Hvidbalance for strikkenørder

Sønneke lovede engang i en kommentar til et af mine indlæg, hvor flere af jer gav udtryk for samme frustration, som jeg over vanskelighederne med at fotografere vores strik i den rigtige farve, at han ville skrive noget om hvidballance.

Jeg havde helt glemt det, for han og jeg taler ofte om den hvidballance, og han har flere gange prøvet at lære mig noget om det, men det er li’som det er temmelig begrænset, hvor meget, der trænger ind af det, han siger…..

Nu har han så skrevet 1. kapitel om hvidbalance til alle, der har lyst til at læse med:

Jeg har for lang tid siden lovet at skrive noget om hvidbalance, for at prøve at gøre det forståeligt, selv for min mor.

Han er ikke så lidt fræk. Hvor mon han har det fra? 

I den tid hun har strikket, i hvert fald her i den ”anden strikkealder” de seneste år, har hun bandet over, at det er svært at ramme den rigtige farve på strikketøjet/garnet, når hun fotograferer det. Hun plejer at skyde skylden på kameraet, og selvom det er en glimrende undskyldning for at ønske sig et nyt og finere kamera, er det nu ret sjældent det er det, der er problemet. Problemet er snarere brugeren, eller det man i gamle computerdage kaldte en fejl 40 – en fejl der befinder sig ca. 40 cm fra skærmen, eller i dette tilfælde fra kameraet…

Ja, det kan jo ikke være mig, han mener, for jeg befinder mig højst 20 cm fra kameraet, når jeg fotograferer – ellers kan jeg ikke se skærmen. Jeg er meget nærsynet :-)
Føler I jer truffede?

Det smarte ved den type fejl er, at de er ret nemme at rette. Eller rettere, det er i hvert fald ikke umuligt.

Nå, det lyder godt……

Jeg vil dog indskyde at det ikke er nemt at fotografere helt farveægte, medmindre man er meget inde i teknikken eller alternativt er meget systematisk. Farveægte drejer sig ikke kun om hvidbalance, selvom det er et væsentligt element. Der er også filtype (optag i RAW hvis du kan, ikke JPEG), eksponering (blænder og lukketider), brug af blitz og naturligvis digital efterbehandling. Målet her er at undgå så meget bøvl, som muligt og komme så tæt på i første hug som muligt.

RAW????? Blænder og lukketider? Er der sådan noget på et digitalkamera, der ikke er et spejlreflekskamera?

Hvorfor skriver jeg overhovedet om hvidbalance? Tjo, jeg har fotograferet i 20 år, de første 10 på film, og de seneste 10 digitalt, så jeg har rimeligt godt styr på alt det tekniske. Jeg er ikke nogen specielt god fotograf, men er på den anden side god nok til, at jeg kan give printede, indrammede, monterede (i passe partout på syrefrit pap) i julegave uden at det er pinligt. Nu er det selvfølgelig Birk der er på alle billederne, så måske det er derfor der er ingen der brokker sig.

Ja, jeg er jo lykkelig for de årlige billeder.
Her er dette års billede
 
Jeg syn’s de både fotografisk og indpakningsmæssigt er helt i top.
Det skulle de vel også være; du har jo både haft fotokunst på A-niveau i gymnasiet og efterfølgende gået på Fatamorgana, så…….

Nå men, for at fortælle ordentligt om hvidbalance, er jeg også nødt til at komme lidt omkring filmfotografi og video. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at holde det hele på et simpelt plan, selvom noget af den nødvendige baggrundsviden kan være lidt kompliceret. Og så vil jeg selvfølgelig for en god ordens skyld gerne lige gøre opmærksom på, at der er tonsvis af gode netsteder derude på www, samt masser af bøger der forklarer alt dette, og for det meste mere nøjagtigt og grundigt end min fremstilling – men denne fortælling er altså målrettet strikkenørder, og har derfor til formål at fotografere farveægte, ikke rigtigt andet.

OK, det var så forbeholdene………

Allerførst hvidbalance, hvad betyder ordet overhovedet? Nej hov, jeg er nødt til at starte et helt andet sted: lys.

Rolig nu! Vi er strikkenørder! Vi er vant til en meget fast struktur!
OK: Lys.

Alt fotografi drejer sig jo om lys. En absolut nødvendig forudsætning for at kunne fotografere. Nordlys, stearinlys, blitzlys eller sollys.

