Processen

Ja, det er ikke Kafkas Proces, jeg tænker på med den overskrift, men den proces, der er igang på håndarbejdsområdet her hos mig.

Udadtil er der stille. Der kommer ikke en masse færdige produkter ud, men indadtil sker der en masse.

Jeg har været på flere kurser på det sidste. To arbejdsfaglige og et strikkekursus. Et af de jobfaglige kostede det hvide ud af øjnene og var spild af tid, desværre. Det var respektløst dårligt det meste af det, og det værste var, at kurrsuslederen ikke selv kunne se det, så hun vil blive ved med at spytte elendig kvalitet ud. Det andet kursus var halvdyrt, men godt.

Det tredje kursus, strikkekurset, var billigt og supergodt for mig. Jeg har betalt 430 kr for to lørdage. Det er rørende billigt sammenlignet med det meget komercielle etablerede kursusudbydermarked. Selvfølgelig kan der siges meget om, hvor meget undervisere koster i det ene og det andet regi og, hvor mange kilometer uddannelse, de har, men det er under alle omstændigheder tankevækkende. Jeg har selv en laaaaang hoveduddannelse på 25 år og derudover 3-4-5-6 sideuddannelser, men jeg fik mest ud af mit strikkekursus.

Det dyre arbejdsfaglige kursus lagde flere byggesten til irritation og stess, fordi det var så meget spild af dyrebar tid og åd så mange af de kræfter, jeg ikke har, men strikkekurset arbejdede den modsatte vej. Det gav energi og glæde og en følelse af, at jeg udviklede mig.
Tjahhh.

Strikkekurset var et maskinstrikningskursus..............

At strikke på strikkemaskine
Hvad skal det overhovedet til for?
Er det ikke en slags snyd?
For mig skal det til for at tilfredsstille nogle sider af mig, som håndstrik ikke i samme grad kan tilfredsstille. F.eks. er jeg en teknologinørd. Ikke sådan at forstå, at jeg har styr på funktionen af alle nye tekniske tingester (men mange af dem, hvilket tydeligvis fremgår af min blog ikke længere indbefatter fotografering, tøhø). Det er mere noget med, at jeg fascineres af mulighederne - af hvor smart noget kan gøres. Jeg er vild med, at noget, vi kender i forvejen, pludselig kan gøres på en hurtigere, nemmere, smartere eller mere perfekt måde, og jeg er fascineret af, at der er dimser, der kan noget, vi ikke kunne før.

En strikkemaskine tilhører den første gruppe af dimser, der kan noget, vi hele tiden har kunnet, blot hurtigere, smartere og mere perfekt. Den strikker ensartet, hvilket jeg gerne vil ha' til nogle formål, og den kan strikke flotte mønstre på ingen tid. Det syn's jeg er sjovt.

Det er ikke håndværk på helt den samme jordnære måde, som håndstrik, men det kræver også hjerne, kreativitet og en god portion teknisk flair at få det sjovt med at strikke på strikkemaskine.

Maskinstrikningskursus
Jeg har som sagt været på maskinstrikningskursus på Tekstilseminariet i Viborg.
Lena Bay underviste. Hun er netop uddannet på seminariet, men havde viden og myndighed nok til at virke som en med årelang erfaring. Hun havde en masse strikkeprøver med med forskellige teknikker, så vi kunne vælge, hvad vi hver især havde lyst til at prøve. Vi fik også tre forskellige kompendier, som Lena havde lavet (hvor mange millioner timer havde hun mon brugt på det --- divideret med 430 kr.!?).

På sådan et kursus har deltagerne jo meget forskellig erfaringsbaggrund, så det var godt at kunne starte der, hvor vi hver især var.

