tirsdag den 23. marts 2010

Lisas Early Spring Hat, Gloves and Scarf

Lisa og Theis er her for tiden inden Lisa drager tilbage til LA igen. De stakler! Så kan de igen sidde der og længes i hver sin ende af verden. Hun kommer dog snart igen og denne gang tager hun sine forældre med.

Jeg ville strikke noget til Lisa, når hun kom, men kunne ikke finde på andet end strømper, indtil jeg faldt over Lailas smukke hue.
Jeg kunne ikke rigtig regne ud præcis, hvordan hun havde lavet den smukke blomst så flad, men Laila var rigtig sød og behjælpelig og derfor fik jeg strikket denne

til Lisa.
Tak huemester Laila!

Der gik ikke så meget garn til huen, så jeg kreerede disse



fingerløse vanter.
Jeg havde mange probelmer med picotkanten, som var svær at få til at finde samme elasticitet, som handsken i sig selv. Jeg pillede op 100 gange, men endte op med at gøre på samme måde, som jeg gjorde med dem jeg lavede i mermaidmønster, selvom de er lavet på en ribkant. De er alligevel ikke blevet helt gode, men en vask og en dampning gør underværker for en form, der ikke vil lægge sig helt, som jeg vil, så nu ser de sådan nogenlunde ud. Det ses ikke, når man har dem på, for da strækkes kanten lige tilpas.


Der var stadig mere garn, så jeg strikkede dette



tørklæde i mønsteret Stork's Nest fra Interweaves Knitting Traditions, som jeg har omtalt i mit forrige indlæg.

Nu er foråret jo over os, så hue, halstørklæde og vanter er måske lidt dårlig timing. Derfor har jeg kaldt det Lisas Early Spring Hat, Gloves and Scarf  ;-)
Vejret er jo lidt lunefuldt, så hun bruger det faktisk hele tiden.




Faktaboks
Mønster:       Hue: Laila Fink Gerster-Repstock
                       Fingerløse vanter: Mig selv
                       Tørklæde: Storkerede, traditionelt mønster fra
                       Estland, diagram af Nancy Bush, Knitting Traditions,
                       Interweave
Pinde:            Hue og fingerløse vanter: KnitPro rundpinde 2½,
                       hæklenål 2½
                       Tørklæde: Addi Lace rundpinde 3
Garn:              Supersoft, Holst
Garnforbrug: Hue inklusiv blomst: 25 g
                       Fingerløse vanter inklusiv blomster: 25 g
                       Tørklæde: 45 g
Størrelse:       Efter vask:
                       Hue: Højde 20 cm, Bredde 22 cm (diameter 44 cm).
                       Passer hovedstørrelse 58 cm!!
                       Fingerløse vanter: Længde 19½ cm, bredde 7½ cm.
                       Passer handskestørrelse 7½.
                       Tørklæde: 25 cm x 125 cm efter opspænding.  
           

mandag den 22. marts 2010

Okker gokker, spøgelser og sokker

Jeg synes, at jeg strikker hele tiden, men jeg synes ikke rigtigt, at jeg får særlig meget fra hånden.

Jeg har fået mine Norosokker færdige.


De er strikket i Noro Silk Garden Lite med Drops Alpaca øverst i ribben. De har været pillet op to gange, for de blev for store og jeg havde problemer med, at de to nøgler Silk garden var meget forskellige i tykkelse hele vejen igennem, som om det var to forskellige garner. Nu, hvor de er færdige gør det faktisk ikke noget. Jeg kan ikke mærke det, når jeg har dem på og det ses kun, hvis man ved det. Jeg bruger dem næsten udelukkende uden på bukser som benvarmere med fødder. De er meget lækre og jeg bruger dem flittigt.



Jeg er så småt begyndt at strikke fra mit lager. Derfor er der også blevet et par sokker af Hjerte-Ragg-sokkegarn, som jeg har haft liggende længe.