Lys udsendes af en lyskilde og reflekteres fra overflader. Det er normalt kun det reflekterede lys, filmen eller digitalkameraets lysfølsomme chip ser og optager. For eksempel reflekteres solens stråler fra en nystrikket sweater, der ligger til fotografering på græsplænen, og det er disse reflekterede solstråler, der når kameraets lysfølsomme chip og bliver optaget. Den farve kameraet ser sweateren være, er en kombination af garnets evne til at reflektere og farven på de lysstråler der bliver reflekteret. Jo mere lys der bliver reflekteret fra sweateren, jo lysere er den. Det lyder lidt langhåret, men sådan er det i praksis; jo mere lys der reflekteres fra en ting, jo lysere er den. Tænk på en hvid væg. Når der sendes masser af lys mod den fremstår den hvid, fordi alt det lys der sendes mod den reflekteres. En sort væg, derimod, reflekterer ikke noget lys. Omvendt vil en hvid væg ses som sort, hvis den ikke reflekterer noget lys. Derfor er den hvide væg sort – om natten hvor der jo i sagens natur ikke reflekteres noget lys fra den.

Gu’ ve’, om det er noget af det, du siger her, der gør, at noget garn og nogle farver absolut ikke lader sig affotografere i den nøjagtige farve, hvorimod andet nemt gør?
Rød er f.eks. en vanskelig farve, synes jeg, men også bestemte garntyper, selvom jeg ikke har styr på eller kan huske noget bestemt system i det.

Note: dette er basis for sort/hvid fotografering. Her leder kameraets lysmåler ikke efter hvid men efter grå. Hvis man tager et billede af en hvid væg med en sort/hvid film, vil væggen være grå på billedet! Sådan er det bare.

Den hvide vægs farve er ikke kun en funktion af hvor meget lys der reflekteres, men også hvilken farve lyset har. Alt lys har en farve, solens hvide lys består af en masse forskellige farver (som kan spaltes, det er det der sker i prismer, og det opstår også i regnbuer). Og nu bliver det lige endnu mere teknisk. Åh, nej…..
Lysets farve er defineret som den temperatur et sort legeme skal varmes op til, for at udsende lys af den pågældende farve.  Et eksempel: almindeligt dagslys har en temperatur på 5000 K (lystemperatur måles i Kelvingrader). En glødepære er ca 2800 K, mens en overskyet himmel er 8-10.000 K. Jo lavere temperatur, jo mere rød/gult er lyset, og jo højere temperatur jo mere blåt er lyset. Det er ikke det samme som den psykologiske opfattelse af varme/kolde farver.

Jeg får associationer til PET-scanningsbilleders blå, grønne, gule og røde farver…….

Noget om farvetemperaturer

Ok, Nu kan vi snakke hvidbalance. Begrebet kommer fra videokameraer, der ligesom digitalkameraet optager på en digital lysfølsom chip. I gamle dage, altså mere end 15 år siden, var kameraerne væsentligt dummere end de er i dag. Den lysfølsomme chip vidste ikke rigtigt hvad det var den så, og kunne derfor ikke regne ud hvilken farve lyset havde. Det er jo mildt sagt rimeligt vigtigt at det vi ser som hvid i virkeligheden, også er hvidt når det gengives på video. For at opnå det bruger man hvidbalancen; man fortæller kameraet, hvordan hvid ser ud. Det er så simpelt.

Nå, sådan! Så vi er altså klogere end vores kameraer, og vi skal lære vores kamera at fotografere!?

Forestil dig et hvidt stykke papir i stearinlysets skær. Forestil dig så det samme i højt solskin. Vores øjne har ingen problemer med at omstille sig, men det kan kameraet ikke. Altså må man fortælle det, hvordan det skal opfatte det, det ser. I gamle dage, de her 15 år siden, gjorde man i praksis det, at man videofilmede et hvidt stykke papir i det lys, man skulle til at optage i, og trykkede på en hvidbalance-knap, og så indstillede kameraet sig til, at det hvide papir rent faktisk så hvidt ud. For hvad sker der hvis man ikke gør dette; jo du gættede rigtigt, det hvide papir får farve efter det lys det reflekterer, og er derfor gult/rødt i stearinlysets skær og blåt under en skyet himmel. Derfor er det så vigtigt for farvegengivelsen!

Ja, jeg gættede slet ikke, for jeg havde jo allerede glemt alt om det med farverne i det lys, der reflekteres, så……….

Samme billede fotograferet ved forskellige temperaturer
Billede jeg har lånt fra wikipedia. Læg mærke til at bilen har ”næsten” den samme farve mens asfalten ser meget forskellig ud. Ikke alle farver opfører sig ens, når lystemperaturen ændres.

