søndag den 10. januar 2010

Kunsten at strikke i kor

Jeg har været til Store Strikkedag i Århus idag.
Det var firmaet Isager, der havde arrangeret workshops og foredrag i Kvindemuseet - en smuk ramme om en dag med garn, tekstilklogskab, inspiration, farver og en masse strikkegale kvinder, som i sig selv var en udstilling i flotte strikkedesigns.

Først deltog jeg i Charlotte Tønderings workshop om de mønstre, hun holder mest af. Jeg fik lært at strikke et spændende bølgemønster, som jeg vil kunne anvende til mange ting.
Hendes valkemønster er fantastisk flot, men det nåede jeg ikke at afprøve. Hun havde selv strikket det med et nyt japansk garn med stål i. Det er flot!











Så mødte jeg sandelig Irene, der genkendte min moebius her fra bloggen. Hun har skrevet en smigrende kommentar her på min blog, som jeg selvfølgelig kunne huske. Det var rigtig sjovt og hyggeligt at møde hende IRL.

Så var der frokost. Jeg fandt et bord og spurgte en, der stod ved dette 6-8 personers bord, om der var optaget. Hun fortalte meget venligt, at der faktisk var optaget på stort set alle pladserne, men da jeg var på vej til at ville finde mig et andet bord, var hun enormt sød og gæstfri og hjalp mig til at kunne blive ved bordet. Hurtigt indfandt der sig 6 skjønne kvinder, som viste sig at være fra en strikkegruppe dannet via bloggene her på nettet. De har gennem et års tid mødtes en gang om måneden hos hinanden på skift. Gruppen har udviklet sig fra en halvstille strikkegruppe til en meget livlig og alsidig gruppe, der på deres møder også ordner livet, døden og kærligheden.

De var fantastisk søde, interessante og ikke mindst åbne og imødekommende overfor hende der (det var mig), der slet ikke hørte til gruppen. Her var intet "de andre og os selv" og ikke noget med at tale om oplevelser i fællesskabet på en måde, så andre udenforstående virkelig føler sig udenfor. Nej, tværtimod. De fortalte mig i samlet flok om deres gruppe, som består af kvinder fra Århus, Randers og Aalborg. De var alle entusiastiske og udadvendte og meget dygtige strikkere.
Det var en dejlig følelse at blive indlemmet i deres gruppe, som om jeg var en del af dem, bare fordi jeg uforvarent satte mig ved deres bord.
Det må godt nok være en god gruppe at være i.
Hvis jeg overhovedet kan blive misundelig, så er jeg det da nu. Bare det var mig, der havde sådan en god gruppe at mødes med og strikke og snakke strik med.

Vi fik i øvrigt en skøn frokost på Kvindemuseet.

I resten af frokostpausen gik vi hen i Marianne Isagers butik og købte lidt garn. Vi var alle enige om, at garn havde vi ikke meget af hjemme på hylderne, i skabene, kurvene og kasserne, så vi købte lidt til at lægge på de gabene tomme hylder.

Jeg fik hurtigt købt det, jeg skulle ha' og skyndte mig derefter tilbage til museet for at få en god plads til den efterfølgende workshop, men da pigerne fra strikkegruppen kom tilbage spurgte de mig, hvor jeg blev af? De havde ledt efter mig og havde tænkt på, om jeg var gået eller var blevet væk!!!
Tak skal I ha'!! Det er søreme længe siden jeg har oplevet på så kort tid at komme til at tilhøre en gruppe, der føler ansvar for hinanden på den måde. Det var meget kærligt og samhørigt.

Annette Danielsens workshop om eftermiddagen hed fup og fiduser, og jeg fik lært at lave et knaphul, der er pænt og ikke er løst og skævt i hjørnerne og jeg lærte også, hvor flot en halsindtagning kan se ud, når man bruger vendestrik i stedet for den sædavnlige hakkende trappeaflukning.

Ja, det ser unægteligt lidt undseligt ud, men den lille grimme lap er produktet af indlæringen af 8 forskellige strikkefiduser, at I ved det! Og selvom jeg har strikket det meste af mit liv og anser mig selv for at være en rimeligt habil strikker, kendte jeg kun halvdelen af dem og var ikke helt fortrolig med et par af resten.
Annette viser et foto af sin undselige prøveklud

6 seje strikkepiger fra strikkegruppen. De burde egentlig kalde sig "Bloggen". Det er fra venstre Irene, Mariann, Lene, Tine, Gitte og Berit.

Til sidst holdt Marianne Isager foredrag med lysbilleder om, hvordan hun blev strikker relativt sent, og om, hvordan rejser i Sydamerika og siden Afrika, Nepal og Japan har inspireret hende til de smukke mønstre. Hun bor nu skiftevis i Japan og i Danmark.

Lone Gissel underviste i hækling, men det deltog jeg ikke i. Til gengæld beundrede jeg hendes fantastiske dominotaske.

En meget inspirerende, lærerig og kærlig dag.

Det var Berit, der fandt på udtrykket at strikke i kor. Et udtryk jeg fik lov at låne til min blok idag. (Ja, man lærer jo noget om at respektere copyrights, når man både er strikker og entreprenant)
Ann

6 kommentarer:

Lavendel sagde ...

Hej, hej - det lyder som en fantastisk dag....er da slet ikke misundelig! Mange hilsner

Anne sagde ...

Den gruppe du skriver om ville jeg også gerne være en del af :-), men må nøjes med at besøge den i cyperspace..jeg tror de har det fantastisk når de mødes...
Men sikke en dag I har haft i Århus i dag..."øv" for mig, at der er en bro og lidt mange km fra Sorø
:-)

Tine sagde ...

Tusind tak for alle de søde ord om vores gruppe!
Jeg sidder helt og rødmer :-)
Det var da kun hyggeligt at du kom og var med!
Og ja, det var en rigtig god dag!

Gitte sagde ...

Tilslutter mig Tine, og siger også tak for de pæne ord ;-)
Dejligt at møde dig.
Det var en rigtig god dag, både dejlige omgivelse, søde mennesker, god mad og frisk inspiration.

Irene sagde ...

Tak for sidst Ann! Det var rigtig hyggeligt at møde dig IRL - håber vi ses en anden gang:-)

Strikkeheksen sagde ...

Sikken en herlig beskrivelse og skøn blog, du har her :-) Det var smadder hyggeligt at møde dig og tak for alle de søde ord - håber vi mødes igen på et tidspunkt :-)

Glæder mig til at følge med her :-)