Det ser ud, som om den ene sok er længere end den anden, men det er ikke tilfældet. De er som sædvanligt strikket From the toe-up med Magic Loop og begge på een gang. Jeg bruger denne opskrift bortset fra, at jeg slår op på en anden måde, som jeg synes giver et pænere resultat.
Min søde svigerinde Anne (det er Annes ben med raggsokkerne) fik dem med hjem, da hun og min bror var her i en week-end. Hun øver sig i at gå med lidt vildere farver end sort, gråt og lignende!

Jeg strikker stadig ind imellem på Birks spøgelsestrøje. Jeg mangler et par cm på bullen.


Der skulle i følge opskriften sættes masker fra til halsen og strikkes frem og tilbage det sidste stykke, men jeg strikker det lige op og vil så bagefter sy og klippe halsen ud for at undgå at strikke frem og tilbage. Det har jeg gjort mange gange før, så det er let at lade dovenskaben vinde. Den skal alligevel klippes op foran til lynlås og til ærmerne, så....

Jeg har en masse Indiecita Alpaca, som jeg havde planlagt skulle bruges til børnetøj, men det skal det ikke alligevel, fordi Julius ikke må få uld på sig, og farverne er ikke de bedste til Birk og for den sags skyld heller ikke til mig selv, så jeg har tænkt og tænkt, hvad jeg dog skulle bruge det til.
Noget af det lyse lavendelfarvede eksperimenterer jeg med en sjælevarmer med, og det vissengrønne bruger til et tørklæde i mønsteret "Storks Nest". Jeg har stadig store problemer med mit kamera og dets evne til at vise farverne naturligt, så den grønne farve er meget misvisende



Det bliver faktisk rigtig lækkert og mønsteret er temmelig nemt at strikke. Jeg fandt det i et af Interweaves magasiner "Knitting Traditions" og jeg har brugt det på et andet tørklæde også. Det vender jeg tilbage til.

Jeg har mange andre projekter, der venter på at blive sat i søen og garn, der ikke er projekteret endnu, har jeg nok af, men det er som om det går lidt trægt for tiden.

Ann

Et noget uldent Wooly Board

Jeg har haft fødselsdag i denne måned ;-)

Hvad ønsker du dig?, spurgte min mand
Et elektrisk krydsnøgleapparat, sagde jeg som det mest naturlige i verden.
Nå, hvad koster sådan et?, spurgte min mand så
Årh, sådan ca 2-3000 kr, sagde jeg uden så meget, som at blinke med øjnene
Tavshed.
Så dyre gaver giver vi altså ikke i vores familie. Det ved jeg selvfølgelig godt, så det var bare for at spille fræk, at jeg sagde det.
Så talte vi ikke mere om det.

På min fødselsdag dukkede der en pakke op, som viste sig at indeholde et blåt (blåt!? De plejer da ellers at være rødlige?) elektrisk krydsnøgleapparat!
Søreme om min mand ikke var gået på e-bay og havde fundet et brugt elektrisk krydsnøgleapparat i England til ca 500 kr inklusiv fragt!

Så nu har jeg fået noget så vildt og luksuriøst, som et elektrisk krydsnøgleapparat. Stikket skulle lige skiftes ud, men ellers fungerer det upåklageligt til min skulders store glæde.