Note: farvefilm har fuldstændigt den samme problematik, og derfor fandtes (findes) film justeret til dagslys, eller til glødepærer. Bruger man en dagslysfilm (for eksempel en helt almindelig kodakfilm fra brugsen) inden døre uden blitz, bliver alt gulligt. Det har de fleste sikkert oplevet.

Kameraer i dag er heldigvis (ganske lidt) mindre dumme end tidligere, men i praksis har du som fotograf i dag præcis den samme udfordring.

Du må sikre, at hvid er hvid, hvis du vil sikre, at farve på sweateren er farven på sweateren, for kameraet hverken kan eller vil gøre det for dig!

Hvordan du kan gøre det i praksis følger i næste kapitel.

Tak, min egen. Det glæder jeg mig til.
Jeg har fået en masse ud af dit teoretiske foredrag her, selvom jeg lige har måttet læse det et par gange for at få koncentration og indtag til at passe.
Jeg skal lige finde ud af, om jeg har forstået det ret: Er det dette hvidbalance-temperaturfænomen, der er årsagen til alle tilfælde af gule og blå toner en del fotos er i? Det er næsten, som om hele billedet er gulligt eller blåligt.
Det her er f.eks. blåligt Og dette her er nærmest rødligt
Begge er fotograferet på det samme underlag – et naturfarvet lagen.
Er det det, du mener?

Tak for hjælpen, søn. Nu håber jeg snart 2. kapitel kommer, for lige om to sekunder, har jeg glemt alt dette her.

Sønneke med dumme kommentarer af Ann

Firserne på tværs og andre UFOer

UFOerne hober sig op i øjeblikket.
Julens mange gaveprojekter har strukket sig fra de første dage i november til 3 uger inde i januar. 
Med hue og tørklædeprojekterne til USA, er jeg færdig med julegaver for en tid.
I mellemtiden har støvet lagt sig tykt over de projekter, jeg var igang med før julens projekter satte ind, et nyt bestillingsprojekt er kommet til og tiden begynder at tikke højlydt til et projekt, jeg længe har haft lyst til at komme igang med. Sidstnævnte har en deadline.
Deadlines på strikkeprojekter modvirker det jeg strikker for: den rolige meditative afstressende kreative proces.
Det er et godt ord: Deadline. Sådan føles det også. En streg, der betegner liv eller død afhængig af, hvor stresset man er op mod stregen og, hvilken side af stregen, man ender på.

Alligevel kaster jeg mig fra tid til anden ud i strik med disse stress-dead-lines.
Som f.eks. nu til jul, hvor jeg kom noget sent igang, fordi Nicolais sømandssweater trak ud, skulle Birk ha’ et par nye veste og en trøje. Jeg har længe haft lyst til at strikke een med hætte til ham og havde bestilt garn til en hos Noda, men Vakse Viggo har også længe fristet mig, og så kom Mette og sagde, at den maskinstrikkede bluse, jeg tidligere har strikket til ham i strømpegarn, var god med en lille ændring ved halsen, og straks fløj tankerne, ideerne og søgemaskinerne afsted med mig. Jeg kunne ikke rigtig bestemme mig, og gik derfor mit garnlager igennem for at se, om begrænsninger her måske kunne hjælpe med at bestemme, men resultatet var, at jeg fandt det perfekte garn til Vakse Viggo, men jeg fandt også en dejlig mulighed for at bruge noget af mit enorme strømpegarnslager til en bluse af den art, som Mette efterspurgte. Undervejs havde jeg befamlet nogle af mine særligt lækre garner og havde svært ved at løsrive mig fra et Norogarn med cashmere og silke, som kunne blive til en lækker sweater med hætte – hvis der var nok.

Så var der jo også hættesweateren fra Noda og et ældre kit til en jakke med lynlås, og inden jeg havde set mig om var jeg igang med alle 5 projekter – bare til sweater til Birk!!!

Garnet fra Noda stank af spindeolie, så jeg var ved at få astmaanfald af at strikke med det, og det var meget vanskeligt at strikke med – syntes fyldt med modhager, så det heller ikke blev særlig pænt, og det var på p 2½, så det lagde jeg til side 15 cm oppe på bulen.
 Det samme gjorde jeg med jakkeprojektet, fordi bundfarven nok alligevel var for skrigende grøn, og i hvertfald krævede tid til gennemtænkning, før jeg kørte videre med det.

