lørdag den 20. juli 2013

En kold skulder

garnomfavnelse

Jeg kan ikke huske, hvornår det skete, og jeg kan heller ikke huske, hvem der gav mig den, men jeg har altså fået en kold skulder.

Det er meget ubehageligt – faktisk er den frosset helt til, og det bliver hele tiden værre og værre.

Nætterne er de værste. Jeg prøver at stavle mig selv og armen op med puder, men alligevel ender det i skrig og vånde hver gang jeg gør en forkert bevægelse og smerten jager igennem skulder, arm og hånd.

Jeg kan godt huske det fra 2007, hvor to døde kæmpe bambusbuske gav mig en kold skulder på den anden side. Dengang havde jeg ellers været forudseende og havde først anskaffet mig den dyreste og fikseste Fiskars havesaks, og så klippede jeg bare en lille-bitte smule hver dag indtil buskene var væk. Det tog det meste af en sommer.  Alligevel fik jeg den kolde skulder.
Uretfærdigt!

Denne her er værre og jeg aner ikke, hvem der har sendt den.

Jeg kan sagtens strikke, men jeg tør ikke lige i øjeblikket, for hvor skulle det ellers komme fra?

Jeg er ellers topmotiveret for tiden til at strikke, tegne, regne og …….. købe garn ind i stride strømme :-/ 
Det er længe siden, jeg har haft sådan en lyst til at udtænke ideer, tegne dem, lave strikkeprøver og regne på det.
Uretfærdigt!

Måske kan jeg benytte lejligheden til at være lidt aktiv her på bloggen!?
Jeg har jo enkelte færdige ting og en masse ikke-færdige sager. Dem ku jeg jo fortælle lidt om.

Måske skulle jeg iklæde mig Monterings-Åge outfittet og få gjort noget ved de projekter, der har ender, der skal hæftet og sømme, der skal sys?

Måske skal jeg se at få lavet den der Give-away for de to små bøger, jeg har dubletter af?

cast on, bind off

Baby knits, vogueKids knit, VogueTodlers knit, Vogue

Det må jeg lige tænke lidt over ………

Ann

19 kommentarer:

Fru Knudsen sagde ...

ÅH, hvor træls håber det snart går den rette vej med skulderen og du får sendt den hen hvor peberet gror!

Sigrid S. Eriksen sagde ...

Øv da, håber atcdu snart får den "tøet op". Men helt egoistisk, så ville jeg da elske hvis du brugte lidt tid på bloggen, det plejer at være både inspirerede og informativt.

Gitte sagde ...

? @(#@$$!$*-_og en hel masse grimme ord, hvor ER det træls, håber du trods alt kan få strikket en enkelt pind indimellem. Sikke nogle spændende bøger :))

Citronmoster sagde ...

Av for den da - din stakkel.
Rigtig god og snarlig bedring :)

Kludemutter sagde ...

Det lyder bestemt ikke rart ;(
Håber den snart bliver god igen.

Madam Munch sagde ...

En kold skulder er enhver strikkers mareridt, hvor skrækkeligt at det har ramt dig igen. Et er ikke at kunne strikke, noget andet er at sove dårligt om natten. Jeg håber virkelig snart at det bedres for dig.
Men livet rummer jo mange muligheder, så du får sikkert øje på flere af dem.

Strikkeheksen sagde ...

Ja, du er da allerede i gang med at finde alle "de andre" muligheder, men det er jo forbandet hårdt og endnu mere forbandet ikke at turde strikke!

Håber, det snart bliver bedre - selv ville jeg uden tøven gå til akupunktør.

Gitte sagde ...

Åh Ann - din stakkel. Det er altså hårdt for en strikker ikke at kunne strikke!!

Jeg håber at du finder en kur/behandling, så du kan komme af med den kolde skulder.

Ann sagde ...

Nåh, ja, akupunktør! Det havde jeg lige glemt.
Tak, Lene. Det må jeg gøre noget ved. Hvis jeg skal have mer' smertestillende, skal jeg over i morfingaden, og det kan jeg gudskelov ikke tåle.
Jeg må finde en akupunktør!
Og tak for trøstende ord fra jer allesammen.

Kristine sagde ...

Æv, det lyder ikke godt. Har selv her i foråret fået gode erfaringer med en osteopat (som også er fysioterapeut). Dertil at han også kan akupunktur så han kan kombinere de forskellige behandlinger. Det er i Århus, men mon ikke der er en tilsvarende i nærheden af dig.

mona sagde ...

Fatter ikke, at nogen kan få sig til at give sådan en dejlig pige en kold skulder - fy fy skamme;-) Akupunktur er en god ide ! Godt at inspirationen og ideerne er der, så kan du planlægge projekter til de næste mange år :-) Knus og god bedring.

Lin sagde ...

Godt du har alternativer, men det er da pokkers frustrerende alligevel. Okay, og saa kommer jeg med min saedvanlige..."Har du proevet en osteopat?????"
Det er saadan een jeg tyr til med alt ( altsaa ikke forkoelelse hihi).

Ann sagde ...

Jeg aner faktisk ikke, hvad en osteopat er.
Jeg vidste slet ikke, at der var behov for andet og mere end fysiurger, ortopædkirurger, rheumatologer, fysioterapeuter, kiropraktorer m.m.m.

Lissi sagde ...

Hvorfor er det lige at sådan noget rammer, når man har hovedet fuld af dejlige ting man kunne foretage sig, hvis ikke...?
God bedring

Lykke sagde ...

Øv, hvor er det surt for dig - føler med dig!! Håber du får brugt tiden til alligevel at få afløb for dine gode kreative indfald :-)

Ingrids strik og patchwork sagde ...

Rigtig god bedring, Ann.
En dag vågner du og det er ok igen.
Håber du finder på andre gode ting end at strikke i mellemtiden.

Mange hilsener
Ingrid

Katstrik sagde ...

Altså hvor træls :-(
Håber virkelig at det lige så stille letter igen, - det er jo ad H til m smerter om natten. Håber du måske ka blogge lidt til glæde for alle os der læser med hos dig. Rigtig god bedring !

Annes indfald sagde ...

Sig mig... er der slet ikke bedring i din skulder????

التميز المثالي للخدمات المنزلية sagde ...

شركة تسليك مجارى بالدمام
شركة تسليك مجاري بالخبر
شركة تسليك مجارى بالجبيل
شركة تسليك مجارى بالقطيف
شركة تسليك مجارى بالاحساء

شركة تسليك مجارى بصفوى وسيهات وراس تنورة
شركة تسليك مجارى بابها
شركة تسليك مجارى بخميس مشيط
شركة تسليك مجارى بالرياض
شركة تنظيف سجاد بالجبيل