Ellers gik dagen med overraskende mange hilsener. .
Fra morgenstunden var der jo hygge og lykønskninger fra mand og børn og ikke at forglemme min dejlige storebror. På arbejdet var der flag, blomster, slik og en æske, der kunne synge rock. Jeg fortæller ellers aldrig andre - heller ikke på mit arbejde - hvornår jeg har fødselsdag. Jeg tager selvfølgelig brød med på arbejde på dagen og såen. Det skal kollegerne da ikke snydes for. Det er jo ofte den slags, der skaber afbræk og hygge i hverdagen på en arbejdsplads, men jeg er ikke typen, der annoncerer min fødselsdag. Nå, nogen må jo have fundet ud af det alligevel.
Som dagen skred frem fik jeg en hulens masse hilsner via alle tænkelige medier - og der findes jo efterhånden rigtig mange: snailmail, pakkeposten, fastnettelefon, mobiltelefon, sms, e-mail, elektroniske fødselsdagskort, Facebook, Skype, Interflora og og og. Jeg har ikke haft den vanlige energi det sidste års tid, så jeg har været dårlig til at dyrke venner og famili, og alligevel var de på pletten allesammen og lidt til. Det var noget overraskende og overvældende.
 
Jeg fik også en gave fra mig selv ;-)
 
Jeg har en frygtelig svaghed for kit og gadgets, og jeg har længe surfet rundt på nettet efter et Wooly Board/ Woolly Board eller Sweater Blocker, som det kaldes i USA eller jumper board, som det hedder i England. På dansk kan det måske kaldes et sweaterstativ eller en sweaterblokker eller en rammeblokker eller en sweaterblokramme, men jeg har endnu ikke hørt et ord, der virkelig fænger. Jeg synes det er en smuk og genial ramme og et smukt stykke håndværk.
 
De er nemme at finde i USA, hvor de næsten alle er nogenlunde ens, som dette, som koster 7-800 kr eksklusiv fragt, men ved køb i USA er der jo problemet med told og moms, og derfor er der også flere firmaer, der slet ikke vil sende til Danmark. Måske har de problemer med, at pakkerne sendes retur, når folk får brevet fra Told og skat med en regning på et svimlende beløb, der skal betales, før man kan få pakken udleveret.
Jeg har ofte købt bøger og strikkekit i USA uden problemer, men jeg ville meget gerne finde en blokkeramme fra et EU-land. Det lykkedes mig dog kun at finde et fra Frankrig eller Tyskland, som var meget dyrt.
webstrik var der så en, der fortalte om et firma i Storbrittanien, der vist nok var begyndt at sælge jumper boards, så dem mailede jeg straks til. Jo, da, de solgte da jumper boards og sådan et skulle koste ca 500 kr. Det lød jo billigt, så jeg sendte et billede af et Wooly Board til dem for at sikre mig, at vi talte om det samme. Ja, det var nøjagtigt sådan et, jeg sendte et billede af, de solgte, så jeg var jo jublende lykkelig.
 
Pakken ankom på min fødselsdag og min mand samlede det,
 
men stor var min skuffelse, for det var en meget dårlig kvalitet. Ud over, at det var vakkelvorent og meget svagt i konstruktionen, så var det fra ende til anden et stykke amatørklamp med splintrede og underdimensionerede borehuller, en ubrugelig justeringskonstruktion, masser af blyantstreger, ikke noget med nogen form for afslibning endsige lakering, ingen fod at stå på (som der var på billedet) og alt i alt et stativ, som aldrig ville kunne bære en våd sweater og som jeg ej heller ville udsætte et strikarbejde for, fordi det ville blive revet på alle splinterne.
 
 
 
 
Man kan ikke se på billederne , hvor svagt og vakkelvorent, det er.
 
 
 
Firmaet som jeg købte det hos, havde ikke selv set det, men bestiller det hos en anden, som selv sender det til modtageren. De bad mig selvfølgelig sende det tilbage igen. De har nu fået boarded på deres hjemmeside, men det, man kan se af det der har en bedre finish. Jeg har foreslået dem, at de viser mere tydelige billeder af selve stativet uden sweater på på deres hjemmeside, så man selv kan tage stilling til kvaliteten, men det har de ikke gjort endnu. Dog har de tilføjet, at det er lavet i soft wood og egnet til at klappe sammen og sætte til side. Jeg tænker, at de med det forklarer, hvorfor kvaliteten er så dårlig.
Jeg vil have lov at advare gode folk mod dårlig kvalitet her på min blog, men jeg har ikke behov for at hænge ellers hæderlige folk ud på nettet. Derfor vil jeg ikke nævne firmanavnet, blot opfordre alle til at sikre sig bedre end jeg gjorde. Jeg havde på det tidspunkt kun set og hørt om boards i meget flot kvalitet, så jeg tog chancen.
Jeg vil nu sende boarded tilbage og glæde mig til, at jeg en dag kan få et i en ordentlig kvalitet fra USA.
 