Så var der “kun” 3 projekter tilbage – lige bortset fra, at han (Birk) jo også skulle ha et par af de traditionelle veste. Det blev til 3 veste, fordi det garn, jeg egentlig havde købt til det enten var for tykt i 2 tråde eller for tyndt i 1 tråd, men noget garn beregnet til noget andet syntes bedst.

Med andre ord endte med “kun” 6 projekter til Birk. Tjahhh…..

En hue, jeg længe har forsøgt mig med at designe til Sisse tog meget tid, fordi der skulle laves forskellige strikkeprøver,
 
der skulle sendes frem og tilbage mellem Sisse og mig til bedømmelse, og der skulle findes andre farver og forsøges på ny,
 
for at ende med at blive til noget, der mest mindede om en dukkehue,

fordi jeg ikke stolede på min egen strikkefasthed og slog for få masker op.

Det gjorde så ikke så meget, for den blev slet ikke det, der var tanken og hele ideen blev forkastet, men tid – det tog det.

Resultatet blev, at jeg med jævne mellemrum måtte realitetskorrigere mig selv i forhold til, hvad og hvor meget, jeg ville kunne nå at strikke til de andre familiemedlemmer i julegave – særligt Sisse og Mette.
De fik jo hver en halsedisse, men de skulle have haft huer og vanter og meget gerne også lange benvarmere eller lange sokker til.

Det lykkedes mig dog at fortælle mig selv, at benvaremere til Anna og Freja og julegaver til USA måtte vente til hvis og når jeg fik tid, og fik jeg ikke tid eller energi til det, so be it.
Men kommer tid, kommer råd, og jeg nåede det vigtigste: at give de fleste af de gaver, jeg havde lyst til at give – sådan da, for vanter blev der jo heller ikke til til sættene til USA, og jeg er ikke sikker på, jeg når at strikke et tørklæde til Theis. Når jeg det ikke, må han leve på renommeet fra den sweater, jeg strikkede til ham i efteråret ;-)

Jeg er ved at sy et tørklæde sammen med madrassting til Larry

Og jeg har tænkt over farverne til jakken til Birk og har skaffet garn i en mindre skrigende grøn, så nu er jeg igen igang med det projekt
Jeg har ladet et par pinde af den skrigende grønne blive. Det fik jeg bare lyst til……..

Så er jeg igang med et bestillingsprojekt – en sweater i halvpatent til Ole

Det vender jeg tilbage til.
Jeg har et andet stort projekt på bedding.
Det er et af dem med en stressende deadline.
Jeg er meget usikker på garnet, så der foregår en masse kommunikation frem og tilbage – ikke mindst fordi jeg jo for f……. ikke kan fotografere i den helt nøjagtige farve.
ØV, hvor er jeg træt af de problemer, jeg har med farverne, når jeg fotograferer strik.
Det er det, jeg er aktivt igang med. Derudover er der de UFO’er, der ligger fra før sømandssweateren. Nogle af dem vil jeg meget gerne gøre færdig, andre er jeg lidt mere lunken overfor.
Og så er der jo de projektideer, der er få mm fra at blive sat igang og de 25.000 ideer jeg iøvrigt har.
Hmmmm. Der er forsider og bagsider af enhver medalje. Forsiden ved een af mine er, at jeg har en hulens mængde entusiasme, engagement og mental energi – bagsiden er, at jeg overvurderer min fysiske energi heeeeelt vildt. Den mentale energi og den fysiske har ingen som helst forståelse eller respekt for hinanden.
Jeg er langt oppe i 50’erne, og jeg har været sådan i hele mit liv. Gu ve, hvad jeg blive til, hvis jeg virkelig lærte at sætte tæring efter næring. Mon ikke jeg vil blive ligeglad – sådan generelt ….………………………….?
Ann

Den lille tabel

10-20-30

40-50-60

70-80-90

100!

100 faste læsere og 30.000 unikke sidevisninger siden blogstart for et år siden (der er kun ca 28.000 på min tæller, men den blev installeret efter et stykke tid, og blogger.com har selv en tæller, der altså har talt mere end de 30.000).

Hold da op! Det kunne jeg slet ikke ha forestillet mig dengang.

Det har været et meget spændende år, hvor jeg har lært mange skønne blogge og deres mennesker at kende. De fleste har jeg (endnu) ikke mødt IRL, men det kommer vel efterhånden.

Tak for et dejligt og lærerigt fællesskab.

Ann

Eternity Scarf II, III, IV and Cartridge Hat I, II, III

This will be written in English, because I am partly writing to Anne, Lisa and Julia, whose Danish is a bit rusty

You know, Theis went to US this fall to be together with his Lisa for good

Lisa and her family are now the family nearest Theis.
They have taken Theis into their family and made him one of their own, and allthough they all live in different parts of the US, they spend much time together.