Fra sjuskedorte til perfektionist 
Da jeg var barn, var jeg et rodehoved (det er jeg i og for sig stadig - jeg har bare struktureret rodet), en sjuskedorte og jeg var tilmed meget utålmodig.  Jeg var aldeles ikke særligt procesorienteret.
Det var resultatet, der betød noget, og det skulle være færdigt for længe siden, så når jeg syede dukketøj f.eks., blev det jo til noget forfærdeligt sjusk. Hvis jeg ville lave en dukkekjole, lagde jeg to stykker stof på gulvet, klippede en kjole ud, som den ville se ud, hvis jeg bare skulle tegne tøj til påklædningsdukkerne, og så riede jeg med store sting rundt om konturerne,  og så var den kjole færdig. Stingene var så store, at hoved og arme kunne presses ud mellem stingene - sådan nogenlunde. Dukken kunne bruge kjolen ca ½ time inden den faldt fra hinanden, men jeg var glad og tilfreds med at have fremstillet et produkt, så sjuskeriet og den totale mangel på viden om, hvordan man gør, var ikke noget problem..........for mig............dengang.

Siden er der løbet mange bække i den å. På et tidspunkt blev jeg træt af ikke at kunne gøre tingene pænt eller brugbart eller så det holdt i mere end ½ time, så jeg vendte bøtten stille og roligt, og blev efterhånden meget pertentlig, grundig og tålmodig.
Nogen vil måske synes, at det af og til tager overhånd, men jeg har det enormt godt med det. Det er dybt tilfredsstillende for mig at have styr på processen og gøre tingene ordentligt fra grunden. Nu er selve arbejdsprocessen også blevet meget vigtig og ja, mange gange er den faktisk blevet vigtigere end resultatet. Derfor forærer jeg næsten alt af det, jeg laver væk.............det skal nu også ændre sig lidt på et tidspunkt.........har jeg sagt til mig selv flere gange de senere år.........uden at det dog ændrer sig. Det må der jo være en grund til, så....

Nå, tilbage til
Strikkemaskinen
Jeg købte min maskine her i lokalområdet i sommer. Jeg skulle hjælpe min søn med at finde en strikkemaskine i fødselsdagsgave til min svigerdatter, så da hun jo endnu ikke kunne vide, om maskinstrikning er noget for hende eller hvilke egenskaber, hun gerne vil have hendes maskine skal ha, blev vi enige om at købe en god brugt. Jeg fandt en elektronisk Brother til hende på Fyn. Det var et superkøb til prisen, men undervejs i min søgen, så jeg en oldgammel Knitmaster, som var til salg lige i nærheden af mig.
Den var fra sidst i 60'erne -begyndelsen af 70'erne og lignede fuldstændig den, jeg som barn lavede en fantastik flot lilla og grønstribet kjole på (!?!).

Jeg passede børn, da jeg var barn. Jeg passede de fleste af børnene på vejen. Da jeg var 11-12 år passede jeg blandt andre 4 børn, hvis mor havde en strikkemaskine. Hun lånte mig sin, og lærte mig at bruge den, og hun hjalp mig med den stribede kjole.
Jeg mødte een af de to yngste tvillinger for få år siden mange hundrede kilometer fra det sted, vi kendte hinanden fra han blev født og til jeg gik over til at tjene penge på at arbejde på plejehjem i stedet for ved at være barnepige. Han var blevet voksen og boede i et parcelhus få huse fra mit lille hus. Gennem ham mødte jeg også igen hans mor, der 40 år tidligere lærte mig at strikke på strikkemaskine. Pudsigt.
"Herrens veje er uransagelige" siger min mand ofte, men når han siger det, mener han, at jeg er Herren
;-\

Nå, tilbage til sporet.
Jeg købte maskinen med ribapparat og en del andet udstyr for en plovmand og på Bente Rønbergs søde mail- og telefonanvisninger, fik jeg udskiftet begge nålebremser (ca 300 kr stykket), fik afmonteret alle nålene og fik renset dem i petroleum og renset maskinen generelt så godt, jeg kunne.

Det var skægt dels at se de 60'er typiske billeder i manualerne, sproget i det undervisningsmateriale, der fulgte med og indholdet i posen med strikkeprøver. Det var altsammen i skrigende selvlysende farver i 100% nylon.
Og så taler man om, at uld kradser!?