Ann

mandag den 8. marts 2010

Svendborg er en dejlig by

Jeg valgte i år at tage med på Gavstriks årsmøde i Svendborg.

Kender du Gavstrik?
Det er en dansk forening for strikkere i Danmark................og Norden..............og Europa i øvrigt...............og resten af verden,

 "...der har sluttet sig sammen for med alvor og humør at:
- være forum for mennesker med garn/strik som hobby/arbejde -
- styrke strikning som håndarbejde, hobby, og kunstnerisk udtryksform -
- udbrede kendskabet til strikningens historie og kultur"

Der er over 1200 medlemmer og der var ca 115 danske, svenske og norske strikkere med til årsmødet i week-enden på vandrehjemmet i Svendborg.
 
Man skulle selv strikke sit navneskilt
 

På bagsiden af skiltet har jeg strøget flere lag vliseline, så det er blevet stift, og så har jeg klippet et gammelt plastikskilt fra et eller andet kursus i stykker, så kun klemmen og nålen plus lidt af plastikken sad tilbage. Det lagde jeg så på bagsiden og strøg igen flere lag vliseline på, så det hele smeltede sammen.

Der var forudbestilte workshops og workshops, som medlemmerne selv havde sat op. Der var foredrag, eventyroplæsning, museumsbesøg og fællessang. Der var stande med garnsalg, salg af bøger, opskrifter, tøj og meget, meget mere.
Og der blev strikket. I alle hjørner - og der var mange af dem - hjørnerne - og strikkerne.

Adgangstegnet til festmiddagen lørdag aften var en strikket blomst.


Både navneskiltet og blomsterne er strikket af rester på p 2½. Blomsterne har jeg dels selv komponeret, dels er de strikket efter blomster i bogen "100 flowers to knit and crochet" af Lesley Stanfield.
Farverne på fotografierne er tydeligvis alt for grumsede.

Selv under festmiddagen lørdag aften, opdagede jeg til min store overraskelse, at der blev strikket rundt omkring ved bordene. Det var måske lige liiiidt for meget af det gode, men havde jeg været i det humør, kunne jeg måske selv have fundet på at give mig hen i afhængigheden, men i så fald ville det have været misbrug, synes jeg. Der må være en kant, og nu sad jeg så selv ved et bord, hvor snakken gik godt om alt muligt og bl.a. også om næste års Gavstrikårsmøde, som jeg tror bliver rigtig sjovt. Den gruppe, der skal arrangere det, er i hvert fald ikke kedelig - høhø

Hvert år kåres en "Årets Gavstrikker".

 I år var det DK4´s kulturredaktør Frantz Howitz (i passende Isagerdesign), der modtog den for sine udsendelser med Kaffe Fasset og siden serien Dansk Strikkekunst om Vivian Høxbroe, Marianne Isager og Christel Seyfarth. Udsendelser, der bar præg af et meget højt researchniveau og en stor respekt for emnet. Udsendelserne genudsendes i øjeblikket og kan i øvrigt købes på DVD på forlaget Akacia.