They are also very nice to us - Theis’ Danish family. Last year and this year we have received wonderful gifts from the distinguished Fortnum and Mason - exclusive chocolates, thea, cookies, marmelades, cakes and much, much more wrapped in beautiful boxes and hampers.
Uhhmm!
Mums!
It’s sad, they couldn’t see my face, when I opened these fabulous gifts or when I eat from the gorgeous content.

Here, you see Lisa and her mother Anne

Lisa and her sister Julia

 

Theis with Lisa’s father Larry – nicely dressed for a wedding

We are ashamed to admit, that we didn’t make it in december to send Christmas presents for The Locascios in time, but now I have finished Eternity Scarfs and Cartridge Hats for Anne, Lisa and Julia and we have a present for Larry and Anne waiting for the knitwear to be sent with it.

The scarfs and hats are different in color and shape and as Anne, Lisa and Julia live far away from each other - in  Los Angeles, Chicago and New York, I have decided to show them the scarfs here on my blog. They can then choose for themselves, and I can send the scarfs to the right address.

So:
Hi Anne, Lisa and Julia,
I know it is very hot i LA at the present, but I gather winter is still on in Chicago and i NY, and as winter will return you should find use for the scarf and hat, so choose one, and I will send it to you as soon as possible.

Eternity scarf and hat II

This is greenish-blue. We call it dark petroleum.
The quality of the first photo is bad, but it shows the color almost correctly

Eternity scarf and hat III

This is blue in middle tones. The first picture is the most correct.

Eternity scarf IV

This one is light blue, also with a little petroleum in it.
The first photo is also here the most correct in color.

Lisa, you can tell me the result of your choises next time, we talk on Skype, or you can all tell me here in a comment or on facebook or on the e-mail.

And now something for the Danish knitters:

Jeg har strikket disse tre tørklæder og huer til Anne, Lisa og Julia i USA. Lisa er Theis’ forlovede, Anne er hendes mor og Julia hendes lillesøster.

Lisas familie tager sig rigtig godt af Theis, som nu bor sammen med Lisa i Los Angeles. Det bliver jo ikke til så mange hjemmebesøg, så det er dejligt at vide, at Lisas familie tager sig så godt af ham.

Det er temmelig forsinkede julegaver, og jeg “udstiller” dem her på bloggen, så de kan vælge, hvilket de vil ha, så jeg kan sende dem til henholdsvis Chicago, Los Angeles og New York.

Herrerne får også noget, men de får ikke nogen valgmulighed, så….

FAKTABOKS
Model: Eternity scarf. Eternity scarf er egentlig blot betegnelsen på et tørklæde, der er strikket rundt…i det uendelige, men lige netop denne model er så også døbt Eternity scarf.
Designer: Michele Wang.
Garn: II og III er strikket i 100% ekstrafin merino fra Løve, IV er strikket i Pure Wool 4-ply fra Rowan 
Pinde: 4½ og 4
Garnforbrug: 175g i merino og 110g i Pure Wool
Fra lager: Ja
Bemærkninger og ændringer: Opskriften er fulgt.
Tilfredshed: Jeg synes, det er en god og anvendelig model.

FAKTABOKS
Model: Cartridge Hat. Jeg har kaldt den/dem det, fordi mønstret kaldes vandret og lodret cartridge – vandret og lodret patronmønster får jeg det til.
Designer: Ego
Garn:Samme som til tørklæderne
Pinde: do
Garnforbrug: De to i merino: 100g, i Pure Wool: 50g
Fra lager: Ja
Bemærkninger og ændringer: På de to merinohuer har jeg brugt det vandrette cartridgemønster, og på den lille tætsidddende har jeg brugt det lodrette og en smule af det vandrette på pullen, om man så må sige.
Den grønlige hue er taget ind 8 gange, den mellemblå 6 gange på hver omgang. Den lille er taget ind noget hyppigere på hver anden.
Jeg har med andre ord eksperimenteret lidt
Tilfredshed: Jeg er mest tilfreds med den mellemblå hue både med størrelsen og med de 6 indtagninger, men jeg kan bedst li den grønlige farve.

Ann

Benvarmere

Anna og Freja går til gymnastik og de går højt op i det.
Det vil jeg jo gerne bakke op om, så på udsalget i BCgarn i oktober, købte jeg garn til 80’er benvarmere til pigerne.

