Firserne på tværs og andre UFOer

UFOerne hober sig op i øjeblikket.
Julens mange gaveprojekter har strukket sig fra de første dage i november til 3 uger inde i januar. 
Med hue og tørklædeprojekterne til USA, er jeg færdig med julegaver for en tid.
I mellemtiden har støvet lagt sig tykt over de projekter, jeg var igang med før julens projekter satte ind, et nyt bestillingsprojekt er kommet til og tiden begynder at tikke højlydt til et projekt, jeg længe har haft lyst til at komme igang med. Sidstnævnte har en deadline.
Deadlines på strikkeprojekter modvirker det jeg strikker for: den rolige meditative afstressende kreative proces.
Det er et godt ord: Deadline. Sådan føles det også. En streg, der betegner liv eller død afhængig af, hvor stresset man er op mod stregen og, hvilken side af stregen, man ender på.

Alligevel kaster jeg mig fra tid til anden ud i strik med disse stress-dead-lines.
Som f.eks. nu til jul, hvor jeg kom noget sent igang, fordi Nicolais sømandssweater trak ud, skulle Birk ha’ et par nye veste og en trøje. Jeg har længe haft lyst til at strikke een med hætte til ham og havde bestilt garn til en hos Noda, men Vakse Viggo har også længe fristet mig, og så kom Mette og sagde, at den maskinstrikkede bluse, jeg tidligere har strikket til ham i strømpegarn, var god med en lille ændring ved halsen, og straks fløj tankerne, ideerne og søgemaskinerne afsted med mig. Jeg kunne ikke rigtig bestemme mig, og gik derfor mit garnlager igennem for at se, om begrænsninger her måske kunne hjælpe med at bestemme, men resultatet var, at jeg fandt det perfekte garn til Vakse Viggo, men jeg fandt også en dejlig mulighed for at bruge noget af mit enorme strømpegarnslager til en bluse af den art, som Mette efterspurgte. Undervejs havde jeg befamlet nogle af mine særligt lækre garner og havde svært ved at løsrive mig fra et Norogarn med cashmere og silke, som kunne blive til en lækker sweater med hætte – hvis der var nok.

Så var der jo også hættesweateren fra Noda og et ældre kit til en jakke med lynlås, og inden jeg havde set mig om var jeg igang med alle 5 projekter – bare til sweater til Birk!!!

Garnet fra Noda stank af spindeolie, så jeg var ved at få astmaanfald af at strikke med det, og det var meget vanskeligt at strikke med – syntes fyldt med modhager, så det heller ikke blev særlig pænt, og det var på p 2½, så det lagde jeg til side 15 cm oppe på bulen.
 Det samme gjorde jeg med jakkeprojektet, fordi bundfarven nok alligevel var for skrigende grøn, og i hvertfald krævede tid til gennemtænkning, før jeg kørte videre med det.

Så var der “kun” 3 projekter tilbage – lige bortset fra, at han (Birk) jo også skulle ha et par af de traditionelle veste. Det blev til 3 veste, fordi det garn, jeg egentlig havde købt til det enten var for tykt i 2 tråde eller for tyndt i 1 tråd, men noget garn beregnet til noget andet syntes bedst.

Med andre ord endte med “kun” 6 projekter til Birk. Tjahhh…..

En hue, jeg længe har forsøgt mig med at designe til Sisse tog meget tid, fordi der skulle laves forskellige strikkeprøver,
 
der skulle sendes frem og tilbage mellem Sisse og mig til bedømmelse, og der skulle findes andre farver og forsøges på ny,
 
for at ende med at blive til noget, der mest mindede om en dukkehue,

fordi jeg ikke stolede på min egen strikkefasthed og slog for få masker op.

Det gjorde så ikke så meget, for den blev slet ikke det, der var tanken og hele ideen blev forkastet, men tid – det tog det.

Resultatet blev, at jeg med jævne mellemrum måtte realitetskorrigere mig selv i forhold til, hvad og hvor meget, jeg ville kunne nå at strikke til de andre familiemedlemmer i julegave – særligt Sisse og Mette.
De fik jo hver en halsedisse, men de skulle have haft huer og vanter og meget gerne også lange benvarmere eller lange sokker til.

Det lykkedes mig dog at fortælle mig selv, at benvaremere til Anna og Freja og julegaver til USA måtte vente til hvis og når jeg fik tid, og fik jeg ikke tid eller energi til det, so be it.
Men kommer tid, kommer råd, og jeg nåede det vigtigste: at give de fleste af de gaver, jeg havde lyst til at give – sådan da, for vanter blev der jo heller ikke til til sættene til USA, og jeg er ikke sikker på, jeg når at strikke et tørklæde til Theis. Når jeg det ikke, må han leve på renommeet fra den sweater, jeg strikkede til ham i efteråret ;-)

Jeg er ved at sy et tørklæde sammen med madrassting til Larry

Og jeg har tænkt over farverne til jakken til Birk og har skaffet garn i en mindre skrigende grøn, så nu er jeg igen igang med det projekt
Jeg har ladet et par pinde af den skrigende grønne blive. Det fik jeg bare lyst til……..

Så er jeg igang med et bestillingsprojekt – en sweater i halvpatent til Ole

Det vender jeg tilbage til.
Jeg har et andet stort projekt på bedding.
Det er et af dem med en stressende deadline.
Jeg er meget usikker på garnet, så der foregår en masse kommunikation frem og tilbage – ikke mindst fordi jeg jo for f……. ikke kan fotografere i den helt nøjagtige farve.
ØV, hvor er jeg træt af de problemer, jeg har med farverne, når jeg fotograferer strik.
Det er det, jeg er aktivt igang med. Derudover er der de UFO’er, der ligger fra før sømandssweateren. Nogle af dem vil jeg meget gerne gøre færdig, andre er jeg lidt mere lunken overfor.
Og så er der jo de projektideer, der er få mm fra at blive sat igang og de 25.000 ideer jeg iøvrigt har.
Hmmmm. Der er forsider og bagsider af enhver medalje. Forsiden ved een af mine er, at jeg har en hulens mængde entusiasme, engagement og mental energi – bagsiden er, at jeg overvurderer min fysiske energi heeeeelt vildt. Den mentale energi og den fysiske har ingen som helst forståelse eller respekt for hinanden.
Jeg er langt oppe i 50’erne, og jeg har været sådan i hele mit liv. Gu ve, hvad jeg blive til, hvis jeg virkelig lærte at sætte tæring efter næring. Mon ikke jeg vil blive ligeglad – sådan generelt ….………………………….?
Ann