Og så var der fabelagtig god mad!! På et vandrehjem!! Jeg siger jer! Fabelagtig god mad. En frokost-buffet med 10 fiskeretter og helt nye anderledes salater. Fri god kaffe døgnet rundt. Og meget mere.
Værelserne var fine - ikke særligt vandrehjemsagtige og med eget bad.
Desværre var der ingen elevator.......................men det gjorde jo ikke noget, for jeg havde jo ikke noget særligt med - hverken af garn eller andet  :-o

Mit årsmøde blev dog mest præget af, at jeg endelig mødte Vivi IRL.
Vivi og jeg har mødt hinanden i cyberspace gennem webstrikkerne. Vi har udvekslet bøger og garn, tips og tricks om blogge og efterhånden også vores erfaringer med livet, døden og kærligheden, så det var spændende sådan at skulle møde dimsen i virkeligheden.
Jeg hentede Vivi på havnen i Svendborg efter at have besøgt Hjelholt Uldspinderi på vejen, hvor der ved en fejl røg et par strikkeprojekter ned i posen. Efter at have læsset af på vandrehjemmet stavrede vi ned i byen. Vi besøgte garnforretninger, forretninger med kunsthåndværk og tøjforretninger. Ikke at vi købte noget særligt - bare sådan lidt. Et par poser fulde....og såen.
Dernæst nåede vi endelig til cafeen med erotisk chokolade.
Vivi havde på forhånd inviteret mig på en særlig erotisk oplevelse i Svendborg..?....?..!... - erotisk chokolade!?
Jeg har aldrig smagt erotisk chokolade og fik straks associationer til filmen "Da Harry mødte Sally" og scenen på restauranten, hvor Sally højlydt illuderer en orgasme, mens Harry sidder overfor hende og prøver at finde en grimasse, der kan passe. Jeg har set den film flere gange, men jeg husker kun den fabelagtige scene.

For at forlænge forspillet ;-) begyndte vi med en omgang spaghetti carbonara i en fokostportion. Den var rigtig god, men desserten......chokoladen - ikke cacao - rigtig fuldfed chokolade med et tykt lag flødeskum - var himmelsk. Vi holdt os i skindet - ville ikke skabe scener, så vi drak/spiste chokoladen med anstand ;-O
Gudskelov var koppen kun 2/3 fyldt!

Vivi er et meget generøst menneske og hun havde søreme også en rigtig hyggelig og kærlig gave med til mig - en hjemmelavet æske med flere stykker chokolade, bolsjer med Ærøs eget flag indstøbt og en pose fuld af maskemarkører!
I løbet af week-enden fikVivi givet mig gode tekniske råd om blogging og hendes særlige humor og lynhurtige kvikke replikker gjorde denne week-end  til noget helt specielt.
TAK FOR DET VIVI!
Ann

mandag den 1. marts 2010

Julen varer lige til.................nu!

Endelig, endelig, endelig!

Kalenderhalsduken er færdig!!!

Jeg var ved at være liiiidt træt af den. Den var blevet til lidt af en pligt, men nu  3 måneder efter, at jeg stratede på den - 2 måneder efter, at den efter planen skulle have været færdig, er den endelig færdig.


Farven er blød rust. Det fremgår vist ikke ordentligt af fotoet.

Jeg fulgte kalenderen til og med dag 8 - den 8. december, men så kunne jeg se, at jeg var bagefter med mit julegavestrik, så jeg stoppede og gik først igang igen lidt hen i januar.
Siden har jeg mest strikket lørdag-søndag, fordi den har krævet stor koncentration fra min side. Jeg lavede mange fejl, hvis jeg ikke var fuldstændig fokuseret, og det kunne være svært for mig at finde ud af, hvor på pinden eller hvilken pind, jeg havde fejlet på, så det gjaldt om at undgå fejl og i øvrigt hele tiden at holde øje med antallet af masker og have så godt styr på mønsteret, som muligt, så jeg hurtigst muligt kunne erkende det, hvis jeg lavede en fejl. Jo tidligere jeg opdagede en fejl, des nemmere var det at finde ud af, hvor den var begået, og des lettere var det også at få den rettet. Jeg fandt hurtigt ud af, at det oftest var det at slå om, jeg glemte.