Jeg nåede at strikke et par til Freja inden vi skulle ses mellem jul og nytår,

men der var ikke lyserødt garn nok til Annas (det er frk. Selvdisciplins skyld, for jeg havde først taget en hel masse af det garn, men så blev jeg beordret til at lægge noget af det tilbage!!), og størrelsen blev også forkert, så de måtte trævles op et par gange, og det lilla måtte tages i brug. Derfor blev Annas lidt forsinkede, men de er på vej mod vest nu, og Anna har godkendt, at de er stribede..

Freja med sine benvarmere, parat til opvisning.

FAKTABOKS
Model og designer: Frit efter "Benvarmere” til voksne af Helga Isager fra Strikketøj.
Garn: BC Babyalpaca.
Pinde: 4
Garnforbrug: Ca 125-150 g pr par
Fra lager: Garnet er købt til formålet
Bemærkninger og ændringer: Jeg har brugt mønstret som udgangspunkt, men ellers har jeg selv lavet resten. Jeg ved ikke, hvor godt det forskudte strikkemønster fungerer på benvarmere. Måske er almindelig rib bedre. Stroppen under foden er god.
Tilfredshed: Jeg tror pigerne er godt tilfredse.

Ann

Julens kreative åre

Så er det ved at være slut med disse daglige indlæg om de julegaver, jeg fik strikket op til jul.

Min juleferie er også ved at være slut, og arbejdet kalder igen. Så bliver der nok lidt mere stille igen her på bloggen.

I skal lige se, at der - i pauserne mellem måltiderne og nødde-småkage-konfektgnaskningen – også blev strikket her i julen

Mette havde taget sin strikkemaskine med og fik strikket en lille babybluse til det nyeste skud på stammen – Ingeborg.

Mette fik en strikkemaskine i fødselsdagsgave af sin mand (lykkeligvis min søn) for 1½ år siden. Jeg hjalp ham med at købe den, og jeg fandt samtidig selv en gammel billig brugt maskine.
Jeg strikkede en smule på maskine som teenager, men det hele var glemt, så jeg var det første år på en del begynderkurser. Mette var med på det ene. Det var hyggeligt.
Det var tydeligt, at vi griber det meget forskelligt an.
Jeg følger kurset til punkt og prikke og strikker mappevis af strikkeopgaveprøver.
Mette eksperimenterer og får inspiration og ideer, som hun frygtløst kaster sig ud i at realisere. Alle de der læreren-siger-vi-skal-strikke-nogen-bestemte-strikkeopgaver strikkeprøver har Mette ikke tålmodighed til at gennemgå, og jeg tror også hendes lyst til at fortsætte sin maskinkarriere ville dø af kedsomhed og begrænsning, hvis hyn blev tvunget til det.

Så blev jeg inviteret med på et kursus i Netmaskerne, som jeg godt kunne se nok var for avanceret og frit kreativt for mig, men jeg kunne også se, at det sandsynligvis lige var noget for Mette.

Det var det. Det fik virkelig prikket hul på hendes muligheder for at bruge sin kreativitet på strikkemaskinen.

Her i julen arbejdede hun videre med sine kreationer.

Hun er spændende på den måde, at hun ikke strikker ret meget på den måde, vi andre gør: Vi finder en opskrift, noget garn, der passer til og så strikker vi derudaf slavisk efter opskriften.
Mette er ligesom brombassen, som ikke kan flyve, men den ved det ikke, så den flyver bare.

Hun har haft sin strikkemaskine i 1½ år, og hun har strikket seriøst på den i godt ½ år, og nu strikker hun de her mønstre, som man altså ikke bare kan strikke på en maskine.
Nu er hun så også blevet et aktivt medlem af Netmaskerne. Det kan man jo godt forstå, og jeg hørte lige igår fra et fremtrædende medlem af gruppen, at de er lige så imponerede, som jeg er.

Mettes kreativitet udi tekstilerne er ikke ny. Hun var engang designerspire og har i mange år designet og syet på livet løs – i stof.
I husker vel Farmorjakken til mig?

Her er hendes kreation af en brudekjole til sig selv, som hun lavede sammen med Christina de sidste 2 uger før brylluppet! 

At designe og påføre sig sådan en kjole kræver mod og kreativ frihed.
Det er snart 10 år siden – som tiden dog går……..
Gommen holder vi som sagt lige lidt udenfor, men han skulle alligevel med med de flotte røde sko. Jakkesættet har også en lille diskret rød stribe.

