle måder at finde huen, men uden resultat, så hvis du bor i nærheden af København og ser denne hue vandre rundt på gader og stræder, så kast dig straks over den tyv, der har den på. Når du har bundet tyven grundigt, kan du enten ringe efter PET eller sende mig en kommentar her nedenfor, så skal jeg nok...........................
Der er udlovet en dusør på 2 pakker hvide eller grønne asparges efter eget valg ;-)


Hastværk er lastværk

Det er lidt pinligt.
Jeg modtog en kuvert igår.
Indeni lå et par fingerløse vanter.
Jeg har set dem før.
Jeg har faktisk selv strikket dem.
Det var de fingerløse vanter, jeg gav min datter til jul


Pludselig så de sådan ud..................................

Måske er min datter lidt hård ved vanterne. Hun trækker nok lige lovligt hårdt i dem.
Men måske var de også liiidt stramme i aflukningskanten foroven på fingrene, og så gik det måske lidt for stærkt med alle de ikke-julegaver, jeg havde gang i op til jul.
Sådan nogle vanter skal kunne tåle at blive hevet og flået i, så det er helt klart mit monteringsarbejde, der var for dårligt. Enderne var for korte og for dårligt hæftede. Min strikkestolthed har røde ører, men SÅ KAN DU LÆRE DET!


Det er en OMMER!!

Nå, jeg måtte påen  igen. Pille op og svejse og strikke igen.
Jeg vidste godt, at kanterne ved fingrene var lidt stramme, men de skulle jo gerne sidde tæt for at holde på varmen samtidig med at de skulle være til til at få af og på. Det første er lykkes, men det sidste skorter det på.
Derfor har jeg nu lukket af med Jeny Staimans superelastiske aflukning.


Den er ikke så elegant i denne sammenhæng, men den er effektiv og en god aflukning til dette formål, når jeg nu ikke har haft tid til at finde frem til en mere passende.
Vanterne skal jo frem!
Og nu, hvor huen er væk, skal hun da ha' sine vanter hurtigst muligt.
Ann

fredag den 8. januar 2010

Moebius

Så blev min moebius færdig.

Jeg har brugt Zauberball strømpegarn i farven Schatten nr 1508. Zauberball har samme strikkefasthed, som det meste andet strømpegarn, ca 30 masker=10 cm, men dette garn virker lidt tyndere i det end andre strømpegarner. Jeg har slået ialt 450 masker op. Det vil sige, at min moebius er ca 225 masker bred. Jeg har strikket den meget løst på rundpinde 2½, 120 cm lange.

Jeg har som tidligere omtalt brugt Cat Bordhi's metode til opslagning til moebius, som er en videreudvikling af Jenny Beckers Magic cast-on, som egentlig er skabt til brug ved opslagning til strømper, der er strikket fra tåen og op. 

Ca 5 cm før aflukningen har jeg strikket ret stramt og lukket af med Jeny Staimans særligt elastiske aflukning, her demonstreret af Cat Bordhi.
Den aflukning er også egentlig udviklet til strømper, der er strikket fra tåen og op til den øverste ribstrikkant, men den fungerer perfekt til min moebius. Jeg har lukket af i ret og har derfor naturligvis kun anvendt metoden for retmasker. Kanten er rigtig pæn. Virker fast, men er samtidig meget elastisk. 

Jeg vil blandt andet gerne kunne bruge min moebius som hovedtørklæde, der samtidig er halstørklæde. Derfor er det strikket så bredt - ca 45 cm, at det går godt ned under frakken i nakken. For at det ikke skal sidde og flabre om hovedet  var det vigtigt med en fast, men elastisk kant. Derfor strikkede jeg de sidste 5 cm ret stramt og lukkede elastisk af.
Lagt 2 gange rundt om halsen bliver den til et dejligt tykt halstørklæde, og sat omkring skuldrene er det en behagelig stola.

En moebius er vanskelig at presse eller spænde op på grund af snoningen, men det må man jo så leve med.

Som jeg har talt om i mit tidligere indlæg om moebius, strikker man en moebius fra midten og ud, således at man strikker på begge sider på een gang. Når man har strikket 1 omgang, har man strikket en pind i hver side af arbejdet. I den ene side vender forsiden ud og i den anden side bagsiden. Derfor er det vigtigt, at man vælger et strikkemønster, man selv kan leve med på både retsiden og vrangsiden, for moebiussen kommer til at vise begge sider lige meget.
Jeg har temmelig ubehjælpsomt forsøgt at illustrere det på nedenstående elendige billede.

Hvis man ser rigtig godt efter, kan man skimte strikkepindene til højre på arbejdet ved siden af garnspiralen. Til venstre på arbejdet sidder en maskemarkør med turkis perle i. Det er markøren for begyndelsen af hver runde. Pindene i højre side er nået til midten af rækken på modsatte side af begyndelsen. Den sorte tråd i den midterste sorte stribe markerer stedet, hvor opslagningen begyndte. Markøren med den hvide perle og en sort pil til højre på arbejdet er sat på på forsiden af arbejdet, men det er den markør, man måske med lidt god vilje kan se en krog af bagsiden af nederst på arbejdet ud for den lange pil. Det er bagsiden af markøren, der netop kan ses hæfte sig. Den nederste korte pil markerer markøren.s vedhæng, der lige kan skimtes nedenfor arbejdet. Dette for at illustrere, hvordan både forside og bagside bliver synlig på samme side af arbejdet.
Hold da op, hvor er det svært at forklare, men det er også ligemeget, bare man husker, at strikketøjet skal kunne ses både fra retten og vrangen.
Ann

tirsdag den 5. januar 2010

Sagde de klimaforandringer??