Der var opskrift på svensk og engelsk. En på webstrik lavede hver dag et diagram til deltagerne, for det fulgte ikke med den svensk-engelske opskrift. Jeg fulgte den engelske opskrift. det havde jeg det bedst med.
Jeg har godt nok arbejdet i Sverige i flere omgange og talte dengang ret godt svensk, men det er længe siden og svenske strikkeudtryk orkede jeg ikke at lære at forstå, når jeg nu er ret fortrolig med de engelske.

Jeg startede hver dag med at rette opskriften til, så jeg kunne adskille de forskellige pinde og dele af pindene, og så forstørrede jeg siden op på computeren, så jeg kunne læse opskriften på lang afstand - f.eks. når computeren stod på sofabordet, og så jeg kun havde en pind at se på ad gangen. Det var en stor hjælp for mig. 



Der er kun 22½ dag på min Kalenderhalsduk, for garnet slap op, så jeg sprang den 23. over og strikkede en halv 24. dag til sidst.
Den er upraktisk lang - knapt 3 m, så det gør ikke noget, men jeg syn's det ku' ha' været sjovt - denne ene gang - at strikke den fra a til z, men tage til staden for at købe et helt nøgle garn til, det ville alligevel være for meget, syn's jeg, så næsten perfekt må den og jeg leve med, at den er.

Den er vasket i hårshampoo og blokket. Det er første gang, jeg har prøvet at blokke et større laceprojekt, og det så da heller ikke for kønt ud.                         
Jeg har ikke nok blokkemåtter til et så langt og bredt foretagende, og jeg havde ikke lyst til at anvende håndklæder, for jeg fornemmede, at jeg så ikke ville kunne blokke det ordentligt, så jeg gjorde det på gulvtæppet. Da det er så langt, som det er, var det ved at støde ind i sofaen, så jeg drejede det lige lidt undervejs for at det kunne gå forbi sofaen :-).

Ja, enhver anden ville vel have startet forfra med nålene for at undgå den drejning, men det gad jeg altså ikke, og det havde da heller ingen indflydelse på det færdige resultat. Ved blokningen, trak jeg det så bredt, som muligt, dels fordi det er så uforholdsmæssigt langt, men også fordi jeg gerne ville have det så bredt, som muligt. Selvom jeg undervejs, da jeg strikkede det, syntes at jeg strikkede det løsere og løsere og forskelligt fra dag til dag, blev det af sig selv ens i bredden ved blokningen.

Jeg er glad for, at jeg holdt ud, for jeg er meget glad for det.
Det er jo fyldt med smukke mønstre.
Jeg har lagt fotos af de enkelte dages mønstre op på min flickr.

Jeg vil for fremtiden prøve at huske at lave en faktaboks, når jeg har gjort noget strik færdig, så her kommer den første:

FAKTABOKS

Model: Kalenderhalsduken 2009 fra "Slöjd och Handverk i Färila"
Hvor kan man finde opskriften: Nu dog kun som kit.
Garn: Isager alpaca 2, 50% Alpaca og 50 % merino lammeuld fra Peru
Pinde: KnitPro rundpinde 3½
Garnforbrug: 150 gr
Fra lager: Nej, købt til lejligheden
Størrelse: Godt 50 cm x knapt 3 m
Bemærkninger og ændringer: Dag 23 og halvdelen af dag 24 er ikke med, fordi der manglede garn. Nogen vil mene, at det er et problem, at der ikke udfærdiges diagram til disse opskrifter.
Tilfredshed ud af 5 stjerner: (Hvorfor vil jeg ha' den rubrik med?) Øøhhhh. Jeg er meget tilfreds med resultatet. Det er alt for langt, men har en god bredde. Jeg blev træt af det undervejs. Vil måske hellere strikke lace, hvor mønsteret hænger mere sammen hele vejen igennem, men det har været sjovt, så 3½ stjerner skal den ha. ***

Ann

Det skal være sjovt!