Mette har ikke alle de begrænsninger, som jeg har overfor den kreative proces.
Når jeg skal tænke designkreativt, støder mine tanker hele tiden panden mod den ene betonmur af konservatisme og begrænsning efter den anden og vender fyldt med blå mærker tilbage med bevidstheden om, at det kan jeg altså ikke. Jo, jeg kan godt tegne og beregne noget meget konkret og matematisk og sætte sikre farver sammen, men finde på helt nye måder at gøre tingene på endsige sætte farver sammen på en ny eller mere modig måde, nej, det kan (eller tør?) jeg ikke. 

Mon det er alle de tegnetimer i skolen, hvor man skulle tegne nøjagtigt det, læreren sagde, der sammen med, at jeg valgte at gå den naturvideskabelige vej, har gjort min kunstneriske åre så firkantet, begrænset og konform?
Mon kreativiteten sidder derinde i et bur og rusker i tremmerne, og det så “bare” er et spørgsmål om at finde en vej til at slippe den fri eller spærrer generne mon vejen?

Mettes skabercenter sidder ikke fængslet. Hun danser legende rundt på maskinen og skaber helt nye mønstre og strikkemåder, og hun sætter farver sammen på en utraditionel og meget modig måde.

Jeg har lært meget teknik på de kurser, jeg har deltaget i, men jeg kommer ikke rigtigt nogen vegne strikkemæssigt.
Gu ve, om der findes et kursus, der hedder “Slip din indre kunstneriske frihed ud af fængslet”?.

Det var godt, hun fik den maskine.

Man må ikke prale (ret meget) af sine børn, men svigerbørnenes talenter kan jo ikke godskrives een selv på nogen måde, så dem må man rose alt det, man vil, så det gør jeg så. 

*

I går var jeg til Store Strikkesøndag på Kvindemuseet i Århus.
Det var i år arrangeret af Tøndering Strik, som ejes af Charlotte Tøndering, som har overtaget Isagers butik i Graven.
 
Der var workshops med Marianne Isager, Helga Isager, Charlotte Tøndering, Lone Gissel og foredrag af Annette Danielsen.
Her er det Helga Isager, Amimono, der fortæller om sine designs og demonstrerer de teknikker, hun bruger.

Marianne Isager kom med sine allersidste og for nogles vedkommende endnu ikke helt færdigafpudsede ideer og teknikker, som vi forsøgte os med på pindene.

Charlotte Tøndering viste knudeteknikker, videreudviklede teknikker med det japanske rustfrie stålgarn, som nu endelig kan fås i butikken, og jeg fik prøvet noget af hendes nye japanske ito-garn. Jeg prøvede mig også med japanske bieseteknikker til valkning mm.

Lone Gissel, der som de andre er en del af Isagergruppen og som har designet den hæklede kjole i bogen No.1, no. 2, no.3…, lærte mig om formler på hæklegrundteknikker.

Det var i år omend endnu mere inspirerende end sidste år.

Maden var igen formidabel og omgivelserne på Kvindemuseet er meget stemningsfulde.

Vi var de 60, der er plads til, men efterspørgslen har været så stor, at der bliver endnu en Strikkesøndag om 14 dage den 23.
Der er endnu få ledige pladser, som kan bestilles på strik@toendering.dk  eller tlf. 88 42 08 70

Ann

Johnny Boy

Ja, det hedder den altså, denne klassiske sweatermodel.

Mette sagde, at den maskinstrikkede bluse i Arwetta strømpegarn, jeg strikkede til Birk i sommer, var god, men halsudskæringen var for stor, så da jeg ligger inde med tonsvis af strømpegarn, gik jeg i krig med denne sweater til ham – dog i håndstrik.

Der er jo ikke så mange ben i denne model, men den har en sjov ekstra aflukningskant i halsen.
Man tager masker op fra vrangsiden i den første aflukningskant og lukker af igen. Jeg syn’s den er meget sjov og jeg vil da bruge den igen ved passende lejlighed.

Halsudskæringen er i hvert fald ikke for stor, og da opskriften manglede at indføre et knaphul i halsens ribkant ved skulderen, og jeg ikke lige var opmærksom på det, har jeg ladet den forblive uden.
Halsen sidder da vist meget godt, selvom den knap ikke er der, og en knap mindre at knappe gør jo ikke noget, og så bliver han ikke kvalt i den starmme hals, så alt i alt er det vist meget godt, at den knap blev udeladt.
Knapperne er lidt store, men jeg havde ikke tid til at købe nye, og det var, hvad jeg havde på lager, som kunne passe nogenlunde i farven.