Kort efter tog jeg på week-endkursus for begyndere hos Bente Rønberg på Ausumlille i efteråret.
Jeg var nær aldrig kommet igang, for jeg havde sat den nye nålebremse forkert i, og vi kunne ikke få den ud igen. Faktisk havde vi stort set opgivet, men jeg blev så edderspændt......rrrrrrrrrrrras.......ved tanken om muligvis at måtte drage hjem fra Holstebro med uforrettet sag, at min hjerne åbnede en dør til et innovativt rum, der kun sjældent er i brug, og vupti fandt jeg noget underligt værktøj, ukendte kræfter og en måde til at få den forbandede forsvundne, skævt- og stramtsiddende nålebremse ud igen.

Hos Bente begyndte vi med begyndelsen og arbejdede for det meste med øvelser for hele gruppen. Vi fik et øvelseskompendium, som jeg kun nåede en brøkdel af på den week-end.

Siden fortsatte jeg så hjemme med øvelserne i kompendiet,

men hen mod jul, da jeg måtte overgive mig til udelukkende at hellige mig mine håndstrikkede ikke-julegaver, havde jeg kun knapt nået halvdelen af øvelserne i kompendiet.

Det dér omtalte sjuskegen, som er blevet til et pertentlighedsgen har siden fået sat kompendiesiderne i plasticlommer, har fået dampet alle strikkeprøverne og sat dem ind i kompendiet på rette sted med små mærkater på med sidehenvisning, tema og eventuelle fejl!

Hvad gir' du?

Jeg ææælsker det.

Nogen vil kalde det sygeligt, .....................men de er bare misundelige ;-))

Jeg har mere brug for orden og struktur end nogensinde. Det er en nødvendighed for at min dagligdag kan fungere, men jeg nyder det altså også. Måske er det det, man kalder at gøre en dyd af en nødvendighed.

Jeg har endnu ikke lavet noget som helst på den maskine, som man kan kalde brugbart. På Bente Rønberg-kurset var der nogen af de andre, som var helt nybegyndere, men som hellere ville strikke noget rigtigt end lave øvelser, så der var een, der kom hjem med et stort flot valket halstørklæde med "løbemasker" f.eks.

Lidt misundelig er man vel altid..

Næ, ikke noget med at lave brugbare ting her. Jeg ville gå regelret frem efter kompendiet og ikke springe over nogen steder. Jeg vil lære det hele fra grunden, så risikoen minimeres mest muligt for, at jeg ender med at sparke maskinen ad h... til på grund af fejl og frustrationer, jeg ikke ved, hvad jeg kan gøre noget ved. Jeg kender mig selv og min frustrationstærskel og mit temperament, så jeg tager min forbehold.

Derfor fortsatte jeg hjemme med øvelserne og havde egentlig planlagt ikke at gå igang med hulkort-, mønster- eller ribapparatet, før jeg kunne bruge selve maskinen fuldt ud.
Kender I typen?
Morakker!
Det er sådan enhver ekspert på området vil anbefale at man gør, ik'?
Men jeg gør det ikke for at morakke. Det er jeg blevet for gammel til. Jeg gør det, fordi det i den grad tilfredsstiller mig. (og hvad ville Freud så sige om det?.............godt han er død).


Det tilfredsstiller mig at gøre, hvad jeg kan for at opnå det resultat, jeg ønskede fra starten, med de odds, der nu engang er imod det, når det nu er mig, der skal forsøge at opnå det resultat (rodehoved, sjuskedorte, utålmodighed, temperament).
De odds jeg har FOR mig er derimod en enorm viljestyrke og udholdenhed og tro på, at hvis jeg gør mig umage og er tålmodig, så kan jeg ALT.
 
Nå, det var det
maskinstrikningskursus
i lørdags, jeg ville sige noget om.
Da jeg altså endnu ikke havde strikket mig igennem Bentes kompendium, ville jeg bruge kurset i lørdags til at komme videre med det og spørge læreren til råds om de ting, jeg ikke kunne få til at lykkes i øvelserne - f.eks. de forbandede pyntesnoningskanter.

