Det skal være sjovt!

Ja, det skal det..........da helst......

Det sidste maskinstrikningskursus, jeg var på, var aldeles ikke sjovt. Det blev en fiasko for mig. Intet lykkedes for mig i de to dage, og jeg kom derfra noget fattigere på både tid, penge og energi - og jeg havde mildt sagt mistet modet på maskinstrikning og min hjernes formåen.

Men så var det altså, at jeg i lørdags alligevel tog mod til mig og tog afsted til anden del af et helt andet maskinstrikningskursus, som kørte over to lørdage - 2 x 5 timer.
Det første var en lørdag for et stykke tid siden, og det kom jeg glad og inspireret hjem fra med stort mod på at strikke videre, men så var det jo så, at jeg siden mistede modet.....

Kurset i lørdags foregik på Tekstilseminariet i Viborg. Seminariet hedder egentlig VIA University College, Tekstiluddannelsen og noget mere med bachelor og andre svære ord, men det er jo et noget langt navn, så jeg kalder det bare Tekstilseminariet.

Så jeg tog - godt nok noget usikker, men dog - jeg tog derhen og håbede på at få en god oplevelse, så jeg kunne komme igang igen med den maskine.
5 timer, 6-7 kvinder på hvert vores trin med maskinen, og så var det billigt - lidt afhængigt af deltagerantallet!
Ja, og så var der jo også lige Lena Bay.

Man skal rose, når der er grund til det. Og det er der nu.

Lena er altså god. Ud over en stor faglig viden - hun er uddannet på Tekstilseminariet -, er hun en rigtig god underviser og inspirator.
Hun forklarer tingene, så man hurtigt forstår det, og hun er god til at se og forstå, hvad de enkelte deltagere har behov for. Hun er engageret og sød, og så krydrer hun med inspiration i form af sjove mønstre, ideer og spændende bøger.

I løbet af få minutter så hun, hvad der var galt hos mig, fik det rettet og kom med flere gode individualiserede forslag til mig undervejs, så jeg igen er igang på fuld kraft.

Der kan i maskinstrikningskredse godt forekomme mere eller mindre fundamentalistiske religiøse opfattelser af, hvilken maskine, der er bedst og den, man så ikke lige er til, er jo så både besværlig og upraktisk indrettet. Dem, der går religiøst ind for den ene slags siger, at man ALTID skal strikke på den og den måde, og dem, der kun kan li den anden slags maskine siger, at man ALDRIG bør strikke på den måde og så fremdeles. Det er jeg ved at være liiiidt træt af.
Det har Lena ikke noget af. Om det er den ene eller den anden slags maskine, kommer hende ikke så nøje. Hun kaster sig ud i det og finder ud af det.

I lørdags havde 2 af pigerne (ja, altså egentlig er vi "damer". De fleste af os i vores bedste alder, men i den sammenhæng kan man godt få opfattelsen af, at vi er piger - teenagepiger, forstås!) taget deres ribapparat med og ville gerne lære at sætte det op og helst også lige lære at strikke på det. Det lykkedes faktisk! En anden ville strikke free-style, en anden ville strikke den jakke, Lena havde vist os, andre havde helt andre projekter igang og Lena favnede os alle uden den mindste stress eller oplevelse hos os deltagere af at være overset. Jeg er ikke i tvivl om, at alle fik noget godt med sig derfra.

Stemningen var god, afslappet og fri. Det lykkedes Lena at realisere sit motto

"Det skal være sjovt!"

Og det var det.

Jeg kom hjem med en masse gode erfaringer, og jeg er kommet mange kilometer længere frem med min maskinstrikning - ikke mindst, hvad angår troen på, at jeg kan.

Lena Bay holder også kurser på Skolen for Kreativ Fritid i Viborg.
Der er f.eks. et kursus i næste week-end i maskinstrikning, hvor der vist er enkelte ledige pladser ;-)

Ann