FAKTABOKS
Model: Johnny Boy.
Designer: Ukendt for Berocco Yarn. 
Garn: Drops Fabel Superwash strømpegarn, 75% superwash uld, 25%polyamid
Pinde: KnitPro 2½ og 3
Størrelse: 4 år. Passer fint en stor 2½-årig
Garnforbrug: Jeg fik vist ikke lige vejet den, men jeg vil tro, der er brugt ca 175 g
Fra lager: Ja
Bemærkninger og ændringer: Som sagt mangler der i opskriften knaphul i halskanten, og opskriften er ikke den mest detaljerede
Tilfredshed: Strømpegarn er altså en lækker kvalitet til børn. Den er vist ok.

Ann

Børnevest(e)

Jeg aner efterhånden ikke, hvor mange af disse veste, jeg har strikket til Birk, men det er skønt, at han og hans forældre er så glade for dem.
Han vokser jo lynhurtigt ud af dem, så der er hele tiden brug for nye.
Til jul endte det med 3 stk., for der bliver jo også eksperimenteret lidt ind imellem med større eller mindre held.

Det er nærmest umuligt at tage billeder af strik “live” på Birk, for han står ikke stille tre sekunder ad gangen – og da slet ikke på en måde, så man kan se det strikkede fuldt ud.
Her er han lidt utydeligt fanget i sin første gaveudpakningen juleaftens eftermiddag. Far er ikke så vild med at ligge og kede sig ude på nettet til almindelig beskuelse, så han er blevet lidt sort-hvid og firkantet……….kun på fotoet, forstås!
Det er det nærmeste jeg kommer, at vise Birk med een af vestene fra julen på.

Med bamseknapper

Og een med træknapper og ugler på:

Garnet er lækkert, men der var ikke så mange farver at vælge imellem, og jeg syntes denne farve var liiidt kedelig, så jeg strikkede ugler på.
Jeg har set de ugler flere gange på forskelligt strik,f.eks. her, så jeg lavede mit eget diagram til ugler, der passede til denne vest.

Også bagpå

De skulle jo egentlig have små miniatureknapper som øjne, men da Birk er en rigtig prins, tror jeg, det vil gøre ondt at ligge på så mange knapper, hvis han nu skulle finde på at ligge på gulvet og lege med tog eller noget…….

Dette dejlige billede fik jeg i julegave i stor forstørrelse og i ramme.

Herunder et lille eksperiment
 
i to tråde af den samme alpaca, som den grønne – måske lidt for kraftig i det. Den er ikke skæv, som det kan se ud på billedet. Jeg ved ikke, hvordan jeg har båret mig ad med at få den til at se sådan ud.
Den har fået tynde keramikknapper af Else Rasmussen.

Birk ville gerne hjælpe mig, da jeg skrev hans mål ned i logbogen, så han tegnede en gravko. Det er jo tydeligt nok. Det var i begyndelsen af november. Idag ville han nok tegne en flyvemaskine.

FAKTABOKS
Model og designer: Udgangspunktet er en babyvest (Model D) fra Hjertegarns hæfte nr 13.
Siden Birk voksede ud af str. 1 år, har jeg viderebearbejdet den til større størrelser, andre garntyper og mønstre.
Garn: Den lilla: Babyalpaca fra BC-garn.
Uglevesten: 1 tråd La Paz, Boliviansk alpaca.
Råhvid vest: 2-tråde La Paz alpaca
Pinde: Lilla vest: 2½ + 3,
Grøn vest: 2 + 2½,
Den råhvide: 3½ + 4
Garnforbrug: Lilla: 125g,
Grøn: 80g,
Råhvid: 120g
Fra lager: Den lilla: Ja. Den er strikket af garn købt på udsalget i BC-garn i oktober, og var egentlig beregnet til benvarmere til et par små piger, men jeg havde købt riiiigeligt. De to andre: Nej
Tilfredshed: Vesten i sig selv er et hit. Det er mere den enkelte vest, der kan være lidt problemer med. Den lilla er, som den skal være, så med den er det kun farven, der kan være mere eller mindre anvendelig, men garnet fnugger hurtigt. Birk havde haft den på et døgns tid, da den begyndte at være kedeligt fnugget. Det får den jo til at se slidt og gammel ud. Måske forsvinder tendensen hen ad vejen, hvem ved.
Den grønne er ok, selvom jeg er lidt i tvivl om jeg ikke synes, at de ugler er lidt for baby’et.
Den råhvide er nok lidt for varm til en vest uden ærmer. Kun dagligdagen kan vise anvendeligheden.

Ann