Men en af Lenas strikkeprøver var bikubemønstret (ja, Lena kaldte det altså Honningkagemønstret........øhhh, jeg ved ikke rigtigt, hvad associationen til honningkager er, eller om det var en huskefejl een eller anden har begået undervejs, og dog.......honning minder jo noget om noget med en bi og kage kommer måske fra, at der egentlig er tale om et bikagemønster mere end en bikube..............nå, whatever, som vi siger på dansk).
Det mønster kan jeg rigtigt godt li. Jeg har håndstrikket det, men havde ikke prøvet at lave det på maskinen, så det kunne jeg ikke modstå fristelsen til at prøve at strikke. 
Bente Rønberg har fortalt, at hun godt kan strikke med Kaunis to-trådsgarn på maskinen, så jeg havde fyldt kurven med det og slog op med det til bikubemønstret, men den gik ikke.
Garnet knækkede et par gange, og Lena fortalte, at hun kun bruger det, når hun skal strikke nogenlunde lige ud ad landevejen. Til f.eks. nemme halstørklæder, så det opgav jeg.
I stedet valgte jeg noget garn, jeg ved en fejl fik købt i AC Strik i København.
Sitet her vender hele tiden det ene billede på højkant, såbagsiden af bikagemønsteret kun kan ses fra siden. Mærkeligt.

 

Af een eller anden grund tænkte jeg slet ikke på, at der kunne være kunststof i garnet, så jeg købte bare det pæneste og opdagede først, da jeg kom hjem, at der var en del acryl i. Det går fint til øvelser og strikkeprøver. Det er nemt at have med at gøre, men jeg kan ikke forestille mig at bruge det til noget, nogen skal ha på kroppen.

Jeg har ikke helt forstået religionerne omkring strikkemaskiner endnu. De fleste maskinstrikkere med respekt for sig selv strikker på Brothermaskiner. Mærkeligt nok, for de produceres ikke mere. Det gør Knitmaster, som nu hedder Silver Reed, derimod. Jeg har ikke forstået, hvorfor det trods det skulle være bedre at strikke på Brother, men det regner jeg med at finde ud af hen ad vejen. Jeg har endnu ikke fået et logisk svar på det spørgsmål.
Lena var ej heller fortrolig med min og to af de andre deltageres Silver Reed/Knitmaster strikkemaskiner, men hun kastede sig frygtløst og med en god portion humor ud i det, og det gav mig mod til at gøre det samme.
Jeg havde slet ikke planlagt det, men pludselig var jeg igang med at prøve at bruge hulkortapparatet for første gang. Det var sjovt og nu har en helt ny verden åbnet sig for mig.

Kurset ændrede mit forhold til min strikkemaskinera. Før havde jeg et lettere anspændt forhold til den med tungen lige skævt i munden. Nu har jeg fået mod til at være mere let, legende og eksperimenterende.
Herligt.
Jeg glæder mig allerede til den sidste kursusdag om en måned (ja, ja, det er indeholdt i de 430 kr!)

Hvad jeg ellers pusler med for tiden
Sofapude til Nicolai
Jeg er snart færdig med at hækle Nicolais pude, men hver eneste maske skal tælles, så det går liiidt langsomt. Jeg hækler kun på den engang imellem.
Når den er færdig, skal der lynlås i og selve puden skal sys om fra rektangulær til cirkelrund. Jeg har købt selve puden i Jysk for 30 kr. Jeg skal huske at klippe vaskeanvisningen af og omplacere den, så Nice kan se den, når han vasker puden engang i næste årti.
Jeg skal også ha fundet ud af, om man kan få lavet stofmærker efter eget valg, for jeg vil gerne sætte en vaskeanvisning i selve hækletøjet. Nice har naturligvis glemt alt om mine mundtlige anvisninger den dag, han står med pudebetrækket i hånden og er ved at lægge det i maskinen.