Ja, det skal det..........da helst......

Det sidste maskinstrikningskursus, jeg var på, var aldeles ikke sjovt. Det blev en fiasko for mig. Intet lykkedes for mig i de to dage, og jeg kom derfra noget fattigere på både tid, penge og energi - og jeg havde mildt sagt mistet modet på maskinstrikning og min hjernes formåen.

Men så var det altså, at jeg i lørdags alligevel tog mod til mig og tog afsted til anden del af et helt andet maskinstrikningskursus, som kørte over to lørdage - 2 x 5 timer.
Det første var en lørdag for et stykke tid siden, og det kom jeg glad og inspireret hjem fra med stort mod på at strikke videre, men så var det jo så, at jeg siden mistede modet.....

Kurset i lørdags foregik på Tekstilseminariet i Viborg. Seminariet hedder egentlig VIA University College, Tekstiluddannelsen og noget mere med bachelor og andre svære ord, men det er jo et noget langt navn, så jeg kalder det bare Tekstilseminariet.

Så jeg tog - godt nok noget usikker, men dog - jeg tog derhen og håbede på at få en god oplevelse, så jeg kunne komme igang igen med den maskine.
5 timer, 6-7 kvinder på hvert vores trin med maskinen, og så var det billigt - lidt afhængigt af deltagerantallet!
Ja, og så var der jo også lige Lena Bay.



Man skal rose, når der er grund til det. Og det er der nu.

Lena er altså god. Ud over en stor faglig viden - hun er uddannet på Tekstilseminariet -, er hun en rigtig god underviser og inspirator.
Hun forklarer tingene, så man hurtigt forstår det, og hun er god til at se og forstå, hvad de enkelte deltagere har behov for. Hun er engageret og sød, og så krydrer hun med inspiration i form af sjove mønstre, ideer og spændende bøger.

I løbet af få minutter så hun, hvad der var galt hos mig, fik det rettet og kom med flere gode individualiserede forslag til mig undervejs, så jeg igen er igang på fuld kraft.

Der kan i maskinstrikningskredse godt forekomme mere eller mindre fundamentalistiske religiøse opfattelser af, hvilken maskine, der er bedst og den, man så ikke lige er til, er jo så både besværlig og upraktisk indrettet. Dem, der går religiøst ind for den ene slags siger, at man ALTID skal strikke på den og den måde, og dem, der kun kan li den anden slags maskine siger, at man ALDRIG bør strikke på den måde og så fremdeles. Det er jeg ved at være liiiidt træt af.
Det har Lena ikke noget af. Om det er den ene eller den anden slags maskine, kommer hende ikke så nøje. Hun kaster sig ud i det og finder ud af det.

I lørdags havde 2 af pigerne (ja, altså egentlig er vi "damer". De fleste af os i vores bedste alder, men i den sammenhæng kan man godt få opfattelsen af, at vi er piger - teenagepiger, forstås!) taget deres ribapparat med og ville gerne lære at sætte det op og helst også lige lære at strikke på det. Det lykkedes faktisk! En anden ville strikke free-style, en anden ville strikke den jakke, Lena havde vist os, andre havde helt andre projekter igang og Lena favnede os alle uden den mindste stress eller oplevelse hos os deltagere af at være overset. Jeg er ikke i tvivl om, at alle fik noget godt med sig derfra.



Stemningen var god, afslappet og fri. Det lykkedes Lena at realisere sit motto

"Det skal være sjovt!"

Og det var det.

Jeg kom hjem med en masse gode erfaringer, og jeg er kommet mange kilometer længere frem med min maskinstrikning - ikke mindst, hvad angår troen på, at jeg kan.

Lena Bay holder også kurser på Skolen for Kreativ Fritid i Viborg.
Der er f.eks. et kursus i næste week-end i maskinstrikning, hvor der vist er enkelte ledige pladser ;-)

Ann