Ja, her er det i hvert fald både koldt og snefyldt.
Vi er sneet inde og da der jo altid er nogen, der liiige skal prøve, om ikke de - i modsætning til alle andre - kan køre deres superbil ud i sneen, er vi sneet inde i mere end een forstand, for indkørslen er spærret af en bil, der er kørt fast på vores lille smalle private grusvej. Nå, det får da folk ud af hytterne, eller rettere mændene, for der er flere igang med sneskovle og kloge råd til den kvindelige chauffør.
Politiet har lukket alle indfaldsvejene til Hobro, for bilerne kan ikke klare bakkerne i byen. Lastbilerne især står på tværs af vejene og glider tilbage af (eller hedder det ad?) bakkerne.

I Randers ser det vist næsten lige så slemt ud. Jeg hørte lige, at bilerne ikke kan komme op ad bakken til sygehuset.
Gu' ve', hvordan der ser ud i Århus. Bakken nordom ud af byen er en sikker vinder, når der er sne. Der plejer at stå 10 lastbiler på tværs eller småglidende ned ad og rundt på bakken. Pudsigt, at der er så mange nyansatte lastbilchauffører, når det bliver snevejr. De kan jo ikke have prøvet det før, for så ville de jo nok holde sig væk...............

Når man nu så er hjemme i sin lune bolig og ikke kan andet, kan man jo lige så godt nyde vejret fra en blød lænestol.


Og, når jeg nu alligevel ikke kan komme nogen steder, kan jeg jo få strikket lidt på min moebius


Moebius er et magisk matematisk bånd. Magiske strikkedesignere har konstrueret sådan et bånd på rundpinde. Det bliver til et tørklæde med en halv snoning på, hvilket gør det fantastisk anvendeligt, fordi konstruktionen gør det fast elastiskt. En moebius strikkes med rundpinden snoet en halv omgang, hvorved man begynder på midten og strikker ud fra den til begge sider. Begge strikkesider bliver retside (eller vrangside), så enten må man se på ret- og vrangsider med nye øjne, eller også må man vælge et mønster, hvor retsiden og vrangsiden er næsten ens eller spiller godt sammen.

En moebius kan bruges om halsen, om skuldrene, om hovedet som tørklædehalstørklæde, om en gravid mave - eller bare en mave eller om hofterne. Er den lang nok, kan den lægges dobbelt om halsen f.eks. På Ravelry kan man se mange eksempler.

Judy Becker har opfundet en smart opslagningsmetode The Magic cast-on, der bliver fuldstændig usynlig på arbejde i en cirkel. Hun har oprindeligt kreeret metoden til opslagning til strømper, der strikkes fra tåen og op. Det gir en helt usynlig kant i tåen.
På mit foto her af min moebius kan man måske lige skimte en sort tråd i den midterste sorte stribe. Det er opslagningsstarten.
Cat Bordhi har gjort et stort arbejde for at udsprede metoden, og har foreviget den i hendes mange smukke magiske moebius strikkedesigns, blandt andet som kanter på tasker og kurve.

Jeg har valgt at strikke retstrikning og hulrækker på denne moebius. Retstrikningen er ikke retstrikning. Det ser bare sådan ud. Det er glatstrikning med hver anden pind, eller runde om man vil, ret og hver anden vrang. Ligesom man ville strikke et rillestykke på almindelige rundpinde. Hulrækker ser næsten ens ud på ret- og vrangside, så denne moebius bliver ens på begge sider. Da den er snoet, ser man halvt retsiden halvt vrangsiden udenpå tørklædet.

Jeg har brugt noget Zauberball strømpegarn fra Schoppel Wolle (distribueret gennem skacel) i farven Schatten, som jeg havde liggende.
Jeg er igang med at strikke et par lårlange strømper med snoninger i en regnbuefarvet Zauberball. Jeg kan godt lide farveforløbet i dem, men jeg synes, at det sorte garn i moebius'en er blevet lige lovligt straight stribet med mere skarpe overgange mellem farverne, end jeg havde tænkt mig. Jeg havde nok forestillet mig, at det ville blive med lidt mere glidende overgange i farverne.

Når man strikker med Zauberball, er det ikke muligt at finde en central garnende at strikke med - med mindre, man vinder det om -, så det er et garnnøgle, der som en bold (ball! hhmm) uafladeligt vil drøne rundt på gulvet og samle alle hundehårene op. Det gir selvfølgelig et pænt rent gulv, men det gir også et lige lovligt langhåret strikkearbejde.

Nu er jeg i den heldige situation, at jeg har købt en garnspiral af Bente Rønberg. Den er jeg enormt glad for. Den står fast på sin brede fod, den er nem at lukke op og få igang, og så er den smuk, synes jeg.


Med garnnøgler, der har en hul midte, kan man også anvende Bente Geils Garnfidus. Den står fast , fordi den har jern i foden.


Jeg er ikke bare vild med strik og garn i aaaalt for lange baner og store bunker og mange regninger, jeg ææælsker også strikkekit. Snart vil jeg skrive et indlæg om det. 
I det hele taget tiltrækkes jeg kraftigt mod dimser, der kan noget smart. Det har jeg fra min mor. Hvad jeg ikke har arvet af smarte og uundværlige køkkendimser fra hende! Og hvad jeg ikke har suppleret med selv hen ad vejen!
Mens jeg har strikket dette indlæg, er min lænestol blevet endnu blødere og har fået en dejlig nakkestøtte.

Mit Belle de Boskoop æbletræ er da også smukt idag