Til sidst skal jeg ha fundet ud af, om jeg skal sætte knap i midten eller ej. Jeg har købt forskellige knapper.

Kalenderhalsduk 2009

Jeg er stadig igang med Kalenderhalsduken 2009. Jeg måtte holde op med at strikke på tørklædet, da jeg nåede til dag 8, fordi jeg havde gang i så mange julegaver, der skulle være færdige til tiden. Nu er jeg nået til dag 13, så der bliver da strikket lidt på det i ny og næ. Det første Isager Alpaca 2 var brugt op i slutningen af dag 12, så det var godt, jeg købte 150 gr for en sikkerheds skyld. Lad os nu se. Måske stopper jeg inden den 24. dag, for det bliver meeeeget langt.

Veste til Birk og Julius
Jeg har lige strikket to veste mere til Birk. Jeg har vel nu strikket mere end 10 af dem. Jeg har måttet udvide opskriften til en størrelse 2-3 år. Opskriften gik kun til 1 år og størrelserne er i øvrigt meget små. Birk er nu godt 1½ år og det er længe siden størrelse 2 år blev for småt til ham. Sådan var det også da hans far var barn. Hvorfor kan producenter af børnetøj og standardmål ikke lave størrelser, der er mere lig virkeligheden?
Julius skulle også ha haft nye veste. Han er mere til de mildere farver, så jeg har købt olivengul og lys lavendel til ham, men nu har han fået et slemt atopisk eksem og skal undgå uld, så nu må jeg finde ud af, hvad jeg skal bruge en masse lys lavendel og olivengul alpaca til?????? Birk har derfor fået en olivengul vest, men det klær ham bedst med lidt mere power på farverne.

Norojakke til Jacob
Mønsteret er skitseret. Mål er taget, så nu nusser jeg med detaljerne. Der bliver en del vendestrik, som skal passes til.

Jeg har fået købt et par nøgler Kureyon, har lavet strikkeprøver og har beregnet garnforbrug, og jeg har bestilt garnet.
Jeg skal også bruge Blossom, men det er så forskelligt, hvad forhandlerne ligger inde med af det, og det er næsten umuligt at vælge Blossomfarver på nettet, så det er faktisk lidt af en opgave. Farvekortene er dårlige, fordi de viser et fortegnet billede af garnet.
Jeg var endelig nået frem til to farver, jeg ville prøve, men så havde de alligevel ikke den ene farve hos Garngalleriet, hvor jeg har købt Kureyon'en.
Jeg kan ikke fare land og rige rundt for at se på Blossom. I hvert fald kommer jeg ikke til at gøre det, så jeg håber, at jeg pludselig finder ud af, hvad jeg skal gøre. Jeg har beregnet strikkefasthed og en ca-mængde.
Med de priser og den korte løbelængde, er det ikke ligefrem noget, jeg har lyst til at købe for meget af sådan "bare for at se, om det passer i farven".

The Gridlock Throw
Ja, altså. Det ligger stille indtil foråret har jeg bestemt. Når jeg igen kan sidde på balkonen, vil jeg tage fat i det igen.
Mærkelig beslutning, men sådan er det altså.

Er der andet, jeg gerne vil sige på sådan en dag, som idag?
Ja,
Jeg er dødtræt af mit nye kamera!!!
Så er det sagt. Jeg er rasende på det.
Farverne er helt forkerte og jeg (og flere andre) kan ikke finde en måde at indstille sig ud af det.
Det er et Canon Powershot, og det ser ellers ud til på nettet, at det får gode anmeldelser.....

Jeg er glad for, at vi endelig har fået købt det spejlreflekskamera, vi havde planlagt. Det må jeg til at bruge, men det er ærgerligt, hvis jeg bare må konstatere, at et par tusinde kroners kamera er lige til skraldespanden.

Det var alt for idag
Knus til mig selv og alle, der besøger min op-og-ned-ad-stolper-og-døre-snakke-med-mig-selv-blog
 Ann